Ross W. Greenes udgangspunkt er, at ethvert barn vil gøre det rigtige, hvis det altså kan. Så hvis barnet i stedet udviser problemadfærd, er det, fordi noget forhindrer, at barnet kan gøre det rigtige. De sociale kompetencer skal læres ligesom øvrige færdigheder, og det er egentlig bogens omdrejningspunkt. Med forskellige guidelines og skemaer hjælpes læreren på vej omkring, hvad der står i vejen for, at barnet kan handle korrekt. Således klarlægges problemerne, så det fulde fokus kan være på de forsinkede (sociale) færdigheder.

Læringssamarbejde mellem lærer og elev er afgørende. Problemløsningen er i samarbejde med eleven og ikke mod hende i form af konsekvenser for uønsket adfærd. Eleven inviteres så at sige med til at samarbejde om at finde løsninger på sit adfærdsproblem. Det kræver en vedholdende, empatisk lærer, som er yderst rummelig, og som efter min overbevisning kun har få problematiske elever omkring sig i klasserummet. Den beskrevne proces virker aldeles sympatisk og sikkert god, men meget tidskrævende her i inklusionens tid.

Bogen er en opfølgning på Ross W. Greenes populære bog "Fortabt i skolen", hvor udgangspunktet var det samme, nemlig en samarbejdsbaseret og proaktiv problemløsning. Men denne bog er i forhold til sin forgænger mere vejledende i forhold til at bruge de beskrevne analyseværktøjer, ligesom der også er adskillige udtalelser fra skolefolk, der allerede har implementeret modellen i deres arbejde.

At jeg ikke rigtig blev fanget af Ross W. Greenes univers, da jeg læste bogen, skal ikke være nogen hemmelighed. “En tidlig modvilje over for modellen bør ikke ses som en permanent tilstand ... mange af dem, der var mest afvisende tidligt i forløbet, blev nogle af de mest passionerede fortalere for modellen” (citat side 148, "Fortabt og fundet"). Så hvem ved, måske genlæser jeg bogen en dag. Lige nu ryger den i hvert fald på hylden.