Antallet af lærere på førtidspension eksploderer

På fem år er antallet af lærere på førtidspension mere end fordoblet. Samtidig bliver lærere, der bliver tildelt førtidspension yngre. Stigningen skyldes først og fremmest, at flere må forlade jobbet i utide på grund af psykiske problemer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

1833 lærere var i udgangen af 2009 på førtidspension, mens tallet bare fem år tidligere var 765. Det viser nye tal fra Lærernes Pension. Tallene afslører også en kraftig stigning i andelen af førtidspensioner, der skyldes psykiske skader som stress og depression.

"Hvis man ser på, hvem der modtager invalidepension, så var det tidligere omkring en tredjedel, der var på invalidepension på grund af psykiske problemer, mens det nu er omkring halvdelen", siger Jesper Brohus, ansvarshavende aktuar i Lærernes Pension til folkeskolen.dk.

Han tilføjer, at det blandt andet viser sig ved, at flere yngre lærere får tildelt førtidspension:

"Vi har lavet en analyse, hvor vi observerede, at gennemsnitsalderen var faldet. Den var 47 år og tre måneder i 2009, hvor den var 48 år og ni måneder året før. Nu skal man passe på ikke at overdramatisere, men det er ikke usædvanligt, at lærere under 40 år får tilkendt invalidepension".

DLF vil reformere læreruddannelsen

Ifølge Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, skyldes udviklingen et stigende arbejdspres blandt lærere.

"Det vi typisk hører er, at lærerne ikke kan leve op til det arbejdspres, der er på dem. Og det er det pres, som er en af hovedårsagerne til den stigning i førtidspension, vi oplever", siger han til DR Nyheder.

Han efterlyser derfor en reform af læreruddannelsen, da der er "stor forskel på arbejdet nu og for 30 år siden".

Ifølge DR Nyheder er undervisningsminister Tina Nedergaard ikke afvisende over for at kigge på læreruddannelsen, men påpeger dog, at det først og fremmest er op til kommuner og skoleledere at sikre det psykiske arbejdsmiljø.

Flere kommer tilbage

Det er dog ikke sort det hele. Chancen for at komme tilbage i arbejde er også steget. Hele 250 lærere forlod tilværelsen som invalidepensionister i 2009 for at genoptage lærergerningen.

"Hvis man skal fremhæve noget positivt, så er vi det seneste års tid begyndt at se, at der er en del, der kommer tilbage på arbejde. Det er en ret tydelig tendens", siger Jesper Brohus.

Han tilføjer dog, at det til gengæld betyder, at antallet af tildelte førtidspensioner er steget mere eksplosivt end tallene umiddelbart viser, da de 250 er modregnet i antallet af lærere, der var på førtidspension ved udgangen af 2009.