Denne bog burde alle religions-, historie- og samfundsfagslærere have læst, inden de kastede sig ud i undervisning, der var med til at markere, at det i 2017 var 500-året for reformationens gennemførelse i Danmark. Ikke fordi det er en lærebog, og heller ikke fordi der serveres mange kildematerialer og beretninger, der er brugbare i undervisningen. For det gør bogen ikke. Men den rusker op i den almindelige beretning om alt det gode, vi har fået ud af Martin Luthers aktiviteter og tanker. Tanker, som rækker helt ind i grundloven, hvor det kræves, at kongen tilhører den evangelisk-lutherske kirke. Og hvor det indtil 1975 har været et krav i skoleloven, at kristendomsundervisningen skulle være evangelisk-luthersk.

Forfatteren, Bjørn Thomassen, er antropolog og sociolog ved Roskilde Universitet, katolik og klummeskribent ved Kristeligt Dagblad. Hans bog er mere personlig og direkte i sine meldinger og meninger, end den er akademisk. Der er en god litteraturliste i hvert kapitel, der er også nogle få fodnoter, som kan hjælpe læseren videre. Men de er, efter anmelderens mening, alt for få og upræcise.

Når det alligevel et godt stykke ad vejen er en god bog, skyldes det netop den direkte og personlige form. Thomassen er vred over, at det danske billede af Luther, reformationen og kristendommen er så endimensionelt, mangelfuldt og også sine steder direkte forkert. De tekster fra den officielle danske fejring af reformationen, han citerer, er da også direkte pinlige. Og statsministerens tale den 5. juni i Haderslev Domkirke sammenfattede suverænt, som forfatteren skriver, ”en kongerække af luthermyter”: "At Luther satte mennesket frit, at Luther lærte os at tænke kritisk, at reformationen banede vejen for velfærdsstaten, og at Luther satte en folkeoplysning i gang, ’som vores demokrati er groet af’”.

Disse myter, og flere til, dissekerer og kritiserer Thomassen.  Ofte, men ikke altid, med gode konkretiseringer og dokumentation, indimellem mere polemisk. Af den første type er afsnittet om Luthers jødehad, hvor forskellige danske kirkefolks forsøg på (bort)forklaringer hænges til tørre. Det samme gælder afsnittet om protestantisk arbejdsetik, hvor Max Webers analyse bagefter forekommer noget flosset. Underholdende på den pinlige måde er afsnittet om jazzen, som, er der nogle, der hævder, vi også kan takke Luther for.

Diskussionen af ”renæssancen”, som danske museer og skolebøger placerer fra 1536 til 1660, en periode, som i andre lande kaldes ”den tidlige modernitet”, er også spændende. Reformationen brød med renæssancens frihedsprojekt og erstattede den med tvangskristendom og politisk kontrol. Med koncentrationen af magten fulgte øget ulighed, og perioden 1536 til 1660 var præget af splittelse, magtmisbrug, åndelig intolerance, krige og fattigdom, konkluderer Thomassen.

Kapitlet ”Fra Luther til Brinkmann. En alternativ historie om selvets kvaler” falder mærkeligt helt udenfor. Ingen anmeldere har opdaget ”det største problem med Brinkmanns bog”, "Ståsteder", skriver Thomassen. Det er, siger han, at Brinkmanns ståsted ikke er religionen, men den klassiske filosofi! Det bruges der så 15 siders selvkvaler på.

Men læs bogen. Som tankevækker, modsiger og korrektiv. Som oplæg til diskussion om luthermyter og om symbiosen mellem stat, kirke og kongehus.