Hvad er læring? Hvordan kan vi forstå, forklare og definere læring? Der har været mange bud, og det er klart, at svaret på, hvad læring er, kan have store konsekvenser for, hvordan man tilrettelægger aktiviteter, der har som formål, at nogen skal lære noget.

Der er flere grunde til, at det kan være vanskeligt at få styr på, hvad der menes med "læring". I almindelig sprogbrug henviser det til flere forskellige forhold. Det kan henvise til resultatet af at have lært sig noget, men det kan også henvise til kognitive (lærings-)processer, eller det kan henvise til sociale (lærings-)processer. I almindelig tale er der også mange, der ikke skelner mellem "læring" og "undervisning", hvilket er med til at gøre billedet endnu mere mudret.

Mads Hermansen satte sig for mange år siden for at få styr på, hvad vi kan forstå ved læring - det gjorde han med "Læringens univers", der udkom første gang i 1996. Denne bog er nu kommet i en stærkt revideret og udvidet sjette udgave.

"Læringens univers" er et forsøg på en pragmatisk samtænkning af forskellige læringsteorier ud fra den forestilling, at læring henviser til mange forskellige processer på mange forskellige niveauer - og at det foregår hele tiden. Der er ikke én (lærings-)teori, der kan fange læringens mangfoldighed, derfor må man kombinere mange af dem.

I bogen defineres læring på følgende måde: “Det er læring, når noget hos den, der kunne komme til at lære, kobles sammen med noget andet eller differentieres, og det giver mening”. Det lyder lidt kryptisk, men betyder vel bare, at læring betyder, at der dannes en kognitiv eller social forbindelse til noget, der ikke tidligere var forbundet - eller at noget, som tidligere blev betragtet som "det samme" eller "sammenhængende", nu opfattes som forskelligt - altså at sætte noget sammen eller adskille noget i kognitiv forstand. Dermed er der etableret noget, der ikke var der tidligere. Dette svarer nogenlunde til Illeris’ definition, som lægger vægt på, at  der skal være tale om en varig kapacitetsændring. Men i modsætning til Illeris skelner Hermansen ikke så skarpt mellem "læring" og "udvikling". For Illeris var læring netop forskellig fra modning og aldring, mens alle ændringer opfattes som læring i "Læringens univers".

Hermansen hævder, at forskellige læringsteorier fra teorier om betingning og behaviorisme over kognitive teorier og virksomhedsteori til eksistentiel og transformativ læring udgør et kontinuum, hvor forståelsen af læring blandt andet går fra at være mekanisk og automatiseret respons til at være reflekteret og bygge på vekselvirkninger - altså fra det meget simple til det mere komplekse.

Læringsteorierne indplaceres i et tredimensionelt rum (læringens univers) udspændt mellem læringens horisont, dybde og niveau. Læringens dybde går fra det mekaniske over det interaktive til det vekselvirkende. De forskellige niveauer afhænger af, hvilken type af refleksioner der er tale om. På niveau nul er der således ingen refleksion, men blot en automatisk reaktion: stimulirespons. På niveau et er der en intention til stede, men det er først på niveau to, at der er tale om det, vi normalt forstår ved refleksion. På det tredje niveau finder vi metarefleksionen.

Læringens horisont udgøres af de forskellige læringsteorier, men det er ikke helt klart, hvordan de forskellige teorier er ordnet. At teorier, der tager udgangspunkt i "betingning", kommer før "kognitiv læring", giver nok mening - og at "systemisk læring" kommer efter "kognitiv læring", gør måske også. Men ud fra hvilken fælles standard er ikke nemt at afgøre. Men at "narrativ læring" og "psykodynamisk læring" placeres længere til højre i dette "kontinuum", der afsluttes med "eksistentiel læring", forekommer ikke logisk - eller i hvert fald kan jeg ikke gennemskue, hvad der konstituerer dette "kontinuum" - og Hermansen forklarer det heller ikke.

Hvorfor det er vigtigt at få næsten alle forståelser af læring ind i et "rum", er svært at forstå. Forfatteren er selv inde på dette, når han skriver, at modellen (er det en model?) ikke er videnskabelig, og at den på visse måder er problematisk. Alligevel vurderer han, “at modellen har erkendelsesmæssige og formidlingsmæssige kvaliteter”. Efter min vurdering virker modellen og talen om et kontinuum fuldstændig modsat. Det forekommer mig, at modellen tværtimod kommer til at virke styrende for, hvordan læring forstås, da den lægger op til, at teorien om læring skal lukke sig om sig selv - altså passe ind i det tredimensionelle rum, forfatteren har skabt.

Hermansens egen tænkning om læring er struktureret ud fra "virksomhedsteorien" (Engeström). Læring forstås ud fra den lærendes aktivitet og vekselvirkninger med omgivelserne. Den lærende forstås af Hermansen som et punkt, der er spændt ud mellem spejling og idealisering; mellem arbejde og leg eller mellem feedback og feedforward - og disse processer er i sig selv spændt ud mellem refleksion eller habitus (automatisk, tavs tilpasning) - og på den måde går alle læringsteorierne, niveauerne og læringens dybde op i en syntetisk enhed.

Det forekommer lidt underligt, at "Læringens univers", som i udgangspunktet har en pragmatisk tilgang til læring, insisterer på, at det hele skal gå op i en syntese, hvilket er en modsætning til pragmatismen. Men hangen til helheder og system forklarer måske også den tredimensionale ikkemodel, da den indikerer en tilgang, der kan indeholde "det hele". For denne læser bliver syntesen og modellen noget fremmed, der ikke passer ind i den pragmatiske sammenhæng. Det forekommer anstrengt og villet - og jeg forstår heller ikke behovet, når det nu på glimrende vis er blevet demonstreret i bogen, at læring kan forstås på forskellige måder, man kan kombinere ud fra de behov, forklaringer og kontekst kræver.

I bogen får Hermansen på fin og gennemskuelig måde gennemgået en række centrale læringsteorier, og han får demonstreret, hvordan de spiller sammen med måder at undervise på. Han får også etableret en grundlæggende forståelse i barnets udvikling, der er forudsætningen for læring - altså hele yngelplejen og den psykodynamiske udvikling som den grundlæggende forudsætning for, om det enkelte menneske kan udvikle sig som et harmonisk individ eller ikke.

Bogens styrke er at vise, hvordan læring netop må forstås i forskellige dimensioner, som i høj grad også inddrager det sociale: “Hovedpointen er altså ..., at læring på den indvendige side af hovedet har som forudsætning, at der er udvendige, sociale rum, som det både er attraktivt og legitimt at søge tilknytning til for at være en del af et fællesskab og for at lære”.