UCC planlægger læreruddannelse i Hillerød
En ny læreruddannelse i Hillerød kan måske blive virkelighed. Professionshøjskolen UCC forhandler i øjeblikket med Hillerød Kommune for at finde ud af, om de tror på, at de kan tiltrække de 100 nye studerende, der skal til for at åbne læreruddannelse i byen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hillerød og de omkringliggende kommuner har længe haft svært ved at tiltrække tilstrækkeligt med læreruddannet personale til skolerne. Men der kan måske være hjælp at hente.
Kommuner mangler læreruddannede lærere
Rektor for professionshøjskolen UCC i København Laust Joen Jakobsen fortæller til folkeskolen.dk, at UCC overvejer at udbyde læreruddannelsen i Campus Nordsjælland i Hillerød, som i forvejen huset pædagog-, sygeplejerske-, socialrådgiver-, psykomotorik og fysioterapeutuddannelser.
"Hvis det skal være bæredygtigt, skal vi kunne tiltrække 100 nye studerende om året. Det skal ikke være en konkurrent til vores københavnske læreruddannelser. Men vi forhandler i øjeblikket med kommunen om, hvad der kan lade sig gøre. Hvis det kan hænge sammen vil vi meget gerne", fortæller han.
Professionshøjskolen UCC har uddannelser i Nordsjælland, på Bornholm og i København, hvor blandt andre læreruddannelserne Zahle og KDAS/Blaagaard 5. september flytter ind i helt nybyggede lokaler på Campus Carlsberg.