I artiklen ”Implementeringskontoret: Corydons forlængede arm i Undervisningsministeriet” beskriver John Villy Olsen Finansministeriets direkte involvering i folkeskolereformen.

http://www.folkeskolen.dk/562115/implementerings-kontoret-corydons-forlaengede-arm-i-undervisnings-ministeriet

I opgavebeskrivelsen af det såkaldte implementeringssekretariat skriver Finansministeriet følgende:

"For at sikre at reformerne på undervisningsområdet, herunder folkeskolereformen, den kommende EUD-reform samt de nye arbejdstidsregler på undervisningsområdet får effekt i praksis og reelt bidrager til opfyldelse af regeringens og Folketingets mål, er der nedsat en tværministeriel styregruppe"

"At reformerne og de nye arbejdstidsregler bliver en succes og får effekt i praksis forudsætter, at de implementeres fuldt ud og sammenhængende hele vejen fra de ansvarlige ministerier til kommuner, skoler, selvejende institutioner, ledere, lærere og helt ud til den enkelte elev - og at der efterfølgende løbende og systematisk følges op på indfrielsen af reformernes målsætninger".

Jeg har i ovennævnte citater fremhævet, at Implementeringssekretariatet har en forpligtigelse i forhold til de nye arbejdstidsregler. Hermed dokumenterer regeringen selv, at indgrebet i arbejdsgivernes lockout ikke var et traditionelt indgreb i en konflikt mellem arbejdsmarkedets parter. Havde det været tilfælde ville lovindgrebet have haft overenskomstmæssig karakter, hvilket betyder, at parterne overtager ansvaret, som havde det været en overenskomst. Og herefter har regeringen intet at gøre med loven!

Det er ikke sket i dette tilfælde. Finansministeriets opgavebeskrivelse dokumenterer, at det er finansministerens og regeringens lov, og det er finansministeren og regeringen, der følger op på udmøntningen og gennemfører nødvendige justeringer. Til dette er der så nedsat et implementeringssekretariat. I dette sekretariat er KL repræsenteret. Det vil sige, at ikke blot undlader regeringen at overgive loven til parterne, men de vælger også at inddrage én af parterne, arbejdsgiverne, i den videre implementering.

FN’s internationale arbejdsmarkedskommission ILO udtrykte stærk kritik af den danske regering, fordi regeringen kun konsulterede arbejdsgiverne forud for lovindgrebet i april 2013. Det bliver interessant at høre, hvad ILO siger til, at regeringen dels ufortrødent er forsat med denne fremgangsmåde, dels ikke har overladt arbejdstidsreglerne og de øvrige bestemmelser til parterne.

Beskrivelsen af implementeringssekretariatets arbejdsopgaver, og dermed dokumentationen af, at regeringen ikke har overladt loven til parterne, giver en god forklaring på det forhandlingsforløb, som underviserorganisationerne herunder Danmarks Lærerforening var igennem i forbindelse med de netop overståede overenskomstforhandlinger. Arbejdsgiverne meddelte klart, at de ikke kunne, måtte eller ville ændre på lov 409. Forklaringen er nu åbenlys: Regeringen havde jo nedsat et sekretariat, der skal sikre, at regeringens lov bliver implementeret. Dette skete på trods af, at ILO i deres afgørelse understreger, at underviserorganisationerne skal have mulighed for frie forhandlinger om arbejdstidsaftalen.

Regeringen afmonterede hermed endnu en gang den danske forhandlingsmodel og herunder reelt muligheden for at anvende kollektive kampskridt. Havde Danmarks Lærerforening iværksat en strejke, var det jo ikke KL, men regerings lov, vi konfliktede imod. Hvilket må siges at være udsigtsløst, da det ville blive den samme regering, der ville komme til at afslutte konflikten.

Set i lyset af denne situation valgte Lærernes Centralorganisation i stedet at konstatere, at lov 409 fortsat gælder og gå i forhandlinger om en række tiltag, der skal være med til at skabe størst mulig kvalitet i undervisningen, understøtte et godt arbejdsmiljø og styrke den sociale kapital. Selv om vi således valgte at acceptere, at regeringens lov fortsat er gældende, blandede finansministeren sig alligevel massivt i forhandlingerne med flere henvendelser til KL under forhandlingsforløbet. Det vanskeliggjorde forhandlingerne betydeligt og medførte, at først formandsskabet i KL måtte indkaldes til møde under forhandlingerne og senere hele bestyrelsen. På trods af, at KL’s forhandlere således havde sikret sig politisk rygdækning inden aftaleindgåelsen, fik aftalen alligevel den konsekvens, at KL’s topforhandler Sine Sunesen blev afskediget. Der blev statueret et eksempel.

Dette forhandlingsforløb vil vi naturligvis også beskrive i den redegørelse, som vi sender til ILO.

Finansministeren giver udtryk for, at folkeskolereformen og lov 409 er de initiativer, som han er mest glad for at have gennemført. Og han viser med stor tydelighed, at han er stålsat på at føre sine intentioner ud i livet. Det i et sådant omfang, at han er parat til at se stort på den danske forhandlingsmodel. Denne magtfuldkommenhed kan vise sig at blive voldsomt dyrt for det danske samfund.