Man kan se og høre, når elever er motiverede i det, de laver. Intensiteten er høj, og der er fokus på aktiviteten og ikke alt muligt andet. Der kan sagtens være larm, men det kan også være en stille summen eller måske total stilhed. Men lyden har en særlig karakter: Den sitrer.

I særlige tilfælde kan man med et begreb af Mihaly Csikszentmihalyi sige, at eleverne er i "flow" - det er, når de fuldstændig glemmer omgivelserne, sig selv og tiden til fordel for den "mission", de er ved at gennemføre - uanset om det er i World of Warcraft, eller det er at løse en kompliceret fysikopgave.

Flow er et udtryk for den absolutte øjeblikkelige motivation, men det er ikke meningen eller nødvendigt, at elever hele tiden skal være i flow. Flow er på den måde et grænsebegreb. Men flow handler ligesom undervisning generelt om motivation. Hvordan er det, vi som lærere kan arbejde med elevernes motivation. Det handler den udmærkede udgivelse "Motiverende undervisning" om.

Der er for så vidt ikke noget nyt og epokegørende ved udgivelsen, men den samler på en fin og meget instruktiv måde en række teorier og erfaringer med motiverende undervisning, der umiddelbart vil være lette at arbejde med.

Der er tre helt afgørende forhold ved motiverende undervisning - eller ved motivation som sådan - nemlig opfyldelsen af de fundamentale behov for 1) autonomi og selvbestemmelse, 2) mestring og kompetence og 3) gode relationer til andre.

Disse behov er blevet demonstreret igen og igen i en lang række videnskabelige forsøg og undersøgelser. Hvis mennesker skal motiveres, skal de have en grad af egen kontrol og indflydelse på aktiviteten. De skal føle, at det er en opgave, der ligger inden for deres rækkevidde, altså befinder sig i zonen for nærmeste udvikling. Og endelig skal opgaveløsning også opfylde den enkeltes sociale behov.

Motivation kan, som det vil være de fleste bekendt, komme indefra eller udefra. Når man er drevet af en ren interesse for at gøre noget, hvilket er meget tydeligt i børns spil og leg, er drivkraften og belønningen aktiviteten selv. Drivkraften hos badmintonspilleren er at udvikle mestringen af spillet.

Omvendt gælder det med den udvendige motivation. Her er motivationen noget andet end aktiviteten selv. Det er den belønning, man kan få, som følge af at man har gjort noget andet. Det kan være badmintonspilleren, der ønsker de andres anerkendelse, præmiepenge eller lignende. Her er motivationen og drivkraften altså det, der kan komme ud af aktiviteten. I forhold til skolearbejdet er forskellen, om eleven har en interesse i et emne og bliver drevet af højere grad af indsigt og dermed mestring, eller om eleven gør noget for at blive anerkendt af lærer og forældre.

I praksis er de to motivationsformer typisk sammenblandede. I den positive psykologi, som bogens forfatter tilslutter sig, er ros og anerkendelse vigtige størrelser. Og det peger faktisk i retning af ydre motivation, selvom formålet med den anerkendende tilgang er at give eleven et positivt selvbillede i forhold til egen mestring og dermed styrke en indre motivation.

Den anden relativering er for mig at se bogens pointe, som bestemt heller ikke er ny, men udmærket at få trukket mere frem i lyset. Med forfatterens egne ord: “[Når] jeg taler om motivation med elever og studerende i det danske uddannelsessystem, så kommer vi meget hurtigt til at tale om karakterer og præstationer og ikke om mestring eller selvoplevet faglig progression”.

Skolen er i høj grad bestemt af en præstationskultur, der på den ene side skaber stressede "vindere", der for nogles vedkommende kæmper med selvværd og manglende (livs)glæde, og på den anden side "tabere", der opfatter skolen som ligegyldig tidsspilde. Og så er der naturligvis også en stor midtergruppe, som kører den hjem på et tempereret engagement.

“Karakterer er kort sagt med til at placere eleverne i en symbolsk orden af vindere og tabere” - og det resulterer generelt i demotivation, konstaterer forfatteren.

Undervisningen bør i langt højere grad arbejde med børnenes motivation ved at tage udgangspunkt i det, der skaber motivationen, nemlig ejerskab, mestringsfølelse og fællesskab. Det kræver en høj grad af differentiering, men man kan komme langt ved at kende til elevernes forskellige interesser og styrker.

Og at pege på dette er bogens aktuelle bidrag til debatten om undervisning.