Et kæmpestort restaurationskøkken med dets rene flader i rustfrit stål er det første, man får øje på gennem de store vinduer nederst i den nyopførte buede bygning, som rummer kommuneskolen Sjöstadsskolan. I det skinnende køkken regerer Mats Karlsson. Han var tidligere chef for selskabskøkkenet på et af Skandinaviens fornemste hoteller, Grand Hôtel Stockholm, men som småbørnsfar valgte han hotelarbejdstiderne fra og begyndte at kokkerere skolefrokosten for eleverne på Sjöstadsskolan. Skolemaden er Sjöstadsskolans flagskib. Lærerne kan også spise med for 20 kroner - eller 50, hvis de ikke spiser i spisesalen sammen med børnene, fortæller Cilla Lind, der er lærer på den to år gamle skole i det nybyggede ejerlejlighedskvarter Hammarby Sjöstad syd for Stockholms centrum.

»Det var forældrene til de børn, som nu går i 4. klasse, der begyndte at kræve en kommunal skole i området. De ville have et alternativ«, fortæller Cilla Lind. Der var allerede én skole i kvarteret - den private Vittra i Sjöstaden, som ligger under en kilometer fra Sjöstadsskolan. Men i dag går hovedparten af områdets børn på den kommunale skole.

Det er et helt bevidst valg fra hendes side, at hun ikke arbejder på en friskole.

»Det er vigtigt for mig, at der findes gode kommunale alternativer. Jeg synes, man skal gå i den skole, der ligger der, hvor man bor - man skal ikke flakse byen rundt, når man er lille - man skal gå der, hvor kammeraterne går. Der skal findes gode skoler for alle, og det er ikke det, jeg har oplevet ved friskolerne altid. De har større mulighed for at sige nej til elever. Vi har hørt fra forældre, at friskoler har sagt, at de kun kan tage imod elever, der ikke har nogen problemer«.

Friskolerne må ganske vist ikke sige nej til elever med den type begrundelser, men som viceinspektør på Sjöstadsskolan Bert Johansson udtrykker det:

»Mange af friskolerne har en bestemt pædagogik, som går meget på selvstændige studier, hvor man har en vejleder. Og det passer ikke til alle elever, specielt ikke dem, der har problemer som for eksempel ordblindhed. Der tænker man jo som forældre, at den skoleform passer ikke til vores barn, og så vælger man den kommunale skole, hvor man får større støtte og hjælp«.

Selv ville Bert Johansson altid vælge den kommunale skole, men:

»Friskolerne har gjort noget godt - de har betydet, at der er kommet pres på alle skoler til at udvikle sig, og på den måde har det været en god udvikling«.

Han mener, at Sjöstadsskolan med sit miks af færdighedstræning og projektarbejde og livskundskab på skemaet hver uge har forsøgt at tage det bedste fra alle verdener.

Sjöstads-kvarteret vokser fra dag til dag, og Sjöstadsskolan har foreløbig ingen problemer med at tiltrække elever. Men på Bert Johanssons tidligere arbejdsplads, i nabokommunen Botkyrka, måtte kommuneskolen bruge mange kræfter på markedsføring og på at beskrive sine kvaliteter og specialer for at begrænse antallet af elever, der flyttede til privatskoler.

Kvadratmeterne er dyre i Sjöstaden, som er gennemskåret af kanaler. Men hvor Vittra-skolen låner en lokal sportshal til sine idrætstimer, har Sjöstadsskolan gravet en etage ned i jorden og dermed fået plads til en idrætshal. Skolens vuggestue-, børnehave- og skolebørn har store veludstyrede legepladser bag bygningen. Arkitekterne har valgt jordfarver til stueetagen, grønne farver til første sal og himmelblå på anden sal. Håndværkerne knokler stadig på tredje sal, som bliver indrettet med rum-tema.

Som på Vittra-skolen deles to-tre klassetrin om en etage med et fællesareal, grupperum, et personalearbejdsrum og klasselokaler. Men det meste af undervisningen foregår traditionelt med en lærer og en klasse bag en lukket dør.

Får de dygtigste elever så mulighed for at udvikle sig optimalt?

»Vi møder hvert barn på barnets niveau. Er de dygtige til et fag, så skal de få lov at knokle på«, siger Cilla Lind. »Jeg underviser i matematik, og jeg har flere elever i 3. og 4. klasse, som arbejder med ting, som man traditionelt har i 5. og 6. klasse. Og sidste år havde vi flere 4.-klasse-elever, der havde engelsk sammen med 5., fordi de kom fra Vittras engelsksprogede linje og derfor var længere fremme«.

Næsten alle Cilla Linds elever i 4. og 5. klasse har tidligere gået på Vittra-skolen eller andre friskoler:

»Nogle af dem havde svært ved at klare formen på Vittra, og andre trivedes mindre godt med kammerater eller lærere, og så er de kommet sådan pø om pø, når de har hørt, at kammeraterne er startet her og trives her«, siger hun og understreger, at det også forekommer, at børn flytter den anden vej - fra kommuneskolen til friskolen.

Anneli Castillo, 11, og Danya Mahmoud Rad, ti, har begge gået på en friskole med engelsk som undervisningssprog, før de skiftede til Sjöstadsskolan:

»Lærerne kunne ikke svensk, og skolen lå langt borte«, fortæller Danya Rad.

»Jeg ville selv skifte, fordi jeg begyndte at tale dårligt svensk«, tilføjer Anneli Castillo.

Pigerne og deres klassekammerat Anton Rehn, ti, er også enige om, at maden er meget bedre på Sjöstadsskolan end på deres gamle skoler. Anton slipper også for at tage færgen hver dag til skole, efter at han er skiftet fra privatskolen Hamnskolan:

»Der var ikke rigtig nogen vægge, så der var meget støj«, fortæller han. |