Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Er min fagforening en fagforening eller...
Århus Lærerforening har indgået en arbejdstidsaftale med kommunen under den såkaldte KTO-aftale, der åbner mulighed for decentrale arbejdstidsaftaler. Det gælder altså for alle organisationer i KTO. KTO-aftaler er ikke nyt i Danmarks Lærerforening. Tilbage i 2006 udarbejdede Mercuri Urval rapporten »Få frihed til at virke - tilfredse kommuner, ansvarlige lærere« på baggrund af indgåede KTO-aftaler. Rapporten fik stor positiv betydning for den senere aftale med KL.
Jeg har aldrig foreslået, at nyuddannede skulle arbejde gratis. Tværtimod har vi foreslået, at ledige kunne få et reelt ansættelsesforhold i et timetal, der svarede til dagpengebeløbet, med sikkerhed for at det ikke skubbede andre ud. Det kunne dels sikre, at nyuddannede fik en tilknytning til arbejdsmarkedet, dels yde et væsentligt bidrag til, at ingen medlemmer falder for den forkortede dagpengegrænse. Det er smadder ærgerligt, at beskæftigelsesministeren ikke ville være med til et forsøg på dette område.
Vi sætter ganske rigtigt spørgsmålstegn ved, om folkeskolen er rigtigt placeret som en kommunal opgave. Kommunerne har gennemført besparelser på 2,5 milliarder kroner og nedlagt otte procent af lærerstillingerne i løbet af tre år. Mange kommuner har hovedkulds gennemført en omfattende inklusionsproces uden at tage hensyn til lærernes muligheder for at give eleverne et kvalificeret undervisningstilbud. Det politiske engagement i mange kommuner er reduceret til en diskussion om struktur og økonomi, mens diskussionen om kvalitet i elevernes undervisning er fraværende. Den kommunale administration lægger beslag på en ikke uvæsentlig del af folkeskolens økonomi. Det er blandt andet baggrunden for, at vi rejser debatten om, hvorvidt folkeskolen har den rigtige placering i dag - uden dog at have lagt os fast på, at folkeskolen skal være en selvejende institution. Men det er da en diskussion værd!
Anders Bondo Christensen
, formand for DLF