At der kan ligge så meget forskelligt i det lille danske ord "nå", viste PH for mange år siden. Hans vise "Nå" er en tur igennem nå’ets nuancer og demonstrerer med stor humor, at udtalen af det lille fyldord kan være afgørende for, om det er en afvisning eller invitation.

”Lyden af mening” kalder Tina Høegh dette forhold i "Mundtlighed og fagdidaktik" og gør det til sigtepunkt for bogens anlæg. Bogen annonceres ganske vist som et samlet bud på en mundtlighedsdidaktik. Men dens centrale ærinde er at sætte det faglige arbejde med sprogets betoninger, klange og rytmer i centrum og undersøge, hvad det betyder for undervisningen i mundtlighed.

Kaster man et blik ned over bogens indholdsfortegnelse, ser den ud til at danne en tragt: Høegh lægger ud med generelle afsnit om mundtlighed og mundtlighedspædagogik og bevæger sig derefter tættere og tættere på det pædagogiske arbejde med mundtlighed i skolen.

Grundtonen er præget af tanker om æstetiske læreprocesser, eksperimenterende metoder og performance, og Høegh bygger på en meget bred vifte af både faglige og læringsteoretiske positioner. Opbygningen ser umiddelbart logisk ud, men i den specifikke udformning forsvinder klarheden i strukturen desværre. Der er så mange ekskurser og annonceringer af nye felter, at stringensen går tabt.

Det er ærgerligt, fordi de to nye folder i mundtlighedsviften, som Høegh bringer ind, ikke står så skarpt, som de kunne fortjene. Høegh peger nemlig for det første på, hvordan man kan arbejde specifikt med elevernes lytning – et felt, der ikke tidligere har været så meget i centrum. For det andet introducerer Høegh en idé om at lade eleverne lave egne lydtransskriptioner af tekster ud fra konkrete oplæsninger af dem. Især det sidste er et fint nyt vitamintilskud til arbejdet med mundtlighed. Det detaljerede arbejde med at bruge oplæsningens intonation i for eksempel analysen af litteratur kan være med til at åbne tekster på en anderledes måde.

Derfor får "Mundtlighed og fagdidaktik" to forskellige gange "nå" med på vejen:

Det ene "nå!" er sådan et nå, som vi udtaler, når noget går op for os. Det får bogen, fordi den peger på områder i danskundervisningen, som ikke tidligere har været behandlet så udtømmende og systematisk. Det andet "nååhh" er sådan et nå, vi udtaler, når vi efter en lang forklaring får pointen og føler, at det vist kunne være sagt kortere og klarere. Det får bogen på grund af omvejene og de unødvendige teoretiske holdepladser, som ikke alle bidrager klart til bogens nye bidrag.

Det er på ingen måde en bog, man bare siger "nå" til. Den leverer et solidt underbygget bidrag til et stort område i skolen. Men hvis dens pointer skal have mulighed for at skabe genklang i skolens undervisning, må den suppleres med en mere kondenseret udgave.