Med regeringens krav til skoleledelser, som nu skal »styre« skolen gennem evidens og mål, er lærernes faglige kompetencer sat under lup. Målbar effekt af undervisningen synes at blive prioriteret frem for socialt talent.

Lærere skal i dag performe på en måde, der sikrer synlige resultater. Elevers kompetencer skal vurderes gennem »evidensbaserede« evalueringsresultater. Det kan være i form af nationale test, afgangsprøver og internationale evalueringer såsom Pisa. Fokus er også rettet mod succesfulde inklusionsprogrammer, tilfredse forældre og velfungerende samarbejder med kollegerne.

Alle disse krav medfører det, jeg vil kalde for et socialpsykologisk pres på læreren. Selvom man er topprofessionaliseret gennem års uddannelse og med solid erfaring fra praksis, kommer man aldrig til at performe »godt nok«.

Man belastes, og risikoen er, at man mister overblikket og reducerer virkelighedens mange nuancer. Derfor kræves der socialt talent for at kunne performe som lærer.

Personlige egenskaber

Er socialt talent en medfødt personlig egenskab - der næsten opstår af sig selv - eller er socialt talent et resultat af flid og hård træning? Det er ingen af delene alene. Der er snarere tale om bestemte kompetencer, der sættes i spil i en bestemt kontekst og deri bliver anerkendt. Konkret handler socialt talent om, at man som lærer:

1. Forstår, at arbejdspresset gør noget ved ens psykiske velbefindende og handleformer.

2. Evner at reflektere over egne tanker og følelser i praksis.

3. Evner at reflektere over elevens/kollegaens tanker, følelser og intentioner med det, hun gør.

Fra unuanceret til nuanceret

Det virker, som om skolereformens arbejdspres gør, at vi får svært ved at rumme modsætninger og paradokser. De er imidlertid dybt indlejret i lærerarbejdet. De er der hele tiden, og vi må forholde os til dem.

For at reflektere over sig selv og eleven/kollegaen kræves der socialt talent. Mentalisering er et aspekt, der handler om det modsatte af at forenkle virkeligheden - kompleksitetsreducere. Tænk over, hvor ofte vi reducerer og generaliserer virkeligheden i vores dagligdag? For eksempel når klasselærere til forældremøder udtaler, at »det er en god klasse« eller »her er ikke mobning«, så er der tale om en dybt unuanceret og generaliserende vurdering. Hvilken position tales der ud fra? Er det fra egen emotionelle oplevelse af klassen, er det en vurdering af fagligheden eller relationerne i klassen, eller er det på grundlag af en evaluering af den enkelte elevs oplevelse af skolen? Eller »lidt af det hele«? Risikoen ved at generalisere er, at mange væsentlige forståelser overses - både i forhold til sin egen praksis og i forhold til respektfuld og relevant formidling til andre.

Mentalisering - at udvide sin forståelse

Socialt talent handler om en forholdemåde. Nemlig en vilje og interesse i at forstå den socialpsykologiske kompleksitet, der ligger i lærerarbejdet. Lærere bør være nuancerede og afspejle den komplekse skolereformvirkelighed, vi befinder os i. Ikke med nedsættende udsagn, men med begrundelser for, hvorfor praksis ser ud, som den gør. Modsætningsfuld, for eksempel.

I undervisningen er mentalisering en forudsætning for et godt læringsmiljø. Det at sætte sig i den andens sted er centralt for den andens oplevelse af at høre til og blive forstået. Med fokus på inklusion er behovet for at sætte sig ind i den enkelte elev og de gruppeprocesser, der opstår i klassen, ikke blevet mindre.

Du kender måske til oplevelsen af at blive misforstået, hvor man bare ville ønske, at den anden (læreren) havde givet sig tid til at lytte, inden han reagerede upassende.

Mentalisering handler om en sensitivitet, en åbenhed for, at der hele tiden gemmer sig nye aspekter, der kan føre til ny viden om den anden og mig selv - en vekselvirkning. Men hvorvidt socialt talent anerkendes, har desuden noget at gøre med den skole, man arbejder på.

Konteksten afgør også, om jeg har socialt talent

Et aspekt, vi burde sætte mere fokus på, er de rutiner, ritualer eller kulturer, der bestemmer, »hvordan man kan være lærer«, på den respektive skole. Man kan være en succes på én skole og komme til en ny, hvor de kompetencer og den lærerstil, man har, ikke anerkendes hos ledelse eller kolleger. Socialt talent handler derfor ikke alene om vilje, kritisk sans og mentaliseringsevne, men i lige så høj grad om skolekulturens værdier.

I udvikling af et godt læringsmiljø er det en nødvendighed at agere kritisk og sætte spørgsmålstegn ved (dårlige) vaner i egen praksis og i skolens som helhed. Hvorfor problematiserer vi ikke vores mødestruktur? Hvorfor synliggør vi ikke de mange modsætninger, der findes i lærerarbejdet, for eksempel i forhold til forældremøderne? Hvorfor inddrager ledelsen os ikke i de og de beslutninger? Hvorfor italesætter jeg/vi en elev på en bestemt unuanceret måde uden at søge dybere indsigt?

Med det til tider overdrevne fokus på faglig evidensbaseret effekt risikerer vi i udmattelse - som forsvar - at reducere andre væsentlige forståelser. Der er ingen tvivl om, at socialt talent er en vigtig lærerkompetence. Den skal både forstås som en evne, lærere rent faktisk har, og samtidig som noget, alle har potentiale for at udvikle og blive mere kompetent til.

Karsten Mellon er lektor ved læreruddannelsen på University College Sjælland og er ph.d.-stipendiat ved Roskilde Universitet. Han har blandt andet skrevet om socialt talent i artiklen »Mentalisering - om tanker og følelser i undervisningen« udgivet hos Billesø og Baltzer, 2014, under bogtitlen »Læreres grundfaglighed«.