Kære medlemmer

Et klart flertal har stemt overenskomstresultatet hjem. Om ikke andet er det rart med afklaring, og jeg er bestemt ikke for stolt til at ønske alle dem tillykke, som mener, at resultatet er den bedste måde at bringe os videre på. Jeg er ikke bærer af den tro, men jeg håber af et inderligt hjerte, at resultatet faktisk vil medføre forbedringer – forhåbentlig for alle lærere.

Det er langt fra et overraskende resultat, vel nærmest forventeligt, fordi medlemmerne i en fagforening, i tillid til de valgte forhandlere, naturligvis følger deres anbefaling. Det kan og skal ikke være anderledes. Og vi har undervejs alle sammen gjort os umage med at reflektere, mærke efter og nå frem til den stillingtagen, som vi kan stå inde for. Det skal respekteres. Ikke desto mindre er det en mavepuster for os, som ønskede, at foreningen skulle have handlet anderledes. Sådan er dét, men kampen for ordentlige arbejdsvilkår fortsætter. Og den er vi fælles om.

Jeg er tilhænger af den kritiske dialog og et samtalerum med højt til loftet, hvor alle meninger er legale, men til stadighed udfordres. Jeg oplever, at foreningens formelle demokrati lever, men at det uformelle demokrati har det lidt svært.

Er det egentlig sådan rigtig legalt i Danmarks Lærerforening at tale med store bogstaver og være villig til at konflikte for det, man mener? 

Vi lærere er hjertevarme, rummelige, konsensussøgende, stærkt engagerede og ambitiøse mennesker. De egenskaber er til sammen et fortrinligt våben at skabe skole med, men et dårligt våben at kæmpe for ordentlige arbejdsvilkår med. Det har jeg forståelse for, men jeg undrer mig alligevel over, at vi ikke tror mere på vores egen værdi og styrke.

I Ballerup tror vi ikke på Lov 409, og vi har aldrig været villige til at acceptere det makværk, fordi det medfører en langt dårligere folkeskole. Det er måske også en del af grunden til, at vi har en aftale. Som Rigmor Jark, tidligere Ballerupkredsformand, sagde fra talerstolen på vores nyligt afholdte generalforsamling: ”Husk nu, at der er en grund til, at vi har ordentlige forhold i Ballerup – vi har altid været villige til at tage kampen”. I Ballerup tror vi på den professionelle lærer, som tager et personligt ansvar for sin uddannelses- og dannelsesopgave. Vi ønskede derfor med vores stillingtagen, som også ved afstemningen blev et klart NEJ, at sende et signal om solidaritet med vores kolleger; vi har det sådan set meget godt, men vi kan ikke leve med, at mange af vores kolleger har det skidt.  

Nu skal vi så videre sammen. Forhåbentlig alle sammen. For vi er aldrig stærkere end vores fællesskabs tyngde, og vi har ikke råd til at nogle lærere vender foreningen ryggen.

I øjeblikket er vi ved at revidere Danmarks Lærerforenings principprogram, og det forekommer mig både ubegribeligt og lettere komisk, at vi formulerer flotte principper - om blandt andet en central arbejdstidsaftale - på et tidspunkt, hvor vi tydeligvis ikke er villige til at kæmpe for dem. Jeg er politisk valgt i Danmarks Lærerforening, og jeg mener, at jeg har et stort ansvar for at stå fast på de principielle holdninger og værdier, som har grundlagt vores faglige fællesskab. Jeg agter derfor at gøre det, jeg siger, og sige det, jeg gør.

Det betyder, at jeg fortsat har den holdning, at 25 undervisningslektioner om ugen er mere end rigeligt for en lærer at varetage. Og for meget i langt de fleste tilfælde. Den opfattelse står jeg ikke alene med, ved jeg. For vores arbejde er sådan set krævende. Ikke mindst, fordi vi altid er nødt til at være til stede for vores elever som menneskelige forbilleder – udfordrende, vejledende og støttende. Med overskud og begejstring. Som Kim Fupz Aakeson skriver som afslutning på novellen ”Den dumme drengs drøm”: »Og heraf kan man lære, at det ikke er så nemt at være skolelærer, som det ser ud”. Men en undervisningsforpligtelse på et mere passende niveau kræver mange penge, og den slags penge er der tydeligvis ikke politisk medvind i at afsætte i øjeblikket.

Jeg havde dog sådan ønsket, at vi stod mere på, at det aldrig bliver vores fagforeningsopgave at acceptere såkaldte vilkår, når de ikke er i orden. Slet ikke i den nuværende situation. Og hvor mange lærere læser i øjeblikket mere end 25 lektioner om ugen? Nuvel, vi er tillidsvalgte, skal arbejde for kompromiser og medvirke til at skabe rolige arbejdsforhold, men vi har også en politisk opgave i at fortælle samfundet, at man ikke kan holde skole under de vilkår, som findes mange steder. I hvert fald ikke den skole, som jeg håber, at vi er fælles om at ønske for vores elever og børn – og fremtidige samfund. Jeg er meget bange for, hvad det gør ved os, at vi med dette resultat umiddelbart affinder os med tingenes tilstand. For det er jo sådan, det er, selvom vi helst vil sætte andre ord på det.   

Jeg mener oprigtigt, at vi skal genoverveje vores tilslutning til den danske model, hvis det kun er arbejdstagerne, som forventes at leve op til ånden i den. Lederne har retten til at lede og fordele arbejdet samt førstefortolkningsretten, og vi forpligter os på fredspligt og rolige arbejdsforhold, fordi vi har retten til at organisere os og indgå kollektive aftaler. Hvor er vi henne, hvis arbejdsgiverne reelt set ikke er villige til at acceptere vores kollektive aftaleret? Hvad er den danske model så værd?

Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg mener, at vi som forening er hykleriske, når vi siden overgrebet i 2013 har omtalt Lov 409, som noget fanden har skabt, men ”pludselig” på den anden side af overenskomstforhandlingen anbefaler en accept af selv samme, fordi vi ikke mener at have magt til at omstøde den. Jeg sidder tilbage med en forfærdelig følelse af at være utroværdig. Det er næsten det værste. Og det virker oprigtigt som om, det er kommet bag på dele af Hovedstyrelsen, at mange medlemmer er slemt skuffede over resultatet. Det er i sig selv tankevækkende. Under alle omstændigheder bevidner det, at kommunikationen fra Danmarks Lærerforening til medlemmerne har været forfejlet og utilstrækkelig. Hvis strategien hele tiden har indeholdt en erkendelse af, at Lov 409 ville komme til at bestå, skulle der have været gjort langt mere ud af at overbevise medlemmerne om det rigtige i den erkendelse. I den forbindelse kunne jeg have ønsket mig, at Danmarks Lærerforening havde inviteret medlemmerne tættere ind i en konkret og reel drøftelse af OK-situationen. Jeg oplever faktisk, at den berettigede følelse af fornedrelse, vrede og bitterhed, som langt de fleste lærere fortsat bærer rundt på, har været undervurderet.

Jeg er vant til og valgt til at tage ansvar for mine, og det forpligter. Jeg vil fortsætte kampen for ordentlige arbejdsvilkår og en god folkeskole - ikke alene i Ballerup. Og det kræver nok, at jeg forsøger at bevæge mig endnu tættere på centrum for beslutningerne. Derfor annoncerer jeg allerede nu mit kandidatur til efterårets Hovedstyrelsesvalg i håb om, at andre end mig selv mener, at der mangler en stemme som min i Hovedstyrelsen.