Bind nummer tre i serien "Uren pædagogik" er udkommet. Bogen har 13 bidragydere, der hver har skrevet en artikel om noget, de vil strides om med andre.

Især én skiller sig ud: Per Fibæk er særligt inviteret til at problematisere begrebet uren pædagogik. Det gør han godt ved at pege på forskellen på det, han betegner som to forskellige tilgange til forskning og pædagogik, nemlig konceptpædagogik og syntesedannende metaforskning. Ud fra dette hjemmelavede skel skriver Per Fibæk nogle gode pointer frem, som nuancerer de nogle gange voldsomt stridende parter.

Allerede i bogens indledning lægges der ikke fingre imellem, når Lars Qvortrup, der i denne bog tilhører de rene pædagoger, kritiseres for en "nærmest religiøs tilslutning til sociologen Niklas Luhmann". Heldigvis er der ikke mange af den slags stridbare udfald i bogen. Skelnes der mellem de af bogens forfattere, der har bidraget også i de tidligere udgaver, Lene Tanggaard, Svend Brinkmann og Thomas Aastrup Rømer, og nye bidragydere, er der her nye interessante stemmer, der ønsker at bidrage til striden.

Og det er spændende læsning. Erik Schmidt, der er bogens eneste bidragyder med mange års ansættelse i folkeskolen bag sig, skriver ud fra dette lærerperspektiv om, hvordan man som lærer på trods af folkeskolereformer og digitale læringsplatforme altid skal sørge for at "få klaveret til at spille". Artiklen skiller sig ud ved flere steder gennem citater og små fortællinger at give stemme til eleverne. Man mærker læreren bag. Det er så også det eneste sted i bogen, at lærere og elever mærkes direkte. Der skrives om dem – men til stede er de ikke.

Fraværet af lærere og elever pointeres i en anden interessant artikel skrevet af Jacob Klitmøller, der har sat sig for at undersøge forskelle på og ligheder mellem to teoretikere, der ofte placeres som baggrundsfigurer for den urene og den rene tilgang, "høgen" John Hattie og "duen" Gert Biesta. Det er der kommet en meget interessant artikel ud af med mange nuancerende oplysninger om de to herrers bidrag til striden, som den udkæmpes. Et af de steder, hvor de ligner hinanden, er, at elever "generelt" spiller "en meget tilbagetrukket rolle i begge forskeres diskussion af pædagogikkens udfordringer". Det er en interessant iagttagelse i en artikel, der på mange måder bryder konceptet i enhver strid ved at lede efter de positive ligheder og derved finde konstruktive nuancer, der kan tænkes videre i.

Strid er et tema! Alexander von Oettingen skriver i sin artikel om strid som noget uundgåeligt. "Vi strides om stort set alt i den pædagogiske verden", skriver han som det første i sin artikel. Han har endda et begreb for det: Det agonale princip. Og det er jo skønt. Derudover skriver han om skolens paradokser – om hvorfor vi i det moderne samfund ikke kan undvære skolen som sted for undervisning og læring og som sted for allokering, altså fordelingsanstalt som sorteringsmekanisme i forbindelse med vores differentierede samfund. Det er beskidt, det er urent, og det er interessant.

Endnu et bidrag skal nævnes, fordi det omhandler noget, der ligger tæt på læreres beskidte hverdag i skolen, uro. Thomas Szulevicz skriver om, hvordan noget, der har eksisteret i skoler, siden de blev opfundet, nemlig urolige elever, pludselig bliver en del af argumentationen for skolereformen. Det er en spændende problematik og et af bogens gode bidrag.

Og der er flere, så bogen fortjener mange læsere. På trods af at strid er bogens tema, indeholder den gode og nuancerede bidrag til den fortsatte dialog og samtale. Skal der nævnes en udfordring for flere af bidragene, må det være, at der er for lidt skole, for lidt hverdag, for få eksempler og analyser fra den virkelighed, striden handler om. Striden om pædagogikken og forskningens renhed eller urenhed er ved udelukkende at blive interessant for de akademikere, der lever af, at den holdes i live.