Jeg bliver mødt af en del skuffelse og manglende forståelse for min stillingtagen til OK18. Det er ikke så mærkeligt. Og jeg har det faktisk overordentligt svært med at svigte folks tillid. Men jeg ville have det endnu sværere med at anbefale noget, jeg ikke kan stå inde for. For mig havde det letteste og - for nogen - mest forudsigelige været en NEJ-anbefaling, men det havde ikke været det rigtigste.

Nedenfor har jeg forsøgt at komme lidt nærmere ind på, hvad der for mig er forskellen på OK15 og OK18. Det er ikke sikkert, det har værdi for mange andre end undertegnede, men så lad det blive ved det. 

1) Lov 409 er en skamplet, der skal vaskes væk

Der findes ingen lærer, som bifalder Lov 409. Den er et forfærdeligt symbol på alle de fortrædeligheder, vi blev udsat for i 2013. For mig stod den følelsesmæssige kamp om det principielle spørgsmål, ”blåstempler vi Lov 409?”, dog ved OK15, og intet er forandret ved OK18. Det er den samme formulering, som er videreført: ”KL og FF konstaterer, at det ikke har været muligt at opnå en forhandlet arbejdstidsaftale for ansatte på Lov 409-underviserområdet ved OK18. Arbejdstiden reguleres derfor fortsat af de arbejdstidsregler, der fremgår af Lov 409 (2013)”. Vi har altså hverken accepteret Lov 409 mere eller mindre ved OK18, end vi gjorde ved OK15.

2) Truslen om en konflikt er mægtigere end konflikten selv

Siden OK15 har jeg personligt indset, at truslen om konflikt er mægtigere end konflikten selv, når vi har at gøre med det offentlige arbejdsmarked. Det er begrædeligt, at ’den danske forhandlingsmodel’ er skruet sådan sammen, og der er alvorligt brug for justeringer af modellen, hvilket Danmarks Lærerforening vil sætte sig i spidsen for. Indtil vi kommer igennem med det, må vi bare konstatere, at det er en særdeles ulige kamp, hvor chancen for at konflikte sig til bedre resultater er forsvindende lille. I 2015 var min anke, at vi ikke havde formået at mobilisere medlemmerne og fagbevægelsen og lægge et tilstrækkeligt pres på arbejdsgivere og politikere. At vi ikke gik langt nok. Det kan ingen beskylde os for denne gang. Og sammenholdet på tværs af fagbevægelsen er også en sejr, vi skal værne om, selvom den ikke umiddelbart kan værdisættes på samme måde som konkrete indrømmelser i et forlig.

3) En overenskomstforhandling kan ikke sikre fornøden finansiering af folkeskolen

Der mangler fornøden finansiering af folkeskolen og af hele den offentlige sektor. Det er vel nok den erkendelse, som har smedet den offentlige fagbevægelse sammen: ”Nok er nok”. En overenskomstforhandling kan presse det politiske system og den afsatte økonomi til smertegrænsen (det har jeg selv arbejdet benhårdt for), men ikke meget derudover. Og sandheden er, at vi stadig lider under en eklatant underfinansieret folkeskolereform, og at der hidtil har manglet politisk vilje til at afsætte en økonomi til det offentlige, som gør det muligt at tilbyde offentligt ansatte gode arbejdsvilkår. OK18 er også en ny start på forfølgelsen af det problem. Og jeg vurderer, at der er grøde i det politiske landskab, som bedre forfølges med samarbejde end konflikt.  

4) Jeg har aldrig ønsket en ”normalisering”

Det er vigtigt at gøre sig klart, at OK18-kravet om ”rettigheder der modsvarer andre offentligt ansattes” (med ændring af normperioden og skarpere varslingsbestemmelser) i bund og grund var en accept af Lov 409’s normaliseringstankegang: ”Lærere adskiller sig ikke fra andre offentligt ansatte”. Jeg har været helt enig i strategien, og jeg har været med til at udvikle og forfine den, men det er ikke vores slutmål. Jeg har aldrig ønsket, og kommer aldrig til at ønske, at lærerarbejdet skal være et ”almindeligt lønarbejde”. Havde vi opnået et resultat med en kortere normperiode, skulle vi alligevel have brugt det til at opnå noget bedre - i første omgang lokalt. Og over tid kunne det forhåbentlig føre til mere professionslignende aftaler med loft over undervisningstiden, et større professionelt råderum og tilstedeværelsespligt, alene når det er meningsfuldt. Den vej viste sig ikke mulig, og vi vurderede, at kommisionsvejen er et værdigt - måske bedre - alternativ til igen - ad åre - at sikre en anerkendelse af professionsfunderede arbejdsvilkår.     

5) Myten om den centrale aftale

Jeg agiterer fortsat for, at Danmarks Lærerforenings indflydelse og aftaleret skal være landsdækkende; at vi dyrker det store fællesskab og solidariteten og modsætter os øget individualisering. Samtidig må vi erkende, at kommunaliseringen af folkeskolen i 1993 har betydet, at den enkelte kommunalbestyrelse har en - mere eller mindre - legitim demokratisk ret til at bestemme, hvilke vilkår den vil tilbyde sine ansatte. Også under A05 og A08 var der betydelige niveauforskellige på arbejdsvilkårene i kommunerne. Det er kørt helt af sporet nu, men et kommisionsarbejde kan forhåbentlig afdække, hvordan vi får landet en aftale, som indeholder en passende balance mellem regler på det centrale og lokale niveau.

6) Imødekommelse af TR’s rolle og den lokale aftalemulighed

Forliget indeholder en langt mere positiv tilgang til aftalesystemet, end vi har set siden 2013. TR’s rolle understreges, og de lokale aftalemuligheder understøttes. Det er et sandt opgør med den KL-fatwa, som vi har sloges med gennem de sidste 5 år. Og det må føre til forhandlingsgennembrud i de - relativt få kommuner - hvor lærerne endnu er underlagt den rene Lov 409.   

Hver eneste dag uden ordentlige lærerarbejdsvilkår er en dag for meget. Men dette forlig kan for mig at se blive begyndelsen til enden for det vanvid, der startede i 2013. Det vil jeg i hvert fald gøre alt for, at det bliver.   

Eftertænksom hilsen 

Morten Refskov, Hovedstyrelsen