Majbritt Pless, adjunkt, University College Lillebælt, underviser i madkundskab på læreruddannelsen

Kommunernes Landsforening (KL) foreslår, at der skal mere fokus på de praktiske og kreative fag i folkeskolen, blandt andet med det formål at rette eleverne mod erhvervsuddannelserne. Det læste jeg med glæde i landets aviser henover sommeren. KL foreslår blandt andet, at eleverne skal have fagene madkundskab og håndværk og design allerede fra første klasse. Endelig blæser vinden i vores retning. Endelig er der nogen, der har opdaget, at vores fag kan noget, der rækker ud over produktion af pølsehorn og pandekager! Alligevel er det dog et snævert syn, KL har på madkundskabsfaget. Madkundskab kan langt mere end at forberede vores børn på arbejdslivet. Vores fag kan klæde dem på til at begå sig som ansvarlige mennesker i hverdagslivet indenfor områder, der spænder fra sundhed til forbrug, bæredygtighed og håndværk. Det ved alle vi, der arbejder med faget. Hvorfor madkundskab så altid har været lavt prioriteret både tidsmæssigt og økonomisk i folkeskolen, kan man undre sig over. Den ringe anseelse handler mest af alt om, at faget varetager et hverdagslivsområde, som man politisk set synes er hjemmets anliggende at tage vare på og lære den næste generation noget om. Men faktisk varetager forældrene ikke den opgave længere. Den ene undersøgelse efter den anden påpeger, at børn i ringe grad inddrages i madlavningen i hjemmet, så der er brug for at uddanne og danne børn indenfor mad og måltider. Den opgave kan faget madkundskab være med til at løse. Jeg har altid undret mig over fordelingen af timer i fagene i folkeskolen. Kunne vi ikke deles lidt, så madkundskab fik tildelt flere timer og fx billedkunst, historie eller tysk fik lidt færre? Jeg mener, vi skal jo spise hver dag, mange gange om dagen – men ikke nødvendigvis tale tysk hver dag. Jeg ved godt, at det har rod i vores samfunds historie og skolekultur, ligesom det handler om fagenes hierarki i videnskabstraditionen, men skulle vi ikke kaste et kritisk og senmoderne blik på fagrækken og måden at tænke folkeskolens opgave på? Man kan i hvert fald stå undrende tilbage efter folkeskolereformen i 2014, hvor vi nok fik et nyt fag, men ikke nye rammebetingelser. Hvordan får vi så vendt skuden og får madkundskab til at blive anset som et ligeværdigt fag på linje med øvrige dannelsesfag i skolen og ikke blot som en hyggestund? Ved at gøre madkundskab til et obligatorisk prøvefag. Et fag, der indgår i puljen af udtræksfag efter niende klassetrin. Så skal I bare se, hvordan kommunerne vil få travlt med at sende madkundskabslærere på efteruddannelse, hvordan skolekøkkenerne vil få et løft, hvordan midlerne til indkøb vil forøges, hvordan forældrene (og skolens øvrige lærere) pludselig vil anse faget som vigtigt, hvordan skoleledelserne vil gøre sig umage med at finde faguddannet personale til at varetage undervisningen. Vi har lige set et eksempel på dette, da idræt blev gjort til prøvefag med reformen. Men hvad med eleverne? Vil de mon hilse en prøve i madkundskab velkommen? Det er jeg sikker på. De fleste elever elsker faget. Det er det eneste fag, hvor jeg som lærer utallige gange er blevet stoppet på gangen for at svare på, hvad der skal ske næste undervisningsgang. Og tænk hvis de kunne få lov til at vise verden, hvad de kan med deres hænder, sanser og hjerte og ikke kun deres hoved!

(Denne artikel er oprindeligt skrevet til Foreningen for madkundskab i anledning af foreningens 75 års jubilæum, hvor den er blevet bragt på deres hjemmeside www.madkundskab.nu)