Er uddannelsessystemet lige tilgængeligt og åbent for alle? Og bør uddannelsessystemet være det? Det er det, der bliver undersøgt i denne bog. Udgangspunktet for David Mitchel er et rungende NEJ og et efterfølgende JA!

Det grundlæggende begreb for David Mitchell er diversitet og en forestilling om, at det er muligt og ønskeligt, at undervisere arbejder ud fra det, der beskrives som "et universelt design for læring (UDL)". Et begreb, der "medtænker alle elevers behov". Desværre også et begreb, der, på trods af at forfatteren beskriver begrebet flere gange, ikke fremstår klart og dermed ikke byder sig til som et egentligt didaktisk begreb, lærere kan bruge som udgangspunkt for planlægning af undervisning.

Bogen indledes med formuleringen af to grundlæggende mål om uddannelse baseret på almene menneskerettigheder, et inkluderende samfund og en forestilling om et globalt fællesskab. Herfra formuleres der 19 grundlæggende perspektiver, for eksempel: Teorier om distributiv retfærdighed bør være grundlaget for vores tilgang til diversitet, mennesker er genetisk ens, og fornuft og evidens bør være det, der afgør uddannelsespolitik og -praksis. Alle perspektiver bliver beskrevet, så læseren får en fornemmelse af, hvad perspektivet dækker. På baggrund af perspektiverne formuleres der det, forfatteren kalder for en "taksonomi over markører for diversitet", der indeholder 11 markører, hvor der udvælges fem hovedområder, der undersøges, beskrives og diskuteres.

De fem hovedområder er: seksualitet og køn, socioøkonomisk status, race, etnicitet og kultur, overbevisninger og religion og som den femte markør: evner. Alle fem områder undersøges empirisk med inddragelse af international forskning. Det er udmærket, men det er tungt stof. De mange internationale undersøgelser bliver ikke sat i relation til det danske uddannelsessystem, hvilket betyder, at mange af de anbefalinger, der gives i bogen, måske ikke opleves relevante eller bliver svære at indtænke i dansk sammenhæng.

Et eksempel: En amerikansk undersøgelse viser, at fattigdom i barnets første leveår har en negativ indvirkning på hjernens udvikling i skolealderen. Fattigdom skaber mindre hvid og grå hjernemasse og en mindre hippocampus og amygdala. Det har betydning for børnenes læring i skolen. Det er interessant, men gælder det også i Danmark? Nøglen her er forståelsen af ordet fattigdom – har vi den type fattigdom i Danmark, som undersøgelsen undersøger? Et andet eksempel: Pisa-undersøgelser dokumenterer, at socioøkonomisk velstillede elevers skoleresultater svarer til, at de er næsten et helt år foran deres dårligere stillede kammerater. Elever med lav socioøkonomisk baggrund i Sverige har 2,61 gange større sandsynlighed for at præstere dårligere i skolen end elever med høj socioøkonomisk baggrund. Det er interessant og peger på, at samfundets forskelle ikke udjævnes i skolen. Hvor skal man starte, hvis man ønsker at ændre tallet 2,61? I skolen eller i samfundet? Hvad skal man som læser bruge alle forfatterens tal til?

Det er en meget omfattende og grundig bog. Så omfattende og så grundig, at man som læser til tider føler sig lagt ned af de mange tabeller og de mange "tilgange" og oplysninger, bogens forfatter vil af med. Det er en bog, man som læser skal have et på forhånd kendt formål med at læse. Man skal ville bogen og bogens emne diversitet. Har man det, er det en grundbog fyldt med internationale statistikker, tabeller og empiri.

Diversitet bliver set og diskuteret fra et nærmest globalt perspektiv. Danmark er et lille land. Vores uddannelsessystem nævnes én, måske to gange i løbet af bogens 428 sider. Er det et problem? Det kommer an på læserens interesse og læselyst.