Af: Ole Christensen, lektor, Københavns Professionshøjskole og Lonnie Sørensen, pædagogisk konsulent for it og medier, Høje Taastrup kommune.

Med støtte fra Industriens Fond udbyder DR muligheden for at 4. årgange modtager en Micro:Bit (minicomputer). Det er en storstilet indsats inspireret af lignende projekt fra BBC. I erkendelsen af at børn i dag er storforbrugere af teknologi – er det erklærede mål med Ultra:Bit-projektet at lære dem - også at være kreative skabere med teknologi. En sympatisk målsætning der dominerer i flere og flere uddannelsespolitiske dagsordener under overskriften: Det 21. århundredes kompetencer. Det er et krav at hele årgangen er med i projektet, så alle kan komme i gang med at eksperimentere med Micro:Bit i undervisningen. På DR-skole er der hjælp at hente med omfattende lærervejledninger og videotutorials og forslag til forløb i de enkelte fag. Derudover afholder en taskforce fra CFU lokale workshops i flere kommuner.

I de sidste 20 år har udvikling af digitale teknologier og medier i skolen været præget af en smal digitaliseringsdagsorden, hvor fokus har været rettet mod indkøb af teknologi og udstyr, der formodes at have en pædagogisk betydning. Og der er indkøbt i store mængder over tid. Og der er spildt så mange penge på disse glimmerprojekter.

I denne tid taler alle om teknologiforståelse både som fag i skolen og som tværgående dimension, der skal understøtte udvikling af en mere kreativ og innovativ skole, hvor elever og lærere eksperimenterer i forpligtende læringsfællesskaber.

I den forbindelse er det katastrofalt, at Micro:Bit projektet rulles ud med det, som vi vil karakterisere som endnu et glimmerprojekt. Der mangler fuldstændig fokus på udvikling af en professionsfaglig teknologiforståelse, hvor lærere og pædagoger bliver i stand til at kvalificere deres valg og fravalg at digital teknologi. De skal naturligvis have den i hænderne og eksperimentere med den – og meget gerne før eleverne kaster sig over den. Vi taler for at udvikle en professionsfaglig teknologiforståelse, der kan betegnes som aktiv og som ikke kun vedrører Micro:Bit som teknologi, men som også rummer viden om børns mulighed for at anvende den kreativt og i en eksperimenterende praksis – og tillige viden om forholdet mellem Micro:Bit, børn og voksne i den pædagogiske praksis.

Hvorfor er det ikke indlysende at de fagprofessionelle udstyres med den teknologi, man ønsker skal udvikle en undervisning, der ansporer til kreative læreprocesser for eleverne? Er det ud fra en antagelse om at vejen til at skabe kreative, producerende elever går direkte fra teknologi til elev?

Der er i forvejen for mange eksempler på skoleudvikling uden indtænkning af professionens viden om pædagogisk praksis, så bekymringen går også her på, at denne lille, micro dråbe lander i et overfyldt bæger af frustration over igen at være blevet ”sprunget over”.