"Børn og unge, psykiatri og samfund" følger en børnepsykiatrisk tradition, men omtaler kun enkelte diagnoser. Bogen lægger vægt på forståelse af forskellige problemstillinger, hvilket passer godt sammen med forståelsen af, at det ikke er barnet, der er problemet.
Udviklingen i store dele af børne- og ungdomspsykiatrien afspejler et samfund, hvor børn og unge i stigende omfang bliver vurderet og beskrevet adskilt fra de sociale sammenhænge, som de er en del af. Men børn og unge er ikke problemet - de viser problemet. Forfatteren ser børns og unges symptomer som invitationer.

Bogen beskriver en samfundsudvikling, hvor social uorden i stigende grad bliver gjort til individuel uorden. Begrebet psykisk sygdom fører til begrænset nysgerrighed. Vi risikerer en mere begrænset forståelse. Fokus lægges på symptomerne, når det gælder børn og unge, der ikke trives: den manglende impulskontrol, de faglige og sociale kompetencer og så videre. Men set i et andet perspektiv er det overlevelsesstrategier. Fokus er på det, der ikke er blevet taget vare på og tilstrækkeligt forstået.
Mange skemaer om børns sociale læring, deres udviklingsprofiler og kompetencer skal udfyldes af pædagoger i vuggestue og børnehave. Skemaerne kan være nyttige redskaber, men risikerer at flytte fokus væk fra børnenes behov for oplevelser af at være en del af et fællesskab. Kompetencer kan ikke ses uafhængigt af tilknytningerne til de andre børn og til de voksne.

Forfatteren beskriver nogle ændringer, som har betydning for, at flere børn henvises til børne- og ungdomspsykiatrien. Ansvaret er blevet mere delt mellem institutioner, skole og forældre, individet løsrives og løsriver sig fra de sociale fællesskaber, og problemer bliver gjort selvforskyldte. Der er stigende social ulighed, og diagnoser kan opleves mere attraktive. De tilbyder identitet og tilhørsforhold og i mange tilfælde også muligheder for at få støtte og hjælp, og en meget stor del af finansieringen af landets sundhedsmyndighed kommer direkte fra den industri, som myndigheden er sat til at kontrollere.
I forhold til danske regioners udmelding om børne- og ungdomspsykiatri i verdensklasse, med ret til udredning inden for 30 dage, er der risiko for, at børnene ikke bliver tilstrækkeligt forstået.

I en canadisk undersøgelse sammenlignedes børnene (dem, der var født i begyndelsen af skoleåret, og dem, i samme klasse, der var født i slutningen af skoleåret). De yngste havde større risiko for at få en ADHD-diagnose og for at få medicin. Nationalt Forskningscenter for Velfærd  fandt samme aldersrelaterede betydning, når det gælder hyperaktivitet.
Børn og unge er ikke problemet. De viser det. Heller ikke andre er problemet. Det handler ikke om skyld, men om symptomer, der må forstås som kommunikation.

Bogen kan varmt anbefales.