Vi ønsker alle det bedste for vore børn – både dem af egen avl og dem, som vi får tildelt et professionelt ansvar for. Alt for ofte hører vi om 12-talspiger og om lærere, der bukker under for presset. De er ikke robuste, får vi at vide. De er sårbare eller særligt sensitive, siger andre.

Hvad der er rigtigt eller forkert i denne diskussion, er, at vi alle er sårbare, og at sårbarhed er en del af den tidsånd, vi lever i, og vel at mærke ikke en diagnose. Vi lever også i en diagnosetid, hvor vi gerne vil sætte etiketter på alting. Men som Per Schultz Jørgensen skriver i sin nye bog, så er spørgsmålet, hvad vi selv gør for at komme videre. Robusthed er også at vide, hvornår man skal sige nej tak og trække sig, står der et andet sted i bogen.

Per Schultz Jørgensen skriver engageret om sit emne, og det er netop en af pointerne i bogen, at motivation og indre tro på, at det nok skal gå, selv om man ikke altid vinder, er det, der driver værket. Og at man i processen udvikler en karakterdannelse, der skal være med til at bygge op, bygge ud – og komme videre.

Men det hele er ikke gjort alene. Vi lever i sociale konstellationer, og livsmod og trivsel er vigtige ingredienser, hvis barnet også skal lære noget.

Per Schultz Jørgensen kan sine klassikere inden for filosofi, sociologi, psykologi og pædagogik, og den viden krydrer han med egne historier og egne konklusioner. Bogens indledning handler om begrebsafklaringen af, hvad robusthed er for en størrelse. Er det et nyt ord for gammelkendte fænomener? Her skelnes der blandt andet mellem robusthed som adfærd og som egenskab. Hvis det ikke kommer indefra, så kan man tale om forstillelse, som så igen kan ende med, at man knokler for at vise omverdenen, at man er robust. Men bliver man lykkelig af det?

Der er i alt fald nogle af bogens afsnit, der kan give anledning til mange gode samtaler, ikke mindst omkring lærerarbejdet. Hvor meget skal vi klare? Og hvor meget er vi nødt til at klare alene?  Det handler om, hvilke mestringsstrategier vi kan på rygraden. Har vi for eksempel lært at sige ”nej”, eller at sårbarhed nogle gange kan være lige præcis det, der får os til at blive robuste?

En af bogens absolutte skurke er præstationssamfundet og det resultatorienterede fokus på læring. I stedet råder forfatteren til at hjælpe børn til at kunne rumme svære følelser.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at Per Schultz Jørgensen har skrevet en meget vigtig bog, der faktisk er så vigtig, at den bør blive en nyklassiker på lærer- og pædagoguddannelsen og måske også på diverse forældrekurser. De mange års erfaringer giver han videre på en måde, så det ikke kræver store forudsætninger at få udbytte af bogen.

Der er meget at bekymre sig om, og det handler bogens første del om: behovet for robusthed før og nu. Fra antikken over oplysningstiden med dydsetik og hærdningsteori til det senmoderne samfund er det et historisk rids, det er værd at blive klog af.

Anden del går i kødet på det mangefacetterede begreb robusthed. Per Schultz Jørgensen er med på, at robusthed er et “lidt farligt” begreb, fordi det kan misbruges. “Man kan bede mennesker om bare at være robuste, uden blik for hvad de egentlig kan klare. Så er det et misbrug. Men vi bliver nødt til at være robuste for at kunne sige fra, kunne tage stilling og ikke lade os blæse omkuld”.

Vi skal gøre plads til forskellighed, og vi skal kunne tage hensyn både til os selv og til andre. For det handler ikke om at få gode karakterer i skolen, men om at kunne navigere i en kaotisk verden og at kunne tage rollen på sig som et myndigt og handlende individ.

Tredje hovedel har fokus på det handlingsorienterede, og det er særligt her, at de fagprofessionelle skal være opmærksomme på, hvad der foreslås til fremme af en karakterdannende kultur – bestående af tillid, værdier og normer, udfordringer og inddragelse samt procesorientering. Desuden sender forfatteren curlingforældrene hjem med besked om, at det kunne de have gjort langt bedre. De har gjort sig selv en bjørnetjeneste ved ikke at inddrage deres børn i det fælles livs besværligheder og har gjort børnene sårbare, så de i dag ofte lider af angst, stress og afmagt.

Skal vi tilbage til de gamle dyder? Hvis gamle dyder er nærvær, stuktur, planlægning, vedholdenhed og samarbejde, så ja. Vi skal lære vores børn, at de betyder noget for os.

Det fører os så videre til det med procesorientering og læring. Per Schultz Jørgensen skriver, at det er vigtigt, at børnene lærer at arbejde sammen og hjælpe hinanden med skolearbejdet. De skal lære samarbejdets svære kunst – eller cooperative learning, som det har heddet i pædagogiske kredse i årevis. Per Schultz Jørgensen introducerer dog et andet begreb, der kaldes building learning power og procesrobusthed.

Per Schultz Jørgensen skriver så smukt i epilogen, at et godt liv skal være forbundet med retten til selv at definere, hvad der er ”godt for mig”. Og lad det så være min afslutningsreplik, at det bestemt har været godt for mig at læse denne vidunderlige og livsbekræftende bog. Næste stop er at få indgået nogle bedre arbejdstidsaftaler til lærerne, så de har tid, lyst og overskud til at få implementeret bogens pointer.