Det nye nummer af "KvaN" er et begrebsafklarende og inspirerende bidrag til den aktuelle skoledebat og sætter konstruktive tanker i gang om den uundværlige folkeskole, der skal tilgodese både et dannelses- og et arbejdsmarkedsperspektiv.

I den første af de i alt otte artikler skriver Jens Erik Kristensen fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, at dannelse og uddannelse i en lang dansk tradition er tæt forbundne. En transnational inspiration har ført til en kamp om de to begreber. Det så en overgang ud til, at begrebet dannelse var dømt ude. En international påvirkning førte til den dominerende opfattelse, at skolen først og fremmest skulle uddanne eleverne til at klare sig på arbejdsmarkedet og i den globale konkurrence. Senere kom en modreaktion, hvor begrebet dannelse kom til ære og værdighed igen. Nu står kampen mellem en fløj, der lægger mest vægt på uddannelse og tilpasning til erhvervslivet, og en anden fløj, der lægger hovedvægten på demokratisk dannelse, personlig udvikling og opdragelse til erkendelse af kulturelle værdier i samfundet.

I et historisk tilbageblik inddrager Jens Erik Kristensen den tyske tradition for anvendelse af begrebet Bildung, der oprindeligt omfattede både dannelse og uddannelse. Løgstrups advarsel mod, at skolens opgave blev uddannelse i stedet for tilværelsesoplysning, står i denne artikel som i flere andre artikler i tidsskriftet centralt.

I modsætning til den oprindelige betydning af Bildung, hvor dannelse og uddannelse var uadskillelige sider af samme sag, er de uddannelsesøkonomiske og de dannelsesmæssige synspunkter nu adskilt og forfægtes af hver sin lejr. Begrebet dannelse er nu igen comme il faut, men det bruges i mange forskellige betydninger. Forfatteren kunne ønske sig en sammentænkning af de to yderpunkter og en begrebsafklaring af de pædagogiske slagord, der bruges i debatten.

I artiklen ”Folkeskolens dobbelte formål” tager Thorkild Thejsen, som i et kvart århundrede har fulgt skolens udvikling tæt, blandt andet som redaktør af fagbladet Folkeskolen, os på en rejse i den historie, der knytter sig til udformning af de skiftende formål for folkeskolen. Det er en spændende og nyttig, men også skræmmende læsning. Skildringen bygger blandt andet på interview med nogle af de implicerede nøglepersoner, der får mulighed for at kommentere tilblivelsesprocessen set i bakspejlet. De skiftende formål er præget af de holdninger og værdier, der var dominerende i forskellige epoker. Men de er også kompromiser. Forfatteren illustrerer, hvor snævert det forum, hvori formålene i sidste instans blev skabt, var, og hvor præget de blev af fiflerier, politiske kompromiser og studehandler.

Også i flere af de øvrige artikler tager beskrivelsen af skolens opgave udgangspunkt i centrale og oplysende tilbageblik helt tilbage til den græske humanistiske tænkning og den tyske dannelsestradition. Skiftende ministres og deres hjælperes formuleringer og begrundelser for udformning af skolens formål og Løgstrups tanker går igen. De samme emner dukker op, men bliver belyst ud fra forskellige perspektiver.

Ulrich Zeitler fra Via i Aarhus tager også udgangspunkt i Løgstrups tilværelsesoplysning og ønsker at erstatte Løgstrups forsøg på at skabe mening og helhed med en udvidet anvendelse af begrebet sammenhængskraft, som ikke kun omfatter den økonomiske sfære.

Hans Dorf fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse forsvarer fagenes store betydning i et demokratisk samfund og betoner også fagsproget som en mulighed for at stille elever med forskellig baggrund lige. Han kritiserer synspunkter om, at almene kompetencer er vigtigere end fag.

Lene Tanggaard, Aalborg Universitet, har kreativitet som sit hovedanliggende. Kreativitet er ikke kun vigtigt for erhvervslivet, men også for udvikling af demokrati. Man skal lære at forestille sig noget, som ikke er der i forvejen, og således modvirker for megen detaljeret målstyring kreativiteten.

Benedikte Vilslev Petersen, Via i Aarhus, taler om det frie skolevalgs betydning og friskolernes succes og forsvarer folkeskolen og enhedsskolen, fordi den skaber sammenhæng på tværs af sociale klasser, etnicitet og religiøs overbevisning og er med til at skabe fællesskab, samhørighed og gensidig respekt i samfundet.

Folkeskolens formål er bredt formuleret. Et positivt og holdningspræget udsagn, som ikke meningsfuldt kan benægtes. Derfor kunne man fristes til at sige, at det er intetsigende, men den aktuelle debat tyder på noget andet. Der er nogle klare markører af holdninger og værdier i det. Desværre afspejler den pædagogiske debat også, at der er modsætninger mellem de forskellige niveauer i beskrivelsen af folkeskolens opgave. Der er ikke overensstemmelse mellem formål, fagformål, Fælles Mål, prøvebestemmelser og vejledninger. Så der er rigeligt stof til et omfattende fortolkningsarbejde og en fortsat diskussion af folkeskolens opgave.

Diskussionen af folkeskolens formål og folkeskolen er vigtig. Alle borgere i samfundet må deltage i den, og det gælder ikke mindst forældre, elever, lærere, skoleledere og politikere. Det er for vigtigt et emne til, at det kan overlades til evidensbaserede forskere. Forskning kan bidrage med viden om læring, som skolens praktikere så kan vurdere, om de kan bruge til noget.