Der er noget djævelsk fascinerende ved tal, fordi de sender signaler om at udsige noget præcist. Selv når vi har set målermanden i Zirkus Nemo, sluger vi et par Pisa-decimaler råt. Og alt tyder på, at filosoffen Lars-Henrik Schmidt havde ret, da han ved et alternativt Sorø-møde for år tilbage fandt det fint, at vi kritiserede den tiltagende trang til at måle, og tilføjede: "Men kravene om test og målinger er kommet for at blive. Ja, mere end det: De vil møde os med forøget styrke". Sådan skrev jeg hans ord ned på min notesblok. Og han fik ret. I bogen her, "Tæller vi det der tæller?", anvender man ligefrem betegnelsen "målstyringens herredømme", og som læser noterer man sig bare udtrykket.

Man kan vælge at melde sig ud af ræset og blive sælger af velvære, eller man kan kaste sig ind i kampen for et bedre arbejdsliv til gavn for både ansatte, institutionerne og firmaerne og dem, som arbejdet skal gavne. De 16 forfattere til bidragene i denne bog vælger den sidste løsning. Og tak for det!

Bogen er delt op i to hovedafsnit, hvor de fem første artikler behandler overordnede problemstillinger ved målstyring og standardisering af vores arbejdsliv, mens de resterende seks artikler dykker ned i branchespecifikke forhold.

Malene Friis Andersen og Nadja U. Prætorius peger i deres analyse af de standardiseringer, som bygger på personlighedsegenskaber, på det, de kalder modproduktive konsekvenser.

Lene Tanggaard og Tue Juelsbo viser, hvorledes hverdagskreativitet trives fint med rammer og krav om dokumentation og evaluering, men at dette kræver en udviklet bevidsthed om valget af standarder.

Jan Molin analyserer præstationskulturens risiko for, at aktørerne bliver afhængige af de spor, de selv har lagt, så de forestiller sig sammenhænge, der beror på deres egne systemer snarere end på det, der virkelig sker.

Peter Dahler-Larsen beskriver uklarhedens betydning i målinger. Hvis man overser uklarheden, lukker målingerne sig om sine egne begrænsninger, og så negligerer man, at fremtiden er åben.

Claus Elmholdt og Niels Henrik Sørensen ser på præstationsledelsens risiko for at blive skævvredet af bagudrettede vurderinger og tunge it-systemer, og de plæderer for indførelsen af en alsidig præstationsledelse.

Det er karakteristisk for alle fem artikler, at de anerkender, at målstyring og standardisering er en blivende realitet, som har en række utilsigtede bivirkninger, der modarbejder den bagvedliggende hensigt. Derfor rummer artiklerne også oplæg til diskussioner, der kan gør arbejdslivet og dets resultater bedre for alle parter. Og det er ikke fluffy, fortænkte ideer, men tanker, der allerede tænkes og arbejdes med i store virksomheder, som ikke kan leve med de negative bivirkninger af den bastante og formelle standardisering af arbejdslivet.

Under denne tankevækkende paraply præsenteres læseren for seks artikler, der dykker ned i branchespecifikke forhold, men som hver især kan række ud over sin egen afgrænsning.

Johan Simonsen Abildgaard og N.C. Mossfeldt Nickelsen beskriver de misforhold, der er imellem de tal, ledelsen uddrager af de standardiserede evalueringer, og den virkelighed, medarbejderne oplever.

Mads Bank og Morten Nissen belyser konkrete bestræbelser på at inddrage brugerne i udformningen af standarder for arbejdet med socialt udsatte unge.

Mia Husted afdækker den faglige erosion, som sker i forsøgene på at skabe kvalitetsløft i det pædagogiske arbejde i daginstitutioner gennem indførelsen af centralt formulerede standarder. Hun peger på mulighederne for at retablere motivation og engagement blandt medarbejderne gennem forskellige initiativer, der tager professionens udøveres faglige viden alvorligt.

Signe Pihl-Thingvad undersøger, hvordan resultatorienteret styring har en stressende effekt på mange offentligt ansatte, især hvis de ikke harmonerer med de ansatte gymnasielæreres og jobkonsulenters egne oplevelser af, hvad der er vigtigt. Men der peges også på, hvordan positiv lederadfærd kan mindske stressniveauet.

Steen Nepper Larsen hudfletter målstyringens negative indflydelse på mange af de helt basale værdier i universiteternes grundlag. Her er befriende analyser af den standardiserede virkelighed.

Endelig skriver Lars Lundmann om, at personlighedstest ikke siger noget om personer, og han anbefaler, at man langt tidligere i et ansættelsesforløb interesserer sig for personen via muligheden for at anvende virkelighedens referencer.

Som det nok fremgår af min opbygning af anmeldelsen, har denne bog et kalejdoskopisk præg, men når man drejer dens mange facetter, så de spejler sig i hinanden, så får man et mønster til de nødvendige diskussioner, der kan hive den offentlige sektor op af sin rigide standardiseringsdynd og skabe nye ledelses- og samarbejdsformer til gavn for både medarbejdere og resultaterne af deres arbejde.