"Undervisning mellem hensigt og uforudsigelighed” er en interessant bog, der har til formål at formulere en aktuel didaktisk teori. Den viser, hvordan didaktik handler om valg og begrundelser for disse, uden at der er et sikkert grundlag for valgene, og den peger på en række måder, hvorpå valgene kan gøres til genstand for refleksioner.

Med bogen ønsker forfatterne at bidrage til udviklingen af den almene didaktiske teori ud fra et systemteoretisk grundlag. Dette sætter sit tydelige aftryk i bogens begrebsbrug og formuleringer generelt - læreren og eleverne er "ikketrivielle systemer", og “eleverne skal trivialiseres til at forholde sig ikketrivielt”. Ja, det systemteoretiske udgangspunkt gør det til en kamp at forstå pointerne for den, der ikke er skolet i systemteoriens særlige begrebsbrug. Man står lidt udenfor og kigger ind.

Ud fra læsningen af de første kapitler får man nærmest indtrykket af, at forfatterne skriver sig ind i en sekt (et socialt system), hvor en række formularer og begreber er det, der giver adgang til sekten. Dette er helt i tråd med den systemteoretiske bestemmelse af, at det er et særligt vokabularium - en særlig kommunikationsform - der giver mulighed for tilkobling til et givet system, der er reguleret af sine særlige kommunikative formler.

Men hvis man orker at kæmpe sig gennem de tunge formuleringer, og hvis man ser bort fra, at de mere står i vejen for end befordrer forståelsen, så får man sig en interessant tur gennem en masse refleksioner og refleksioner over refleksioner inden for det pædagogiske felt, hvor den didaktiske vidensform sættes i spil i forhold til andre vidensformer - primært den empiriske undervisningsvidenskab, der tager udgangspunkt i elevernes deltagelse og læring.

Ifølge forfatterne er der dog et problem med den entydige fokus på læring, som man har oplevet de seneste år. Dette har blandt andet betydet, at der opstår uklarhed om, hvad undervisning er i forhold til læring. Omvendt er interessen for læring ikke uberettiget ifølge forfatterne - tværtimod. Men den kan netop ikke erstatte didaktikken og blikket på undervisningen. Det er simpelthen to forskellige, men dog forbundne vidensformer, to forskellige forskningsområder. Derfor forsøger bogen blandt andet at bidrage til klarhed om, hvad der er et didaktisk anliggende, og hvad der er et anliggende for forskningen i og teorier om læring.

Meget overbevisende viser forfatterne, at forskningen i læring kan udpege områder, som man didaktisk kan gå ind og bestemme nærmere. Eksempelvis har den empiriske forskning vist, at feedback kan have en stor effekt i forhold til elevers læring. Men dette siger ikke noget om, hvordan denne feedback skal gives konkret eller i forhold til hvordan i hvilke fag for hvilke elever. Dette bliver et didaktisk anliggende, hvor feedbacken sættes ind som et element i en lang række af valg, der foretages af læreren.

Den fokus, der er på læring, sætter forfatterne ind i en historisk og teoretisk kontekst, hvor de viser, hvordan didaktikken er blevet presset som følge af den samfundsmæssige udvikling. Det er blevet klart, at det at undervise og uddanne er bestemt af, at der hele tiden skal foretages konkrete valg, hvorfor der også kunne have været valgt anderledes.

Det er ikke selvindlysende, hvad der skal undervises i, hvordan der skal undervises, eller hvem der bestemmer eller udpeger referencepunktet for udvalget i undervisningen. Dette kaldes sags-, tids- og socialdimensionen, og pointen er, at alle tre dimensioner er kontingente, hvilket betyder, at valg hele tiden må begrundes i forhold til, at der kunne være valgt noget andet.

Med bogen bidrager forfatterne til den didaktiske teoriudvikling, og de placerer sig samtidig i diskussionen om, hvordan man skal forstå undervisning, uddannelse og skolens formål. Forfatterne slår fast, at undervisning er en intentionelt rettet kommunikation. Som uddannelsessystem, som skole og som underviser vil man have, at eleverne skal lære noget frem for noget andet.

Netop undervisningens intention gør, at man kan og bør opstille mål for, hvad eleverne skal have ud af deltagelse. Men målene må aldrig blive trivielle resultatmål, da disse netop kun er indikationer - eller tegn - på, at undervisningen lykkes. I bogen skelnes der mellem læringsintention, undervisningsmål og læringsmål. Læringsintentionen er det afgørende, det er selve formålet med undervisningen. Undervisningsmålene går på elevernes deltagelsesformer, mens læringsmål er et forsøg på at angive tegn på, at eleverne udvikler sig fagligt i den rigtige retning.

Med bogen vil forfatterne placere didaktikken imellem to pædagogiske fronter i dansk pædagogisk forskning ved at arbejde med denne særegne spænding mellem "hensigt" og "uforudsigelighed".

Dette forsøg er i allerhøjeste grad velkomment, og det er fint at få sat ord og begreber på didaktikken i dette spændingsfelt. Derfor er det også ærgerligt, at bogen ikke åbner sig noget mere for den interesserede læser. Dette er i sig selv ikke et problem, hvis bogen udelukkende henvender sig til et mere eller mindre snævert forskningssystem. Men bogen hævder, at den primært henvender sig til undervisere i grundskolen og på ungdomsuddannelserne. Jeg er ikke sikker på, at forfatterne helt tilkobler sig de "ikketrivialiserede systemer", som lærerne udgør.