Debat

Skader på børnene?

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi vil ikke gøre eleverne dumme

Dorte Lange skrev i DLF-klummen (DLF mener, Folkeskolen nummer 3), at »det grundlæggende vil skade kreativitet og demokrati hos kommende generationer«, hvis det seneste lovforslag om folkeskolereformen bliver vedtaget. Skade kreativitet og demokrati hos kommende generationer? Det er alligevel noget af et udsagn. Og derfor synes jeg, at Dorte Lange skylder et konkret svar på »skaderne«, der vistnok skyldes, at der sættes klare mål for børnene.

Er Dorte Lange uenig i målene om, at eleverne bliver dygtigere, at de socialt betingede forskelle bliver mindre, de dygtige endnu dygtigere, og at trivslen er i top? Det er ellers mål, som DLF har bakket op om i sine udspil.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Er det at skade eleverne at sætte deres læring i centrum og vide, hvad eleverne skal lære, og hvilke mål de skal nå? Skal jeg være polemisk som Dorte Lange, vil jeg tværtimod påstå, at det er tæt på et generationstyveri, hvis ikke lærerne skal det. I dag sender vi 15-17 procent af eleverne videre i livet uden at kunne læse og regne tilstrækkeligt. Det er ikke i orden.

Er det de nye Fælles Mål, der sætter mål for elevernes læring og ikke for undervisningens indhold, der er skadelige? DLF har tilsluttet sig masteren for forenkling af Fælles Mål, der ligger til grund for arbejdet. Og det er fortsat læreren eller teamet, der planlægger undervisningen, vælger materialer og undervisningsmetoder og har ansvaret for, at eleverne når de faglige mål. Fælles Mål er en ramme og en forudsætning for god undervisning - ikke en hindring.

Endelig skriver Dorte Lange, at forældre og elever er uden indflydelse på grund af centralt fastsatte læringsmål. Det er ganske enkelt forkert. Tværtimod vil det fremme det demokratiske aspekt i folkeskolen, at elever og forældre ved og forstår, hvad det er for faglige mål, skolen sætter for eleverne.

Det er utroligt ærgerligt, at Dorte Lange vælger at gå så unuanceret ind i debatten om fremtidens skole. DLF har valgt at gå kritisk ind i udmøntning af den nye skole. Fair nok. Men bare med et pennestrøg og uden at stå ved, at DLF er involveret i den faglige udmøntning, herunder de mange lærere i arbejdsgrupperne bag Fælles Mål, det har jeg svært ved at se, at nogen er tjent med. Og slet ikke lærerne!

Svar fra Dorte Lange