Anmeldelse
Digital kultur
Dejlig let
Bogen giver i en folkeskolesammenhæng stof til sparring mellem læreren og understøttende skolepædagogisk personale i arbejdet med børn og unges anvendelse af digitale medier og aktiviteter.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det digitale er allestedsnærværende og heldigvis også på uddannelsen til pædagogisk assistent i form af bogen "Digital kultur". Bogen henvender sig primært til underviser og studerende/elev på uddannelsen til pædagogisk assistent og tager afsæt i faget digital kultur, der indeholder otte mål med digitalisering som omdrejningspunkt. I en folkeskolesammenhæng får bogen sin berettigelse ved at byde på en række tematikker og cases, som kan drøftes med det pædagogiske personale, der for eksempel varetager understøttende undervisning, og skabe rammen for en fælles forståelse i arbejdet med børn og unges anvendelse af digitale medier og aktiviteter.
Fakta:
Titel: Digital kultur
Pris: 249
Sider: 156
Forlag: Gads Forlag
Bogens otte forskellige kapitler består af tematikker som ”Digitale medier til pædagogiske aktiviteter”, ”Kreative og æstetiske udtryksformer” og ”Legekultur, leg og digitale redskaber”. Ikke et eneste ord om målstyret undervisning eller tegn på læring som en forfriskende afveksling i forhold til meget andet af den aktuelle faglitteratur på folkeskoleområdet. Her er andre arenaer i fokus: leg, kultur og identitetsdannelse.
Til hvert kapitel findes et kort tematisk oprids og en beskrivelse af kapitlets fokus. Derefter følger indholdet præsenteret i korte og afmålte portioner krydret med indbydende billeder, som understøtter temaet. Undervejs efter kapitlets delelementer følger en række mindre refleksionsopgaver eller aktiviteter som at kategorisere ting, børn kan lide at lege med, efterfulgt af refleksioner over kriterierne for kategoriseringen.
Alt i alt kan jeg som folkeskolelærer egentlig godt lide bogen. Den er ikke helt så tung som mange af lærerfagets teoribøger og giver et hurtigt og letlæst indspark som inspiration for sparring med skolens øvrige pædagogiske personale i forhold til udvikling af elevernes digitale aktiviteter og liv. At bogen er forholdsvis letbenet, er naturligvis både en styrke og svaghed. Den krævende læser vil nok have mere teoretisk dybde og tyngde, mens andre sagtens kan bruge bogen som noteapparat til genopfriskning af forskellige emner, hvis man lige skulle have glemt begreber som kommunikationsmodel, konstruktivistisk læring, funktionelle apps, flydende socialisering og multimodalitet.
Jeg elsker, at bogen, når den nu handler om digital kultur, indeholder en række muligheder for at scanne forskellige steder med en smartphone og derefter give adgang til ekstra materiale, som understøtter kapitlet. Det er en fin udnyttelse af det digitale potentiale inden for papirbogens domæne.