Evaluering på læreruddannelsen: Om ildsjæle og free-riders

Først et positivt blik…

På mit seminarium er der rigtig mange ambitiøse og dedikerede studerende. Lad os kalde dem ildsjæle. En kategori jeg ser mig selv indbefattet i. Vi lægger hårdt flid i det vi laver på studiet, er aktivt-deltagene i timerne og afleverer vores studieprodukter til tiden. Standarden af undervisere på mit uddannelsessted er ligeledes høj. De fleste undervisere jeg har haft, har været både inspirerende, praksisorienteret og fagligt kompetente. Med andre ord: Der bliver, i mine øjne, uddannet en masse dygtige lærere de kommende år. Disse lærere bliver sandsynligvis en kæmpe gevinst for de danske skoler.

Så hvad er problemet…?

I min optik er der mange problemer med rammerne omkring læreruddannelsen, men for ikke at drukne mig selv og jer i endeløs og ustruktureret brok, har jeg valgt ét særdeles betydningsfuldt fokus: Evalueringsformen.

Meget af det didaktiske teori vi læser på studiet er dybt fokuseret på evalueringsformer. Evaluering af elevopgaver skal helst både være procesorienterede og funktionelle. Altså skal vi i vores evaluering, være i stand til at vejlede elever mod næste mål og samtidigt kunne tydeliggøre for dem, hvad det skal ende op med.

Netop dette, er for mig, Læreruddannelsens paradoks. For hvordan er det egentlig vi evalueres på læreruddannelsen? De studieprodukter vi afleverer eller fremlægger skal ”bare” godkendes. Det kan godt være indehaveren af den dårlige opgave for at vide at han/hun skal ”oppe” sig eller får lavest godkendte karakter, men det ses ekstremt sjældent, at studerende rent faktisk skal lave opgaver eller fremlæggelser om.

Derudover afsluttes hvert fag med den klassiske eksamen som vi kender den. Her skal man i bedste X-factor stil yde sit bedste i kort tid og man evalueres herefter på det øjebliksbillede man har givet. Og her kender vi jo klichéen: ”Eksamen handler om at være god til eksamen” – Et postulat som jeg og adskillige forskere er enig i.

Det er min antagelse at mange af de dedikerede studerende føler sig overset. Der er ingen ”gulerod” for at lave gode studieopgaver, for de skal aldrig bruges igen! Dette skaber en kultur af ligegyldighed, hvor der bliver flere free-riders og færre ildsjæle. Fokus er på den endelige eksamenskarakter og så er alt andet ligegyldigt.

Min pointe er enkel: Uambitiøse og ligeglade lærerstuderende bliver med stor sandsynlighed dårligere lærere.

Og en mulig løsning…

Jeg har lært i min opdragelse at man ikke skal brokke sig bare for at brokke sig (Kan til tider være svært) Men hvis man brokker sig over noget må man som et minimum kunne diskutere et alternativ. Mit alternativ lyder således: De studieprodukter man laver på læreruddannelsen bør være en del af en samlet port folio og indgå i bedømmelsen til eksamen. På denne måde bliver niveauet på studieprodukter hævet, samtidigt med at de studerende, der rent faktisk har lavet gode opgaver bliver anerkendt for deres flid.

Min pointe er enkel: engagerede og arbejdsomme studerende, bliver med stor sandsynlighed bedre lærere.