I BUM-modeleln adskiller man bestilleropgaven fra udfører opgaven, og det er netop, hvad kommunerne gør i Region Hovedstaden, hvor de ikke alene kører betaler kommunikationscentrene i Hellerup, Hillerød og Søborg for hver enkel ydelse. De vurderer også i hvert tilfælde, om en borger med et tale-, høre- eller synshandicap har brug for kompenserende specialundervisning. En opgave, centrene selv tog sig af inden strukturreformen.

"BUM-tænkningen er en udløber af New Public Management, men der er ingen tvivl om, at det er økonomisk ønsketænkning. Økonomer tænker i marked, så det er underforstået, at modellen vil gøre institutionerne bedre, for man kan jo stille det drillende spørgsmål, om ikke en institution har et habilitetsproblem, hvis den både bestiller og udfører en opgave. Hvor er incitamentet så til at forbedre udnyttelsen af kapaciteten?", sagde professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen, på konferencen om kommunikationscentrenes situation efter strukturreformen.

Den fagprofessionelle ved altid vide mere

Med strukturreformen ønsker politikerne en klarere adskillelse af den bevilgende myndighed og udføreren, i dette tilfælde henholdsvis kommuner og kommunikationscentre.

Det skal få kommunerne til i større grad at indhente tilbud og se på deres pris, kvalitet og omfang. Men det kræver, at kommunerne er klædt på til opgaven, understregede Kjeld Møller Pedersen.

"Det grundlæggende problem ved BUM er, at den fagprofessionelle udfører altid vil vide mere end bestilleren, og når bestilleren ikke kan matche detn, kan han ikke gå i dialog med udføreren på lige vilkår".

Anden undervisning kører efter taxameter

En økonomisk model bør give plads til fagprofessionelle vurderinger og autonomi, den skal sikre kvalitativ og faglig udvikling og en god driftsøkonomi, forklarede Kjeld Møller Pedersen.

Han henviste til, at for eksempel videregående uddannelser, erhvervsskoler og nu også gymnasier finansieres af taxametertilskud, mens sygehuse styres ud fra patientgrupper og måske får 110.000 kroner for en bestemt operation. Kan de lave den for 70.000 kroner, får de selv overskuddet.

"Praktiserende læger får betaling pr. ydelse plus et beløb pr. borger, så her er der tale om en blanding af takster og abonnement. Men alle tre områder har det til fælles, at de er 100 procent offentligt finansieret, de har en budgetramme, de har en stærk professionel tænkning og metodefrihed, og der er ens takster for alle", sagde Kjeld Møller Pedersen.

Opfordring: Lav fælles takster

På sygehuset iværksættes ydelserne ud fra en lægefaglig vurdering, undervisningsinstitutioner styres af læseplaner og regler, og den praktiserende læge kan opfordre patienten til at komme igen til nye undersøgelser.

"På uddannelserne beregnes taksterne ud fra gennemsnitlige udgifter til materialer, udstyr og bygninger og af løn til lærere og teknisk-administrativt personale. Sværere er det ikke", sagde Kjeld Møller Pedersen.

Han henviste til den rapport, som konsulent Peter Bogason fremlagde på konferencen om kommunikationscentrenes situation efter reformen. Den viser blandt andet, at deres takster er meget forskellige, og at de beregner vidt forskellige timetal til at afhjælpe samme type handicap. Det gør det svært for kommunerne at finde ud af, hvad de får for deres penge. Derfor opfordrede Kjeld Møller Pedersen dem til at sætte sig sammen og udvikle fælles takster efter taxameterprincippet.

"Det bedste forsvar er et angreb, så det bedste er, at I selv tager fat på det og laver fælles beregninger af jeres takster. Det vil tage lang tid, men alt tyder på, at det er besværet værd", sagde Kjeld Møller Pedersen.

Det vil altid være et krav, at centrene dokumenterer ydelsernes værdi over for kommunerne.

"Hvis I vil have frihed til at disponere, er modydelsen, at I kan dokumentere kvaliteten af jeres arbejde", sagde professoren.