Jeg skal være ærlig og indrømme, at bogen er læst i de varmeste dage i mands minde i en behagelig liggestol. Det kan nok være en forklaring på, at Linders bog gennem de første kapitler forekommer en anelse teknisk med teorier og modeller, der alle – med nuancer i tilgangen – kan bruges til at skabe overblik og retning i vejledningen af relationsprofessionelle. ICDP, Vera, Skub – de tre dialoger, de otte temaer for godt samspil, de fire grundfænomener, de 12 strategier … Der er ganske mange begreber at holde styr på for den læser, der ikke i forvejen er bekendt med Linders stof. Undervejs i de første kapitler kan man som læser godt savne en dygtig underviser, der kan skabe overblik og sammenhæng i de mange begreber.

Men læser man til ende, falder tingene alligevel på plads i den enkle fasemodel - og så er det en fornøjelse at læse Linder – der formidler fagligt og sagligt, uden at det på noget tidspunkt bliver tørt og kedeligt. Hun inddrager ofte sig selv og sine egne erfaringer og har en god evne til at bruge metaforer, der bliver hængende i hovedet.

God vejledning defineres af Linder som vejledning, der ”skaber nyt håb, ny mening og giver nye handlemuligheder”. Linder beskriver ud fra denne definition mange af de faldgruber, selv erfarne og dygtige vejledere af og til falder i – optagetheden af at hjælpe, komme af med informationer, tale ud ad sidespor eller efter munden med mere. Disse meget genkendelige faldgruber i vejledningen – og modellernes mulighed for at hjælpe til at undgå dem – er bogens store styrke.

Bogen afsluttes med et kapitel om at være tovholder – en meget brugt, men også lidt diffus titel, der deles ud med rund hånd ved møder med professionelle. Skoler og andre institutioner, der arbejder med tovholdere, kan med fordel læse og drøfte det korte afsluttende kapitel om tovholderopgaven.

Linders bog er hurtigt læst – men kan med fordel blive liggende på vejlederens skrivebord til inspiration og eftertanke.