Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Jan Trojaborg har siddet i hovedstyrelsen i 21 år - og deltaget i kongressen i endnu flere år som bestyrelsesmedlem fra Københavns Lærerforening. Under 'eventuelt' ved kongressens afslutning gik han på talerstolen.
"Når man kommer til en kongres udefra som ny, er det jo nærmest et antropologisk fænomen. Det er en stamme med sin egen kult - med sit helt eget forfinede sprog og en påklædning, som kunne være mere raffineret. En gruppe, med sin helt egne særlige selvforståelse og en særlig baggrundsstråling", filosoferede Jan Trojaborg og kastede sig ud i en fortælling om en række særlige hændelser fra de sidste årtier i foreningen.
"Har det været spændende?", spurgte han retorisk sig selv. "Ja, for det meste", lød hans eget svar. Det er især, når der er sket noget uventet på kongressen, at det har været interessant, mener han.
En anden tid og en anden forening
Under sin gennemgang af sin tid i hovedstyrelsen, som han blev medlem af, da han i 1994 blev formand for Københavns Lærerforening, kom han både ind på en normalisering af netop KLF's særlige rettigheder i foreningen, tumulten mellem Anders Bondo og Anni Herfort omkring årtusindeskiftet og den massive skældud, han oplevede på kongressen, da KLF et år havde lagt lønforhandlingerne ud til tillidsrepræsentanterne.
2001: Tillidsrepræsentanter skal forhandle løn i København
Han fortalte også om dengang, han på opfordring stillede op til næstformandsvalget i DLF (rettet 11/9: Det var næstformandsposten, ikke formandsposten, Jan Trojaborg stillede op til, red.):
"Da valget var talt op, kunne jeg konstatere, at jeg manglede seks stemmer. Nå, det var jo ærgerligt, men så havde jeg da prøvet det. Senere fandt jeg ud af, at de syv medlemmer af min egen bestyrelse - Københavns Lærerforening - havde stemt på modkandidaten. For de ville ikke af med mig, sagde de. Hellere nummer ét i baggården end nummer to i senatet", sagde han med et grin.
Sjove historier skortede det ikke på fra Jan Trojaborg. Han har blandt andet været med til at give en nyvalgt Anders Bondo et jakkesæt, så formanden kunne være mere velklædt, og moret sig over de jyske dialekter, det - som han udtrykte det - var meget godt som københavner at møde. Jyder, som desuden bød på et andet interessant sociologisk fænomen, kommenterede han: Når der blev budt op til dans, fyldte de op på dansegulvet med det samme - og det var københavnerne ikke vant til.
Afskriver sig ret til løn efter han går af
"Men hvad har jeg så udrettet? Tja, på papiret ikke så meget i hovedstyrelsen. Et professionsideal og en politik på tosprogsområdet - og så må jeg påpege, at jeg sammen med Anders har bidraget til den kollektive intelligens i hovedstyrelsen", sagde han og høstede et bifald med følgende:
"Og så er der jo de små ting at glæde sig over. For eksempel har der her på kongressen været fri kaffe. Og hvem skaffede det? Det er ligegyldigt, om pointene er dyre eller billige, man tager dem bare".
Og så til den store finale, som han har forsøgt at bygge op til i sin tale, påpegede han. Som afgående hovedstyrelsesmedlem har man nemlig ret til løn i et vist antal måneder, efter man er stoppet.
"Det er en hensigt fra gammel tid, så man havde mulighed for at resocialisere sig selv, når man stopper eller ikke blev genvalgt. Det var en god og ret forgyldt ordning - som dog i dag er revideret. Men jeg har alligevel ret til 17 måneders løn. Nu er det jo sådan, at jeg fortsætter i et vellønnet formandsjob i Københavns Lærerforening i to år endnu, så jeg synes, det ville være umoralsk at modtage det oveni min løn. Derfor vil jeg gerne afskrive mig retten til de 17 måneders løn fra hovedstyrelsen - som mit bidrag til, at den slunkne kasse klarer sig lidt bedre", sagde han og afsluttede med ordene:
"Det har været en oplevelse og en berigelse at være med i DLF's højeste myndighed. Keep on trucking!"
Tilføjelse fra Jan Trojaborg 15.9.2015:
"For god ordens skyld − en præcisering
På den nyligt afholdte kongres afskrev jeg mig den aftrædelsesordning fra januar 2016, som jeg er berettiget til fra DLF efter 21 år i hovedstyrelsen, nemlig 17 måneders løn. Jeg synes, at det ville være urimeligt at modtage, når jeg fortsat er i løn i Københavns Lærerforening. Hvad jeg ikke var klar over, men burde have vidst, er, at godt nok ville jeg få udbetalt bidraget, men samtidig ville KLF modregne beløbet i den løn, som jeg får derfra. Tilbage står, at jeg synes, at det ville være urimeligt, at DLF så at sige skulle ´betale´ de mange måneders løn til KLF, fordi jeg har siddet i hovedstyrelsen i mange år med frikøb derfra".