Et af øjeblikkets trends inden for pædagogik handler om leg og læring. Børn har altid leget, men nu skal de også lære. Som om de ikke lærte noget af legen i gamle dage. Nu kan vi endelig tage den der mærkelige formålsløse leg, og få noget fornuftigt ud af den. Den læring vi taler om, er nemlig konkret. Børne skal lære bogstaver, tal, sprog osv. Læring der kan reproduceres og som betragtes som nyttig viden for samfundet.

Udviklingen kan tydeligt aflæses i fx udformningen af legepladser med tal, symboler og tegn. Læringsspil på ipads i børnehaverne som en del af digitaliserings bølgen. Og lege der tænkes ind i arbejdet med læreplanerne.

Det er der gode grunde til. Vi ved fra kognitiv forskning, at mennesker lærer mest, hvis de er følelsesmæssigt involveret i det de lærer og et af legens kendetegn er lyst. Lyst er en markant positiv og motiverende følelse, og derfor ofte også med til at skabe effektive læreprocesser. Samtidig ved vi, at det ikke altid er nemt og sjovt at lære, og børnene har det jo sjovt, mens de leger. Så hvad er problemet? Det er en win win, børnene lærer noget, og de har det oven i købet sjovt imens.

Problemet ligger i betydningen af de to begreber, leg og læring som på mange måder er modsat rettet.

Leg er en basal menneskelig aktivitet som især børn, ikke kan lade være med. Der er groft sagt to typer af leg: fantasileg og regellege. I fantasilege handler det meget om identitet og socialt samspil. I regellege handler det ofte om at vinde og tabe, samt at blive udfordret på sine evner.

Læring derimod er ikke altid sjovt og lystpræget. Læreprocesser er også tit målstyrede især i skolen lige nu, og det er en tendens, der er på vej ned i børnehaverne.

Men de leger ikke for at lære, de leger fordi det er sjovt, og giver dem noget. Nå vi voksne taler om leg og læring, vender vi det om. I voksen perspektiv bliver det til læring og leg. Her er fokus, hvad de skal lære og så er det bekvemmeligt, hvis de også vil lege.

Derfor bliver det store spørgsmål: Hvad vil vi gerne have, at de skal lære?

Her syntes jeg at samfundstendensen er ret tydelig i form af PISA test, Nationale test, lærings apps, bogstaver på vægende i børnehaverne osv. Som eksempel kan nævnes en indgang til en folkeskole, hvor der helt simpelt står ”Læring først”. Med andre ord vil vi gerne have at de lærer konkret viden, der kan gengives til eksamen: Tal, regning, bogstaver, sprog osv.

Når vi taler om leg og læring, taler vi om regellege, hvor faktuel viden kan proppes ind som bonus. Vi skal altså gøres os klart at leg og læring ikke dækker over den kreative og formålsløse leg, hvor man opfinder vejen, mens man går på den, men meget konkret leg hvor reglerne er lavet på forhånd, og hvor barnets mulighed for eget initiativ sjælendt er særligt stort.

Jeg har i forbindelse med undervisning på UCC gennemgået en række apps til ipad under temaet leg og læring. Der er min klare opfattelse, at langt de fleste apps har overvægt af lærings dimensionen. Som om de er lavet af lærer og pædagoger med didaktisk sigte, og så ved vi, at børn elsker at spille computerspil, så motivationen skulle jo ikke være noget problem. Men virkeligheden er at de her apps kommer til at ligne computerspil, hvor man bare skal samle bogstaver i stedet for at stjæle biler, og så er vi vel lige langt.

Her vil jeg lægge mig i forlængelse af Rane Allerslev kritik fra ”Tænk Vildt” af karaktersystemet og de kompetencer, vi opdyrker i samfundet. Når vi med ipads fylder vores små børn med meget firkantet og konkret læring. Lærer børene så også deres mere usynlige sider at kende? Som fx empati, forestillingsevne og kreativitet. Og er det ikke i sidste ende disse kvaliteter, vi har brug for?

Følelser og fornuft går hånd i hånd og mennesket går forud for læring, som jeg ser det, og det er der også forskning der kan underbygge.

Det er på denne baggrund, jeg mener, der er brug for kritik af den måde leg bliver brugt i forhold til læring. Vi kan spørge os selv om det er ok at tage børnenes leg som gidsel i forsøget på at opruste konkurrence samfundet?