Du husker måske ikke bogen fra dengang, den udkom første gang for et kvart århundrede siden, men du har nok hørt om den.  For det var den, Socialdemokratiets leder Poul Nyrup Rasmusen hev sider ud af under en tv-debat i 2001. Og det var dumt gjort, for det blev opfattet som forsøg på at nedgøre bogen uden at argumentere. Og det gav bagslag. Ja, Anders Fogh Rasmussen mener ligefrem, at det ”formentligt” var medvirkende til, at socialdemokraterne tabte valget. Nu har Anders Fogh så genudsendt "Fra socialstat til minimalstat" - blot med et nyt, fyldigt forord. De ideologiske afsnit - og det er dem, der er flest af - ville ”stort set” være de samme, hvis han havde skrevet bogen i dag, fortæller han.

Jeg læste bogen dengang, var uenig i meget og måske især irriteret over hans overfladiske og polemiske omtale af skoleforhold. Nu har jeg læst den igen, og jeg er stadig uenig i meget. Men egentlig er det flot, at en aktiv, ledende politiker selv skrev en bog om de principper og værdier, der lå - og stadig ligger - til grund for hans holdninger. Den slags bøger kunne vi godt bruge nogle flere af, så debatterne kunne blive mere principielle og ikke kun være en uskøn sammenblanding af selvros og mudderkastning.

I det nye forord fortæller Anders Fogh, hvordan det gik op for ham, at politik ikke kun skulle handle om skatter og økonomi, men at Venstre mere skulle satse på at ændre holdninger. ”I virkeligheden en langt mere dybtgående opgave”, for man skulle ”starte og vinde en kulturkamp, som ændrer danskernes holdninger til frihed og ansvar”. Og det er lykkedes, mener han. ”Vi har fået skabt en vinderkultur, nu må man gerne være stolt over at kunne noget ekstraordinært”, og nu ønsker forældrene, ”at deres børn skal lære noget i skolen”, nu ”er der krav om faglighed og dygtiggørelse”, skriver han.

Men ind i opremsningen sniger sig så endnu en gang det polemisk insinuerende: ”Væk er den ødelæggende holdning, at hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære". I 1993 skrev han om Ritt Bjerregaards politik, holdninger, som undervisningsminister, at de var udtryk for ”pædagogisk hjernevask for at indpode eleverne en ’lighedsorienteret’ holdning og adfærd og dertil en Prokrustes-pædagogik, hvor alle skal være ens og lære det samme: Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære”. Som der står i Den Store Danske, bruges udtrykket "at blive lagt på en prokrustesseng" ”om et argument eller resultat, der bevidst er blevet forvansket til det ukendelige”. Det er ærgerligt, at Anders Fogh ikke kan nære sig og griber tilbage til denne forvanskende polemiske form.

Det nye forord viser, at han vil bidrage med noget til 2017-debatten. For 25 år siden var det vigtigste for Anders Fogh at ”lade menneskene være i deres økonomiske aktiviteter, i deres religiøse liv, i tænkning og kultur”, og han understregede, at ”kun personlig frihed og fri markedsøkonomi giver mulighed for at handle moralsk”. Nu taler han derimod om en ”moderne, folkelig liberalisme”, hvor der er ”frihed til forskellighed”, og om grundlæggende værdier, ”som ikke er til forhandling: ytringsfrihed, folkestyre, ligestilling mellem mænd og kvinder, sondring mellem religion og politik samt respekt for andre”.

Men det nye forord er også interessant i forhold til, hvad han ikke skriver om. Irakkrigen for eksempel. Året 2006 nævnes konkret for ”den største reform af det danske velfærdssystem nogen sinde” - nemlig ”forhøjelsen af tilbagetrækningsalderen”. Ændringen af folkeskolens formål står der derimod ikke ét ord om, selv om det var noget, han som statsminister satte Bertel Haarder i gang med, uden at det var med i regeringsgrundlaget, så den stakkels undervisningsminister måtte skifte ham og holdning i løbet af få måneder. Det skulle der et interview med folkeskolen.dk til for at få Anders Fogh til at sætte ord på, selv om diverse analytikere og kommentatorer i de mellemliggende år har kloget sig på, hvad der lå bag, og hvad ændringerne betød. Som historisk dokument er Anders Fogh Rasmussens bog interessant - i både den gamle og den nye udgave.