Skal man tro rektor ved Metropol Stefan Hermann, så er der i øjeblikket to uforenelige poler inden for uddannelsesverdenen. På den ene side er der de pædagogisk konservative, som vil beskytte pædagogikken og den pædagogiske tænkning mod den moderne udvikling. På den anden side finder vi den politisk-administrative pol, som vil modernisere skolen og pædagogikken, så den er tilpasset den samfundsmæssige udvikling, som de forstår den.

Bogen "Uddannelse for en menneskelig fremtid" af Lærke Grandjean og Ole Morsing bekræfter til fulde Hermanns diagnose, og den placerer sig meget tydeligt og eksplicit i lejren af de pædagogisk konservative, der vil bevare en "oprindelighed" i pædagogikken, ved at trække på en bestemt historisk tradition. I alle bogens kapitler bruges der meget følelsesmæssig energi på at afsværge alt, hvad der tænker skole og pædagogik som noget, der har et samfundsmæssigt formål uden for sig selv.

I samtlige bogens ti kapitler er der en interessant vekslen mellem en relativt akademisk og rationel argumentation, når de forskellige temaer behandles, og så mere følelsesmæssige udbrud og nærmest vrede mod konkurrrencestatstendenser af alle slags. Kåre Egholm Pedersen siger det meget godt, når han peger på, at der er et “ubehag ved moderne fænomener som konkurrencestatstænkning, læringsmål og evidensbaseret undervisning”.

Det er ubehaget, der så tydeligt slår igennem, at der aldrig etableres en diskussion mellem de forskellige positioner. Ubehaget tager over for den rationelle argumentation. Dette kommer lidt morsomt til udtryk, når Thomas Aastrup Rømer beskriver det pædagogiske oligarki og dets manglende forhold til Biesta: “I den oligarkiske omegn spiller Biesta ingen rolle overhovedet, tværtimod”. Hmmm, tænker denne anmelder, her er det vist ubehaget, der får sproget til at boble over af negationer.

Rømers artikel er i øvrigt den bedste og stærkeste af de teoretisk orienterede tekster. “Er Gert Biesta dannelsesfilosof?” spørger Rømer. Og han viser meget overbevisende, hvordan det poststrukturalistiske udgangspunkt for Biesta samtidig er et opgør med nyhumanismen og den dannelsestænkning, der netop ligger heri. Det, der så at sige redder Biesta og holder ham fri af en pædagogisk "tilpasningsteori" i konkurrencestatens tjeneste, er hans interesse for Hanne Arendts tænkning om politisk handling som frigørelsesbestræbelse.

Ved siden af Rømers artikel er det også værd at nævne, at en række artikler diskuterer Biestas forhold til det religiøse, som der findes mange henvisninger til hos Biesta. Men det kan være vanskeligt at bestemme, hvordan det religiøse og det transcendentale indgår i Biestas tænkning. Kåre Egholm Pedersen bemærker, “at Biesta ikke kan tale om undervisning uden at forudsætte en eller anden form for transcendens”. Og han citerer Biesta fra "Den smukke risiko": “For at forstå, hvad undervisning handler om, er vi nødt til at forbinde den med en forestilling om ‘transcendens’ - og således betragte undervisning som noget, der på en radikal måde kommer til os ‘udefra’”.

Dermed skulle det være bevist! Men så enkelt er det naturligvis ikke, og Pedersen diskuterer - som Rømer også gør det - karakteren af denne transcendens.

God uddannelse forudsætter “en pædagogik og undervisning, der kan fastholde eller vække menneskets undren og spørgen efter, hvad der er ønskværdigt”. Således opsummerer bogens redaktører Gert Biestas tænkning om pædagogik. Og især i to artikler gøres dette ideal konkret, nemlig i Grandjeans historie om drengen Benjamin, der har fået store problemer med egen udvikling som følge af målstyringen i hans almindelige skole. Men heldigvis viser Grandjean med inspiration fra Biesta, hvordan undervisningen kan tage udgangspunkt i eleven og bibringe denne en positiv udvikling.

Martin Blok Johansen viser i en spændende artikel, hvordan man i en 6. klasse har arbejdet med Biestas begreb “En frustrerende gråzone”. “Skolen skal tilbyde noget anderledes og overraskende, som er forskelligt fra det, børn ellers møder, og man bør ifølge Biesta se på undervisning som en reaktion på det, der er anderledes og forskelligt fra os selv”. Og dette gøres i dette eksempel ved at lade en 6. klasse læse Kafkas “Foran loven” og tage elevernes arbejde med den alvorligt.

“Uddannelse for en menneskelig fremtid” er en lidt underlig størrelse, der på den ene side vil være akademisk orienteret mod grundlæggende teoretiske bestemmelser af pædagogikkens felt - og på den anden side en underlig udgrænsning af en dæmonisk "andethed", som skal afsværges - men ikke konfronteres i en kritisk dialog. Bedst fungerer artiklerne, når de bliver mest akademiske i traditionel forstand - eller når de omvendt vender sig mod konkrete erfaringer fra klasserummet.

Det er ikke en bog for den, der gerne vil introduceres til Biestas tænkning. Bogen åbner ganske vist med en introducerende artikel, men det er en temmelig rodet og ikke særlig velskrevet sag af den ene redaktør Ole Morsing, der også først skal kaste sig over konkurrencestatsteori med frådende raseri og salvelsesfuld retorik.