Anmeldelse
Visualitet i undervisningen
Spændende teori, interessante perspektiver og konkrete eksempler
Antologiens mål er at bidrage til at sikre elevers visuelle kompetencer på tværs af fag. Jeg tror bestemt, det er muligt, at bogen vil bidrage til at styrke elevernes visuelle kompetencer, men det tværfaglige syntes jeg ikke var så tydeligt, som jeg havde kunnet ønske.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Tværfaglighed er bogens erklærede mål, men desværre lykkes den del ikke rigtigt, og det er en skam. Også fordi alle fag benytter billeder og visualitet hyppigt for at forstå fagligheden i faget.
Fakta:
Titel: Visualitet i undervisningen
Pris: 375
Sider: 160
Forlag: Meloni
Derimod er antologien oplagt at bruge som inspiration til billedkunst som valgfag. Den kommer også omkring fag som håndværk og design og drama. Det kommer dog kun på banen for alvor i to-tre kapitler, som samtidig også kan benyttes som inspiration i billedkunst, så jeg vil sige, at bogen er mest relevant for billedkunstlærere.
At tale om visualitet frem for billedkunst åbner muligheden for at tale om billeder og de visuelle elementer i vores hverdag tværfagligt. Samtidig skaber begrebet visualitet en ny bredde i billedkunstfaget. Man taler ikke længere kun om det, man ser på eller fremstiller, men også hele synssituationen og perceptionen, for eksempel det kulturelt, historisk og kønsmæssigt situerede blik.
Bogens eksempler på praksis og konkrete ideer til forløb er hentet fra forfatternes egen afprøvede praksis – og det er altid et plus. I langt de fleste kapitler er der forholdsvis konkrete forslag i forhold til undervisningsideer. Her får man en fornemmelse af den undervisning, der er mulig. Eksemplerne er vigtige, fordi de materialiserer, hvordan man kan bruge teorierne og tankerne i praksis. Koblingen mellem tanke og praksis er så vigtig for rigtigt at forstå et perspektiv.
Det er umuligt i denne anmeldelse at gå nærmere ind i de mange spændende kapitler i bogen, der er skrevet af kompetente mennesker inden for de kreative fag, men bogen spænder over emner som billedkunstens vej ind i projektopgaven, 21st century skills, samtidskunst i udskolingen, kunst som undersøgelser, didaktiske overvejelser i forhold til visualitet i undervisningen, innovation og entreprenørskab, street art/land art, eksperimenterende metoder og processer, designprocesser og prøven i billedkunst som valgfag.
Antologien lover ikke at levere færdige opskrifter på, hvordan en visuel orienteret undervisning skal foregå, men sigter mere mod at være en kilde til inspiration. Den har kæmpe mængder spændende teori og interessante perspektiver, men stopper ikke ved det fabulerende. Der er en klar overvægt af konkrete ideer og forslag til handlemuligheder i undervisningen og spændingsfeltet mellem fagene og visualitet.
Dog vil jeg sige, at bogen helt klart lægger tydeligst op til billedkunst som valgfag. Dens elementer af tværfaglighed og de øvrige kreative fag er så små, at det ikke vil give mening af fordybe sig i bogen, hvis ikke man arbejder med billedkunst i udskolingen.
Bogen vil være en god kilde til inspiration til undervisningsforløb i arbejdet med årsplaner her hen over sommeren. Der er mange gode ideer, som jeg helt klart vil afprøve i min årsplan, hvis jeg får muligheden.