Netfortsættelse af kronikken:

Hvis du har læst kronikken og vil videre

Kære folkeskole!

Jeg skriver til dig som lærer på en dagbehandlingsskole for børn med særlige vanskeligheder - groft sagt børn med et vist talent for at vende op og ned på din undervisning, og som du derfor har besluttet er for svære at rumme. Jeg skriver, fordi jeg har et par spørgsmål om deres bebudede inklusion, som du gerne må besvare hurtigst muligt. Jeg fornemmer nemlig, at det her skal gå stærkt. Mit første spørgsmål til dig lyder således: Er du klædt på og klar til at modtage mine elever?

Vi taler blandt andet om en pæn portion ADHD'er, typisk med en socialt tung baggrund i tillæg. Når jeg spørger, skyldes det selvfølgelig, at de godt kan finde på at forstyrre en smule, give dig fingeren og kalde dig bøsserøv … på en god dag. På en dårlig dag kan de meget mere, og jeg er da hist og her gået hjem med kompetent påførte blå mærker efter spark og slag.

Er du forberedt?

Nu er jeg blevet bedt om at forberede de mest velfungerende på at vende tilbage til dig. Det bekymrer mig, fordi jeg er usikker på, om du er ordentlig forberedt. Er du det, så skal jeg være den første til at hjælpe dem på vej. For jeg er faktisk overbevist om, at en kvalificeret inklusion er af det gode. For det første fordi internationale undersøgelser peger på, at eksklusion og længerevarende specialskoleophold får elever som mine til at klare sig dårligere. Svage elever klarer sig langt bedre, når de bevarer kontakten til deres »normale« klassekammerater. Sandsynligheden for social deroute mindskes i et fagligt stimulerende miljø med positive rollemodeller - godt for dem = godt for samfundet.

For det andet fordi det koster en formue at give dem det særlige tilbud, som min skole er. Følger en god del af disse penge med eleven og over til dig, kan eleven få både den nødvendige støtte og oplevelsen af at klare sig i en almindelig klasse. Desuden sparer samfundet en del udgifter. Det er vist det, man kalder en win-win-situation.

For det tredje ved vi, at det kan lade sig gøre at lave et skolesystem, som med succes formår at inkludere de allerfleste elever. Ontario i Canada er et godt eksempel - her er ingen specialskoler, alle søges inkluderet. Også i Norge er de godt på vej - med stor økonomisk satsning på forskning i, hvilken pædagogik og læring som rent faktisk virker, og med flere spændende inklusionsprogrammer.

Så ønsket om inklusion er godt nyt for de svage elever! Men for at det skal blive en succes, kræver det, at du, kære folkeskole, beslutter dig for at indføre velafprøvede, langsigtede, pædagogiske programmer … og at du har det, der skal til.

Erfaringer med Pals

På min dagbehandlingsskole har vi påbegyndt en evidensbaseret plan kaldet Pals: Positiv Adfærd i Læring og Samspil. Allerede et år efter start oplever vi færre konflikter og et mere positivt skolemiljø. Pals synes med andre ord at virke. Men igen: Kan du rumme dem, eller skal de igen stå uden for døren, skældes ud, sendes på kontoret eller hjem med karantæne? Uden en veltilrettelagt plan og ekstra varme hænder frygter jeg, at det er, hvad der kommer til at ske, når jeg om lidt skal sige farvel til dem. Jeg frygter, at de skal æde endnu et kæmpe nederlag. Og så frygter jeg, at det vil gå ud over resten af dine elevers læring, og at mange forældre bliver vrede, fordi de ikke kan se, at du gør noget ved problemerne. Endelig frygter jeg for, at du vil få stress og langtidssygemelde dig. Så igen: Har du en plan, kære folkeskole?

Udfyld selv skemaet

Hvis ikke, vil jeg bede dig tjekke, hvor inklusionsparat du er. Kan du bekræfte følgende: På min skole …

Nå, hvordan gik det så med testen, kære folkeskole? Jeg håber, du fik sat mange kryds under »korrekt«. Selvfølgelig fordi de børn, der allerede går hos dig, vil nyde godt af det tydelige læringsmiljø, som tiltagene i Pals giver dem. Men naturligvis tænker jeg her først og fremmest på mine egne elever, der lige om lidt bliver dine. De har brug for at blive rummet i en tryg ramme a la den, som tiltagene i Pals giver dem. Mit afsluttende spørgsmål til dig lyder derfor:

Er du parat til at gå i samme retning som os og forfølge de pædagogiske strategier, som vi selv begynder at kunne se de positive resultater af?

Kronikken fortsætter her:

Hvis du siger ja, har det klart nok en masse fordele. Hvert af de 13 tiltag, der er beskrevet i skemaet, vil hjælpe dig til at skabe et miljø med plads til forskellighed. Men det skal heller ikke forties, at Pals også rummer nogle tiltag, som nok kan virke lidt besværlige eller ligefrem provokerende på dig, kære Folkeskole. Lad os få to af dem på bordet og lad mig forklare, hvorfor de (trods alt) vil styrke skolemiljøet.

I Pals arbejdes der med et tiltag, som kaldes skoleopfattende forventninger. Det betyder, at vi har diskuteret og kortlagt alle de forventninger, vi har til hinanden på skolen. Målet er: få, nødvendige, kort og klart formulerede forventninger, som fortæller eleverne, hvad de skal gøre: "Husk at række hånden op" (i stedet for "Lad være med at afbryde!"). Alle øver disse forventninger via rollespil. Og fordi hele skolen har vedtaget det, så kan en lærer f.eks. ikke bare vælge, at det med at række hånden op ikke er så vigtigt i hans timer. Begrundelsen for tiltaget er: Der er tydelig evidens for, at antallet af konflikter falder i et miljø, hvor der stilles velkendte forventninger. Ikke mindst de svage elever får det nemmere, når rammerne er tydelige. Desuden har det også vist sig, at de kollegaer som har svært ved at styre børnene, får det nemmere under et solidarisk system. Resultatet er, at der er mere ro og tid til at lære noget.

Et andet tiltag, som har provokeret nogen, er brugen af ros og belønning i Pals. Nogle frygter, at vi får en generation af børn, som kun gør noget, når de bliver betalt for det. Desuden siges det, at ros er usundt, fordi den er overfladisk og kun får børn til at reagere ved ydre styring. Dette skal holdes over for den anerkendende pædagogik, som stræber efter at få børnene til at reagere af egen vilje (indre styring).

Til det er der flere tinge at sige:

Hjerneforskning viser, at ros stimulerer pandelapperne, hvilket betyder: vores kortidshukommelse bedres, vi bliver bedre til at planlægge, vi opnår større impulskontrol, og vi formår i højere grad at lære af egne fejl. Ganske nyttige størrelser i et klasselokale. Den kognitive terapi har desuden vist, at ros motiverer os til at internalisere nye adfærdsmønstre, hvilket er essentielt i arbejdet med børn generelt og specifikt i arbejdet med børn med særlige udfordringer. Derfor er det målet, at gøre ros og anerkendelse til den dominerende strategi.

For at forstærke virkningen af ros gives der ogsåtegn- f.eks. et kort. Når den enkelte modtager et kort, udløser det ikke en personlig gevinst. Men klassen kan sammen opnå et antal kort, som f.eks. kan udløse en time til at spille rundbold i. Brugen af tegn, erikkeet must i Pals, blot et hjælpsomt forstærkningssystem som hjælper eleven med at huske rosen og den voksne med at huske at rose.

I Pals betragtes anerkendelse og den nære relation som en forudsætning for overhovedet at kunne rose virkningsfuldt. Nærvær, omsorg og respekt er centrale værdier, som der aktivt arbejdes med indenfor Pals. Så selv om ros anses for et vigtigt redskab, så skal den uddeles på autentisk vis: Ros skal gives med den overbevisning, der kommer af, at du kender barnet og dets udfordringer og ved, at det her er ros-værdigt.

Endelig kan du jo spørge dig selv, hvad ros gør ved dig, og om du ikke allerede roser. Bryder du dig om, når en kollega klapper dig skuldrene? Føles det ok, at sige "godt gået" til en elev, der har klaret et svært regnestykke?

Er du blevet nysgerrig på PALS eller lignende evidensbaserede programmer, kan du finde oplysninger på socialstyrelsens hjemmeside. Du kan også tjekke Ikast-Østre skole, som med succes har arbejdet med PALS-programmet i flere år.

http://www.servicestyrelsen.dk/born-og-unge/evidensbaserede-programmer/pals

http://www.ikastoestreskole.dk/Infoweb/Designskabelon9/Rammeside.asp?Action=&Side=&Klasse=&Id=&Startside=&ForumID =