Som regel bliver jeg skeptisk, når jeg ser bagsidetekster, der roser en bog for at være den eneste af sin art. Men faktisk tror jeg ikke, at jeg har set en mobbevejledning, der ser ud på denne måde. Det er så typisk en ”mandebog”, selv om det kan være svært at sætte en sådan etikette på noget.

Bogen er skrevet med militaristisk præcision. Det handler om tre ting: grib ind, udred og afslut. Der er absolut ingen følelser eller psykologiske overvejelser i denne lille vejledning. Der er ikke noget om, at der ikke er ”onde børn”, men kun ”onde mønstre” – og at der ikke er ”offer og bøddel”. Nej, når man læser Steen Svanholms bog, så får man at vide, at der findes to slags mobbekonflikter: dem, man selv overværer, og dem, der er sket i et frikvarter, på vej til og fra skole eller på internettet, men som man får viden om efterfølgende.

Det afgørende er for læreren, at man stopper konflikten, så den ikke udvikler sig. Det handler om, at læreren er tydelig og griber ind øjeblikkeligt. I konfliktsituationerne er det vigtigt, at læreren er knivskarp, tydelig og autoritativ. Eleverne vil herved kunne føle sig trygge ved læreren og undervisningen, så de vil søge lærerens hjælp og betro sig til vedkommende.

På nogle punkter kan bogen virke firkantet. Det sker for eksempel, når der skrives om, at den elev, der henter læreren og beder om hjælp, har banefordelen (offerets position), fordi denne har gjort noget aktivt for at få stoppet konflikten. Når en konflikt så skal afsluttes, og der er skabt et overblik over den, så skal læreren indføje sine egne passende sanktioner, og ledelsen skal orienteres. Derefter skrives elevernes to forklaringer ned til forældre med kopi til ledelsen. Både mobberens og offerets forældre skal orienteres. Men pas på med persondatareglerne, står der advarende: Begge elevers navne må ikke stå på de respektive skrivelser. Kun navnet på den elev, hvis forældre man skriver til, må stå på skrivelsen.

Herefter er bogen delt op i konkrete vejledninger i, hvordan man skriver til forældre, hvorfor det virker, hvor hård man skal være, hvor meget man skal skælde ud – og en definition af, hvad der menes med det ord - noget om ”victim blaming” – hvad der i gamle dage hed ”syndebukke” eller ”skyldofre” - sanktioner, antimobning og forebyggelse – og cases for at vise, at forfatteren er en erfaren herre, der ved, hvad han skriver om.

Og hvad mere er der at sige om det? Ja, hvis man skal tage den ”kønnede” vinkel på, så er der stor forskel på, hvordan mandlige og kvindelige lærere læser konflikter, og hvad der gøres for trivsel i klasserummet. Men lige nu synes jeg blot, at det er forfriskende at se et andet syn på mobning end det, man plejer at se. Rød, gul, grøn – gør ligeså!