”Læring i praksis” er endnu en interessant bog i serien ”Pædagogisk rækkevidde”. Denne gang handler det om kompleksiteten i, hvordan vi lærer. Med pionerer som Piaget og Vygotsky får vi et solidt grundlag for viden om den konstruktivistiske tilgang til læring. Det er interessant at se på læring som en biologisk proces, hvor læring begynder med det, vi modtager af sanseindtryk: syn, hørelse og følelser.

Mennesket er et socialt dyr, hvor relationen er i centrum. Men det er ikke alt, der kan forklares ved hjælp af moderne hjerneforskning og af Piaget og Vygotskys udviklingsfaser. For selvfølgelig kan vi lære meget af os selv, men uden en lærer får vi ikke forfinet og specialiseret vore evner. Desuden handler læring om læringsmiljøet, om eleverne kan få tillid til egne evner, og at de ikke stresses eller bliver bange for at fejle, for vi lærer også af vore fejl.

Men det hele er en kompleks proces, som er blevet nuanceret af professor i kognitiv psykologi Kurt Fischer, der med sine neurovidenskabelige undersøgelser har udvidet de kendte udviklingsfaser og mener, at vore hjerner først er fuldt udviklede, når vi når 20-årsalderen. Men vi kan lære hele livet, dog kommer det til at tage lidt længere tid med alderen, hvilket der så kan kompenseres for ved hjælp af de ældres større forviden. Så selv om vi får sværere ved at lære nyt, så har vi en større ”harddisk” med et stort forråd af langtidshukommelse, og det er ikke så ringe endda.

Men vores arbejdshukommelse påvirkes af følelser. Ingen kan holde særligt mange tanker i luften på samme tid, hvis vi bliver forstyrret. Og uden gentagelse og systematiske tankemønstre er det også svært at lagre viden i langtidshukommelsen.

Læring kræver altså tid, ro, fordybelse og et socialt og kærligt læringsmiljø med andre, så den emotionelle intelligens udvikles. Så noget af det vigtigste i denne bog må vel være, at læreren aldrig kan undværes, og at vi aldrig lærer i et tomrum, fordi læreprocessen er social.

Selvfølgelig skal en lærer også have en basal viden om de forskellige aldersmæssige udviklingstrin, så læreren kan læse barnet og tilrettelægge arbejdsopgaver efter det udviklingstrin, barnet er på. Og så skal læreren være bevidst om egne følelser for at kunne sætte sig ind i elevernes følelser. Desuden er der godt nyt til dem, der tror, at intelligens er noget, vi er født med. Det passer nemlig kun i begrænset omfang, fordi læring handler om at blive sat i de rette situationer med de gode og glade følelser.

Desuden skal de to køn undervises grundlæggende ens, så drenge godt kan lære sprog, og piger godt kan lære matematik – selv om deres hjerner ser forskellige ud. Læringstempoet er bare forskelligt, og det er lærerens opgave at holde motivationen oppe hos barnet, selv om der måske er andre i klassen, der lærer hurtigere.

Alle kan lære, men vi lærer ikke alle på samme måde eller i det samme tempo. Så herved er der godt nyt til alle! Det handler om at få indsigt i eget læringspotentiale – og det får man kun ved aktiv læring og positiv feedback fra en engageret og veludhvilet – og ikke-stresset - lærer.