Debat
Et opgør med en grundlæggende holdning i DLF
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Kære Bondo og DLF.
Bilag 2 i lokalaftalen:
»Varslede afskedigelser tilbagekaldes, såfremt stilling(er) ved skolevæsenet bliver ledig(e) inden afskedigelsesvarslernes udløb«.
Sætningen betyder i praksis, at en skole, der mangler lærere, ikke kan søge efter skolens faglige behov, men må tilpasse de ledige stillinger til de lærere, der desværre er blevet afskediget på en anden skole i kommunen.
Konsekvensen kan blive:
1. Skoler, der ikke kan få dækket fagene.
2. Lærere, der pålægges fag, hvor vedkommende ikke har interesse eller linjefag;
a. enten fordi de kommer til en skole med manglende fagdækning,
b. eller fordi der kommer lærere til skolen, som ikke kan dække en specifik fagsammensætning.
3. Elever, der ikke får den undervisning, de har krav på (kvalificeret), den lærer, de har ret til (begejstret), og de kompetencer, de har brug for ((ud)dannelse).
Jeg er ikke i tvivl om, at den professionelle lærer, forflyttet eller ej, vil gøre sit bedste for at leve op til nationale krav, elevers forventninger og egne muligheder. Men hvor er der bare langt til målene for en skole med linjefagsuddannede lærere, der udvikler undervisningen for færre penge og med flere inkluderede børn.
Et eksempel på problematikken kan være en skole, hvor fysiklæreren er gået på efterløn og nu skal erstattes af en lærer, der tilfældigvis tidligere har haft natur/teknik. Vedkommende får et syvdages sikkerhedskursus og tildeles så at føre 9.c til eksamen til sommer.
Eller hvad med idræt i 5. klasse, hvor der kun er kvindelige lærere, som ikke kan være til stede ved drengeomklædning, hvorfor risikoen for sociale problemer øges, i takt med at eleverne kommer i puberteten.
Er DLF ikke for alle medlemmerne: Dem, der er i arbejde, dem, der er uden arbejde, dem, der lige er blevet færdige på seminariet?
Det er vist tid til et opgør med holdningen til, hvem der er vigtigst. Hvem er DLF til for?
Svar fra Anders Bondo