Dette er en bog, der ramler ind i samme tematik, som Helle Rabøl Hansens bøger om mobning, hvor det, der tidligere er blevet set som et problem for nogle enkelte, nu ses i et større socialt mønster. Når vi begynder at se tingene i en større kontekst, så viser det sig, at det ikke længere giver mening at udpege, hvem der gør noget forkert, så det hele spidser til i en ”enten-eller-tænkning”. Problemerne bliver ofte løst ved at spille ”diagnosekortet” eller udpege barnets forældre som dårlige forældre. På den måde låses konflikter fast.

Forskere fra DPU har arbejdet med et forskningsprojekt om hverdagsliv i skolen, som det ser ud for både børn og unge, forældre, lærere, pædagoger, psykologer, skoleledere og ansatte i forvaltningen. De får os – lærere og pædagoger – til at se på egen praksis med de dobbeltheder, dilemmaer og konfliktua­litet, som samarbejde altid har med sig. Måske handler det om, at vi ikke skal være bange for konflikter, men se på, hvad der stikker ud, og forsøge at forstå, hvad der er på spil.

Der er mange aktører i skolen. Forældrene fylder mere, end de gjorde tidligere. De er interessere­de og involverede i deres børns liv. Politikerne har reformiver og presser os alle ind i former, hvor alt skal måles og vejes. Lærere og pædagoger får nye roller og skal finde ud af, hvordan de kan berige hinanden med hver sin faglighed. Børnene er en broget størrelse, hvor alt balanceres mellem individuelle hensyn, og hvad der er til fælles bedste.

Bogen er en antologi med flere forfattere og flere fagligheder i spil. Den er opdelt i otte kapitler for­uden en indledning, der forklarer, hvad det hele går ud på. Charlotte Højholt og Dorthe Kousholt er henholdsvis professor i psykologi ved Institut for Mennesker og Teknologi på RUC og lektor ved DPU, og de er bogens redaktion, der har det overordnede overblik over emnet. Kapitel 2 omhandler elevper­spek­tivet, kapitel 3 omhandler lærer- og pædagogperspektivet – at skabe betingelser for børn og unges læring. Kapitel 4 omhandler skoleledelsen, der er blevet langt mere synlig end tidligere tiders skole, hvor lærerne var mere selvstændige. En skoleleder er i dag regeringens direkte forhandlingspartner, der skal sørge for, at det, der besluttes i Folketinget, så også implementeres i skolehverdagen. Kapitel 5 handler om konflikter og fællesskab børn imellem med perspektiver på inklusion. Det var nok det kapitel, som jeg var mest opmærksom på, da jeg læste bogen. Og endelig skal vi i kapitel 7 huske på, at børnene er forældrenes – og ikke statens eller skolens. Det kan vi nemt komme til at glemme, når skolereformen skal aktualiseres og implementeres. Kapitel 8 er de retslige og institutionelle betingelser for det tværfaglige samarbejde om inklusion i skolen, hvor der gøres opmærksom på, at jurasprog og pædagogisk sprog ikke altid taler på samme frekvens.

Det er en bog, man skal give sig tid til at læse. Den er så komprimeret og mættet med oplysninger, at den i sig selv er et helt skatkammer af viden. Og med så meget andet viden, så afdækker de fire års forskning, at vi kun har rørt ved toppen af isbjerget. Vi mangler stadig konkret viden om de komplekse og samvirkende forhold, der er et barns skoleliv. Når børnene bliver spurgt ud om deres skoleliv, så fortæller de om alt det, som de voksne ikke kan hjælpe dem med, og alt det, som lærerne ikke ser. Nu er pædagoger kommet ind i skolehverdagen og har et større fokus på, hvad der sker mellem børnene – også i frikvartererne, men der sker stadig noget på fodboldbanen og ved gyngestativerne, i sykrogen i fritten og i dansearenaerne i fritten, som er hemmeligt for de voksne. Ofte inddrager børnene ikke de voksne, da deres erfaringer er, at konflikter ofte vokser sig større og mere komplekse, når man ”sladrer”.

Det er et flot stykke arbejde, som forskergruppen har udført. Nu skal vi blot endnu længere ind i børnenes konfliktfyldte skolehverdag. En skolehverdag, der er blevet endnu længere end før reformen. Bogen anbefales på det allervarmeste. Mere af den slags.