Overalt på Sønderskov-Skolen i Sønderborg er der gang i aktiviteter. Elever hænger plakater og gipsmasker op på væggene, øver oplæg, klistrer collage sammen eller klipper store frugter i papir, som de hænger op i loftet.

Hele skolen er ved at forberede udstillinger om FN's 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, og der knokles for at blive klar til forældrene senere på dagen. Tre årgange - 1., 4. og 7. - skiller sig ud som Leaps-årgange, der arbejder projektorienteret hele året. De slutter altid et projekt af med en fremvisning af en eller anden art. Men denne udstilling har hele skolen været med i.

»Ideen med Leaps er, at eleverne selv skal arbejde mere. Hvis de beskæftiger sig med krigen i 1864, skal de læse og vide noget, men de skal måske også fremstille en dagbogsside fra en soldat. Her skal de så selv producere papiret, som man gjorde det dengang, og de skal for eksempel skrive siden med blæk. Det er et projekt, der varer nogle uger, og både processen og produktet skal have kvalitet«, forklarer skoleleder Rasmus Andreassen.

Velkommen til udstillingen

Fritstillet fra skema

Sønderskov-Skolen er den skole, der er længst i Leaps-projektet. Siden august har tre årgange arbejdet projektorienteret. 1. årgang har for eksempel brugt syv uger på at arbejde med FN's 14. verdensmål om livet i havet.

Før det projekt arbejdede eleverne med emnet livet i 1. klasse, hvor de blandt andet var rundt på skolen og møde pedellen, rengøringsassistenterne, skolesekretærer og de forskellige afdelinger af skolen.

De har talt om, hvordan man er en god kammerat, hvad man skal have med i sin skoletaske, og de har udarbejdet klasseregler. »Eleverne producerede en film på 24 minutter, hvor de var nyhedsværter, der fortalte, hvad man skulle have i skoletasken, og hvad de forskellige ting skulle bruges til«, fortæller Caja Fournaise, der er klasselærer i 1.b og tovholder på Leaps.

Lærerne i 1.-klasseteamet fortæller, at de føler sig fritstillet i forhold til de normalt stive skemaer.

»Vi har lige arbejdet med, at alle elever interviewede en person, de godt kan lide. De skulle skrive interviewet, tegne og lave en lille bog om personen. Bogen skulle pakkes flot ind og foræres til personen. Vi kunne undervejs se, at det ville blive en meget bedre proces og bedre bog, hvis vi gav projektet en uge mere. Så det gjorde vi. Det bestemmer vi selv«, forklarer Malene Birk Olsen, der er klasselærer i 1.a. De tre lærere i teamet er meget glade for den måde at arbejde på. De samarbejder om det hele, har masser af ideer til årets projekter og er meget enige om, hvor de vil hen med deres arbejde. »Vi er meget begejstrede for metoden. Og ja, der er nogle af vores kolleger, der endnu ikke arbejder projektorienteret, som nok synes, at vi er for meget indimellem«, siger de tre.

»Vi oplever, at alle børn kommer til at stråle i sådan nogle projekter. Mange begynder med at vælge at arbejde med noget, de er gode til, men når den stille pige pludselig vælger at være studievært i en nyhedsudsendelse, så er det fedt. Vi prøver jo også at rykke dem lidt«, siger Sandra Schwebel, der er klasselærer i 1.c.

Elever skal til test

Et af 1.-klassernes kommende projekter er ulandskalenderen, hvor de vil tale om børns forhold i Burkina Faso, om børns arbejde i en guldmine, om at hjælpe nogle, der har det sværere end en selv - og næstekærlighed. Et andet projekt kommer til at handle om krop og sundhed. De har også planer om en tour de Als, hvor eleverne skal lære deres geografiske område bedre at kende - blandt andet dyreliv og dialekt.

Måske vil det resultere i en brochure til turistkontoret om børnevenlige steder at besøge.

Emnet om krop og sundhed vil også lære eleverne førstehjælp, og en ide er, at eleverne måske kan udstille på sygehuset. Årgangen skal igennem de samme mål og fag, som alle 1.-klasser skal. Leaps-årgangene skal også igennem de nationale test, der hører til årgangen. Skoleleder Rasmus Andreassen fortæller, at der også kan forekomme ekstra test, fordi ingen skal kunne komme og sige, at eleverne ikke lærer det, de skal.

Vi er fælles om arbejdet

Alle projekter i Leaps begynder med et spørgsmål. Projektet om livet i havet begyndte med spørgsmålet: »Hvad kan vi gøre for at hjælpe fiskenes liv«?

Som kickoff på projektet så eleverne nogle små film om plastic i havet og om en coladåses langsomme nedbrydning. »Da vi havde set filmene, hentede eleverne affaldsposer og begyndte at rydde op. Forældrene har oplevet det meget positivt. Vi har talt om at bruge affaldsspandene i byen, og om at det er bedre at bruge en mulepose, når man handler, end at bruge plasticposer«, siger Caja Fournaise.

»Vi har også set en film, hvor Sebastian Klein skærer et dødt dyr op og finder plasticstykker i dyret. Det er den naturvidenskabelige undersøgelsesmetode, vi bruger. De undersøger, og de får forklaringerne«, siger hun, der ligesom sine kolleger blev overrasket over, hvor meget eleverne havde taget til sig, da de besøgte Vadehavscentret. Lærerne fremhæver Leaps-arbejdsformen for at give mulighed for at male papmaché-fisk en hel dag. Man skal ikke rydde op efter to lektioner, og så går der en uge, før eleverne skal arbejde videre med deres fisk. De taler om at opleve at arbejde i flow.

»Det kræver meget tid at arbejde på denne måde. Det er intenst, men jeg er faktisk mindre træt og arbejder mindre hjemme i år, end jeg gjorde sidste år«, siger Caja Fournaise. »Tidligere skulle man forberede de enkelte lektioner, der var mange fag. Nu hænger det hele sammen på en bedre måde. Man ser anderledes på det og er fælles om det hele«, siger Malene Birk Olsen.

Elever kører skole-hjem-samtale

Lærerne på 1. årgang fortæller, at eleverne blomstrer i denne arbejdsform. Alle deres forskellige kompetencer kommer i spil. Børnene bliver også klædt på til at samarbejde. De skal lære at arbejde i grupper, for det er ikke bare noget, man kan. Eleverne bliver mere opmærksomme på deres egen læringsproces. Til skole-hjem-samtalerne er det eleverne, der fortæller forældrene, hvad de har arbejdet med. Den form har alle klasser på skolen kørt med succes. »Eleverne skal måske fortælle forældrene om det afkrydsningsskema, man har i klassen, når det gælder støj. Hvis eleven har mange krydser, kan de tale om, hvorfor det er svært at være stille i klassen«, siger Caja Fournaise.

Lærere på kursus i Leaps

Alle skolens lærere har været på kursus sidste år i Leaps-modellen. Kommunen har betalt for 200 timers kursus til alle. Blandt andet har Caja Fournaise og Loni Bergqvist undervist kollegerne. Loni Bergqvist er lærer fra San Diego i USA, og hun er to dage om ugen på Sønderskov-Skolen. Hendes løn bliver betalt af Kata Fonden. To grupper af lærere har været på besøg på High Tech High-skolen i San Diego for at se modellen i praksis, og så har de oversat projektarbejdsformen til dansk. »Det handler om, at børnene skal arbejde fagligt på mange måder - også med deres hænder - og de skal lære kritisk tænkning. Jeg har hørt om nogle dårlige erfaringer fra 70'erne, hvor børn 'bare' skulle arbejde med et eller andet emne. Forskellen er, at i Leaps er arbejdet meget struktureret. Lærerne har selv prøvet at arbejde efter undersøgelsesmetoden, så de er helt klare på, hvordan eleverne skal arbejde med et projekt«, siger Loni Bergqvist. Hun fortæller, at der vil være nogle arbejdsgange, der er de samme i alle projekter. For eksempel skal man være bevidst om, hvem publikum er. Modtageren af et projekt skifter fra gang til gang, men der er altid en modtager og et produkt til modtageren. Loni Bergqvist fremhæver, at det vigtige er, at hele skolen arbejder i den samme retning, og at alle lærer ingeniørmetoden eller undersøgelsesmetoden. »En forskel på USA og Danmark er, at her kender lærerne virkelig deres elever. De har relationerne med, og det er rigtig godt«, siger hun.

Projektbaserede folkeskoler på vej

En hård proces

Skoleleder Rasmus Andreassen mener, at Leaps er en spændende måde at arbejde på og en god vej at gå, når det handler om, at vi ikke ved, hvad det egentlig er, eleverne skal kunne om for eksempel 15 år. De skal kunne undersøge og arbejde sammen. Have nogle redskaber til at løse nogle udfordringer, som vi endnu ikke kender. Alle skal lære at stå frem og fortælle for andre.

»Det har været en hård proces. Da jeg fremlagde projektet for lærerne, var cirka en tredjedel af dem begejstrede. En tredjedel sagde: 'Okay, det kan måske blive godt', og en tredjedel var kritiske over for ideen. I dag tror jeg, at alle eller næsten alle er med. Nogle er gode til at være firstmovers, og de går bare i gang. Andre har brug for mere tid og for måske lige at se det hele an, men det er også okay.

Men samlet set er det nogle gode lærere, der er her på skolen«, siger Rasmus Andreassen

. »Alle lærere har været inde hos mig enkeltvis til en samtale, hvor de skulle fortælle, om de var klar til at gå i gang med Leaps-arbejdsformen. Det er muligt, at nogle vælger at rejse herfra, men jeg har også fået flere uopfordrede ansøgninger fra lærere, der synes, det er en spændende vej at gå«, siger skolelederen.

Udfordringen er, at det meste arbejde skal planlægges fælles, og lærerne skal have tillid til, at alle byder ind. Det kræver, at man er fleksibel, omstillingsparat og god til at samarbejde. »Vores fornemmelse er, at denne arbejdsform giver mere mening. Men det kræver, at fagligheden er med hele vejen. Nogle er bekymrede for, om man kan få alt med i projektarbejde. Men hvis man mener, at eleverne har brug for mere læsning eller at lære statistik, så kan man planlægge et læsebånd eller et kursus i matematik«.