Nogle gange læser man en bog og tænker: Ja, det er jo helt rigtigt og indlysende, ja, nærmest banalt, men hvorfor gøre så stor en sag ud af det, og hvorfor oversætte det til et andet sprog?

Sådan har jeg det med bogen "Resonanspædagogik - Når det knitrer i klasseværelset", som er en interviewbog. Sociologen Hartmut Rosa bliver interviewet af Wolfgang Endres om begrebet resonans og begrebets anvendelighed inden for pædagogikken. Som begreb betyder resonans, at noget virker sammen og dermed giver det fylde. Vi kender det fra musikken, hvor resonans giver klangfylde, fordi forskellige instrumenter gensidigt virker sammen.

Begrebet resonans kan umiddelbart overføres til pædagogikken, hvor det betegner det forhold, at forskellige elementer virker sammen og skaber noget, der er større en summen af enkeltelementerne. Lærer og elev "svinger sammen", og de svinger tilsvarende sammen med stoffet, hvilket skaber en rigtig god situation, hvor nysgerrighed og videnshunger gensidigt nærer hinanden.

“Rosas pædagogiske projekt består [...] i at afdække, hvad der finder sted, når en pædagogisk relation mellem lærer, elev og stof henholdsvis lykkes eller slår fejl”, skriver Nis Langer Primdahl i sin indledning til bogen. Som metafor for denne situation eller begivenhed fungerer resonans fint. Men hvis man indfører en sådan metafor og ligefrem mener, at det kan bære et begreb som "resonanspædagogik", så må der vel være mere i det - eksempelvis hvad der skal til for at få resonans til at opstå.

Bogen om resonanspædagogik består mest af alt af forskellige beskrivelser af den vellykkede eller mislykkede undervisning. Enten opstår resonans, hvorved elever og lærer opnår og oplever en indre motivation, hvor de kommunikerer med stoffet på en måde, hvor stoffet så at sige "svarer", og noget nyt og spændende opstår. Eller også mislykkes resonansen, og der opstår en fremmedgørelse - skolen bliver til en instrumentel maskine, hvor umotiverede elever sidder igennem time efter time af læreroplæg og kedelige opgaver, der ikke giver mening for hverken eleverne, lærerne eller stoffet.

Resonans er et udtryk for, at man indlader sig med hinanden og i tingene. Forholdene bliver eksistentielle og fælles. Resonans handler derfor ikke om, at man skal tilegne sig noget eller erhverve sig viden og kompetencer. Det er et rent udvendigt (ejer)forhold, hævder resonanspædagogen.

Som lærer og underviser ved man godt, at det fornemmeste, man kan opnå, er den fælles nysgerrighed. Det er, når eleverne bliver opslugt af at finde ud af, hvordan verden - eller dele af verden - hænger sammen i en faglig eller tværfaglig sammenhæng, at undervisningen lykkes. Det er, når faget eller undervisningen forsvinder i baggrunden, og sagen bliver et forhold, der holder eleven fanget, at undervisningen har nået sit toppunkt. Det beskrives også sommetider som flow og betegner, at tiden, stedet og "jeget" glemmes i det intense "arbejde med sagen".

Det er fint at kalde det for resonans, når de tre elementer i den didaktiske trekant - elev, lærer og stof - går op i en højere enhed. Men jeg er sådan set mere interesseret i, hvordan man kan komme dertil. Hvilken pædagogik - eller hvilke konkrete pædagogiske strategier - gør det mere sandsynligt, at der vil opstå resonans? Det er det interessante spørgsmål. Og svaret på det spørgsmål ville kunne kaldes for en resonanspædagogik.

Men det spørgsmål interesserer tilsyneladende ikke bogens forfattere. De er mere interesserede i at bestemme, hvordan man kan beskrive resonansen eller fraværet af resonansen: fremmedgørelsen.

Der er enkelte, men meget generelle forslag til, hvordan man nærmer sig resonans. Det handler om, at læreren ikke skal være den (eneste), der har svaret. Eleverne skal ikke gætte, hvad det er for en viden, læreren besidder. I stedet skal læreren være med til at åbne stoffet og verden. Men det skal være på en måde, så de tre elementer - elev, lærer og verden - gensidigt åbner sig for hinanden. Nærmere kommer vi det ikke.

En anden anke, jeg har mod bogen, er dens romantiske forestilling om (om)verdenen. Et sted citerer Rosa ligefrem Rilke, “Jeg hører meget gerne tingene synge", som et svar på, hvordan han forstår omverdenen. Der henvises også til "bjergets kalden" for at beskrive den didaktiske treklang, som man fristes til at omskrive den mere beskrivende betegnelse "didaktisk trekant" til.

Som nævnt er der meget genkendelse i formålet med undervisningen i "Resonanspædagogik", men der er ikke mange svar på, hvordan en sådan pædagogik ser ud. Der er romantiske beskrivelser af resultatet af den vellykkede undervisning - men stort set ingen beskrivelser af det pædagogiske arbejde.