Ritt Bjerregaard har været en markant figur i dansk politik, siden hun blev valgt ind i Folketinget i 1971, og frem til hun sluttede karrieren med posten som overborgmester i København i 2010. Men på sin vis fortsætter hun sit politiske virke ved at skrive sine erindringer.

I 22 kapitler beskriver hun her i andet bind af erindringerne med en letflydende, men aldrig konturløs pen sine op- og nedture som kvinde i politik, som minister, som deltager i magtspil både internt i Socialdemokratiet og i forhold til andre partier og deres politikere, som EU-miljøkommissær, som statsrevisor og som overborgmester i København. I alle beskrivelserne indgår refleksioner, der er karakteristiske for den person, der har høstet livserfaring og formår at gøre det oplevede levende og at bruge dette til at sætte nutiden og fremtiden i perspektiv.

Stærkest står Ritts stadige og stædige kamp for kvinders ligeværdighed i alle livets forhold, en ligeværdighed, hun finder i sit ægteskab med historikeren Søren Mørch. Men ellers er det vanskeligt at få øje på lyspunkterne.

Det mest skærende kapitel har overskriften "Inge Fischer Møller" og beretter om den sejr, det var for kvinderne i Socialdemokratiet, da hun mod ledelsens indstilling blev valgt til næstformand i partiet, og om hvordan hun siden blev systematisk modarbejdet, så hun nedbrudt tog sit eget liv.

Et lille pudsigt, men sigende indslag i en helt anden stemning er Ritts beretning om, at Anker Jørgensen aldrig kunne få øje på hendes finger, når hun markerede ved ministermøderne. "Han regnede ikke det, han troede, hun ville sige, for noget".  

Den livsklogskab, som kommer til udtryk i både stærke følelser, nøgtern beskrivelse og øjeglimtende underspil, søger aldrig at dølge, at Ritt fortsat er en politisk tænker og agerende. Men hun sætter hele sin historie ind på eksistenskontoen ved at have korte appendikser til syv af kapitlerne, hvori hun beskriver sin egen kræftsygdom og de tanker, den afstedkommer. De er trykt på en anden farve papir, men de bidrager til at farve hele beretningen, fordi de på en og samme tid er skærende og runde.

I kapitel ti beskæftiger Ritt sig særligt med folkeskoleloven af 1975. Her er det interessant at følge spillet i det politiske maskinrum, hvor Venstres undervisningsminister Tove Nielsen har forberedt loven under Hartling-regeringen, men ikke når at blive færdig, før der udskrives valg, og Anker overtager Statsministeriet. Ritt bliver ny undervisningsminister og vælger pragmatisk at fremlægge Tove Nielsens forslag nærmest uændret, men får indføjet et frivillighedsprincip om at undlade niveaudeling af eleverne. Der bliver indgået forlig, men det fortsatte arbejde med at finde en karakterskala, der matcher loven, og med at få skabt en læreruddannelse af kvalitet strander på modarbejde fra Venstre.

Drillerier? Jalousi? Noget helt tredje? Det kan jeg ikke helt tolke af beskrivelsen, men pudsigt er det, at den politiker, der mere end nogen anden bruger denne lov, som jo er udformet af Venstres Tove Nielsen, til at tale folkeskolen og lærerne ned, er statsminister Anders Fogh Rasmussen, som bruger et falsk Ritt-citat: "Det, ikke alle kan lære, skal ingen lære!" For det første er loven nok underskrevet af Ritt, men i det store og hele udformet af Venstre, og for det andet manipulerer statsministeren.

Men det lykkes som bekendt at tale skolen og lærerne ned, så Ritts eget parti endegyldigt kan føre kniven med en reform, der skal betales via en lærerlockout. Hertil noterer Ritt, at 1975-loven blev udformet med lærernes aktive medvirken, og at dette er forudsætningen for, at en ny folkeskolelov kan komme til at virke. Lærermedvirken var også markant, da Ole Vig Jensen satte navn under 1993-loven, og i den forbindelse får en anden Venstre-politiker et svirp: "Venstre med Bertel Haarder i spidsen fik aldrig gjort noget ved det og har løbende haft den ene undskyldning efter den anden ...". Er det drillerier eller gammelt nag? Det er i hvert fald udsagn fra en politisk hverdag. Og man tænker sit, når man ser, hvor ofte de vilkår, lærere skal arbejde under, er blevet til i en sådan kontekst.

Endelig ærgrer Ritt sig over, at det ikke er lykkedes at få en akademisk læreruddannelse. Hun havde gerne set et forsøg igangsat på Roskilde Universitet, men på grund af det dårlige ry, der dengang klæbede til dette nye universitet, kunne hun ikke samle flertal. Hun ser nu et opbrud omkring læreruddannelsen, men konstaterer: "I dag ligger læreruddannelsen på professionshøjskolerne, også kaldet university colleges - men navnet 'university' gør det ikke". Ritt plæderer for en akademisk læreruddannelse, men begræder i samme åndedrag, at læreren er blevet lønarbejder med timeoptælling.

Kapitlet om læreruddannelsen er interessant læsning. Hele bogen er underholdende og lærerig. Forfatteren er en markant personlighed med overskud til også at være selvironisk på udvalgte steder og formodentlig snu nok til at overse det, hun ikke vil have frem. Og så har hun skrevet bogen selv.