Bogens to forfattere satte sig sammen for at undersøge, hvad der skal til for at fremme en samfundsudvikling, hvor alle kan deltage og føles sig inkluderet og værdsat. Men i begyndelsen var der ikke meget, der tydede på, at det ville lykkes. For den svenske iværksætter Tomas Björkman, som har studeret fysik og makroøkonomi, mente, at svaret var, hvad han kaldte ego-development. Det afviste den danske samfundsdebattør Lene Rachel Andersen som en gang New Age-mumbo-jumbo. Hun har studeret erhvervsøkonomi og teologi, og hendes svar var Bildung, dannelse. Det forstod Björkman til gengæld overhovedet ikke, for han opfattede dannelse som god bordskik hos det 19. århundredes bourgeoisi og læsning af Proust og Shakespeare. Det kunne, sagde han, på ingen måde bidrage til løsning af det 21. århundredes samfundsproblemer.

I to år mente de begge, at den anden var lidt dum, fortæller de. De blev dog ved med at smide argumenter og bøger i hovedet på hinanden, så Lene Andersen opdagede efterhånden, at ego-development ikke er lig med den selvudvikling, som coachingbranchen skamrider som noget, man gør i ensomhed eller sammen med en coach. Hun forstod, at Tomas Björkman nærmere talte om personlighedsudvikling og udvikling af moralsk karakterstyrke. På samme måde opdagede han, at det essentielle ved dannelse netop er samspillet med andre om udvikling af moralsk karakterstyrke. Derefter kunne de sammen begynde udforskningen af hemmeligheden bag de nordiske samfunds økonomi, skoletænkning og folkeoplysning.

Så hvis du er interesseret i dannelsens europæiske historie og den specielle nordiske udvikling, er det her en bog, du ikke må gå glip af. Hvis du vil forstå, hvad og hvem der igangsatte den succesfulde udvikling af først Danmark, Norge og Sverige og senere Finland fra tilbagestående landbrugssamfund til moderne, demokratiske industrisamfund, og hvis du undrer dig over, hvorfor den nordiske udvikling gik andre, fredelige veje end i det øvrige Europa, bør du læse "The Nordic secret".

I komprimeret form lyder Andersen og Björkmans historiske beretning således: Omkring år 1800 indså visionære præster, intellektuelle, lærere, forfattere og politikere i de nordiske lande, at verden var under kraftig forandring. Ideerne hentede de i Storbritannien, Tyskland, USA, Frankrig og Schweiz: Den engelske filosof Anthony Shaftesbury inspirerede de europæiske filosoffer i det 18. århundrede, i 1774 satte Johan Wolfgang von Goethe gang i en litterær, romantiske ungdomsbevægelse. To år senere rejste den amerikanske uafhængighedserklæring også håb om frigørelse i Europa, og den franske revolution i 1789 blev overalt set som første skridt mod afvikling af enevælden og indførelse af politisk frihed.

Men det efterfølgende rædselsherredømme og blodbad chokerede. Napoleonskrigene satte gang i en romantisk nationalisme, men i modsætning til de tyske romantikere skrev den schweiziske pædagog Johann Heinrich Pestalozzi åbent om sociale forandringer med fokus på at give de fattige styrke og myndighed gennem undervisning, og efterhånden udviklede der sig en forståelse for, at mennesker skulle lære at kontrollere følelser, internalisere samfundets normer og tage personligt ansvar. I Tyskland blev den nye person- og ansvarsudvikling kaldt Bildung, og de nordiske landes læsende og skrivende klasser blev stærkt inspireret af den idealistiske, romantiske nationalisme. Dannelse blev det nye sort.

Der skulle dog mere end højtravende tyske tanker til for at engagere hårdtarbejdende, gudfrygtige bønder, der ikke læste meget andet end bibelen, salmebogen og Luthers katekismus, så det danske skolesystem blev ændret med en progressiv ny lov, og forfattere antændte nationale følelser.

Og som det hedder i bogens friske sprog: ”… eventually a clever pastor added some English pragmatism to the cocktail in order to bring the lofty German ideals down to earth and into practice”. Man mærker her, at bogen er tiltænkt et internationalt publikum, men det gør bestemt ikke læsningen mindre interessant.

Det kan lyde mærkeligt, skriver Andersen og Björkman, at de håb, der blev tændt af den amerikanske og den franske revolution, af de tyske idealisters romantiske nationalisme og af den britiske industrialismes pragmatisme, alle blev samlet i et bondehus på den lille danske ø Fyn i 1851. Og så beskriver de, hvordan det store gennembrud blev skabt af en stædig skolelærer og en flok 18-årige bønderkarle. Chresten Kold, som det jo er, der skrives om, var blandt andre finansieret af ”the clever pastor”, N.F.S. Grundtvig, som også var hans ”intellectual sponsor”. ”What they had just invented was deliberate ego-development and it came to be known as folk-Bildung. A path had been invented towards developing everybody’s potential”.

I bogen undersøges og belyses de næste 150 års udvikling gennem filosofiske, psykologiske, økonomiske og pædagogiske objektiver. At begivenhederne undervejs bliver sat ind i et skema, så man kan se, hvor vi udviklingspsykologisk er, virker ikke helt overbevisende på denne anmelder, men det betyder intet for helhedsbilledet. Forfatterne er åbne, nysgerrige og diskuterende. Det har slået os, skriver de for eksempel, hvordan tillid bliver fremhævet som en kvalitet, der fører til stor personlig frihed og sparer virksomheder for masser af udgifter til kontrol og juridiske slagsmål i de nordiske lande. Men der er ingen, der taler om ansvarsfølelse, den er helt fraværende i debatter, artikler og på konferencer. Hvis folk blev snydt igen og igen, ville tilliden hurtigt forsvinde. Udvikling af ansvar er forudsætningen for tillid.

Dermed antyder forfatterne også, at de vil noget med bogen. Det handler ikke om nostalgiske tilbageblik på fortidens helte. Det handler om nu- og fremtiden. Om nutidens dannelse og pædagogiske ideer. Om advarsel mod udvikling af mistillidssamfund og skoleforhold med kontrol og stram styring. Det handler om en åbenhed mod verden og om at være bevidste om, hvad vi kommer af, og hvad der skal værnes om og udvikles.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har sagt, at historie aldrig har været hans stærkeste fag, og når han taler om disruption og i en nytårstale kan sige, at ”vi skal gå forlæns ind i fremtiden”, har han helt tydeligt ikke forstået det, Lene Rachel Andersen og Tomas Björkman taler om. De er også meget optaget af fremtiden. Derfor hedder bogens store sidste afsnit på 100 sider ”Looking forward”. Men med en vigtig undertitel: “What can we learn from the past, where are we heading, and what can we do?” Dét er, hvad bogen og hele deres projekt handler om. Læs og diskutér den, og hent også inspiration på www.nordicsecret.org.