Mobning kan fylde så meget, at det fjerner opmærksomheden fra hele meningen med at gå i skole.

Og mobning kan blive elevfællesskabets omdrejningspunkt i stedet for, at undervisningen er det. Derfor er det vigtigt at få den fælles energi vendt i en anden og positiv retning. Det gælder om sammen at kunne gøre undervisning til "det fælles tredje" - til et "vi".

Det skriver cand.jur. Helle Rabøl Hansen i sin ph.d-afhandling "Lærerliv og elevmobning", som hun forsvarer på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) onsdag.

"Der er mange slags fællesskaber i skolen. For nogle elever fylder elev-elev forhold mest i skolehverdagen, og elever, der mobber, kan få en vi-følelse, der er meget kraftfuld. Det skal vi være opmærksomme på. Vi skal skærpe blikket for, at det kan være magtfuldt og krænkende. Og vi skal forstå det, fordi det forhold kan udkonkurrere dét, som skolen handler om - fælles undervisningsdeltagelse", siger Helle Rabøl Hansen.

Det overordnede spørgsmål i afhandlingen er, "hvordan skabes lærerforståelser af skoleelevers mobbemønstre"?

"At samle eleverne om undervisningen er lærerens kernegerning. Det oplever jeg, når jeg bliver inviteret indenfor i lærerens sko".

Når man vil mobning til livs, handler det om at se klassen som det mikro-samfund, den er. For alle kan blive udsat for mobning, og alle kan presses ind i at udøve mobning. Mobning kan også foregå i en klasse, der ellers har høj trivsel.

"Man skal prøve at løfte blikket fra enkeltpersoners larmende stemmer. Se på hvad klassen får energi af. Kommer energien fra en leg, fra mobning eller fra et godt projekt. Hvornår lykkes det os i klassen at lave noget sammen, der er mere end os - det fælles tredje - som vi får energi af. Det kan være en lejrtur, et avisprojekt eller da vi producerede vores egne matematikbøger. Dér var der energi i klassen. Det fungerede, og det lagde klassens hieraki ned. Hvis man kan finde den energi via fællesskabende didaktikker og trække den ind i hverdagen, er det godt", mener Helle Rabøl Hansen.

"Når elevenergier er forstyrrende, fordi eleverne er så optagede af hinanden, så kunne didaktikken handle om, at vi kan lave et lille 'vi', bygge en bro sammen, der handler om, hvordan vi for eksempel kan bryde læsekoden. Så energien også bruges fagligt".

I denne klasse mobber man ikke

Fra sit forskningsarbejde har hun et eksempel med en lærer, der formår at lede klassen og fordele opgaverne, samtidig med at hun klarer en vis uro i klassen. Uden det blev negativt. Hun bruger eleverne som undervisningsresurse.

"For eksempel får hun nogle drenge, der har svært ved at koncentrere sig, med i arbejdet, fordi de skal fortælle om deres profiler i World of Warcraft computerspillet. Undervisningen er, at de skal lære at holde foredrag. Emnet er deres profiler i spillet, som de skal forklare for klassen. Hun inddrager elevernes 'vi-liv'. Det er hendes hovedstrategi. I hendes klasse bryder mobning ikke ud", siger Helle Rabøl Hansen.

Hun understreger, at det er forskelligt, hvad der kan lade sig gøre i forskellige klasser, og at det derfor er svært at generalisere.

Tidligere har man ment, at der var en tendens til, at mobberen var skoleutilpasset, mens ofret for mobning oftere var skoletilpasset. Men de nye undersøgelser viser, at det ikke hænger sådan sammen. Måske har det mest handlet om, hvad læreren kunne genkende eller forventede. Mobning har vist sig at være meget komplekst.

Dårligt opdragede, egoistiske børn

Helle Rabøl Hansens ph.d dækker forskellige områder af mobbeforskningen. Sammen med statistiker Inge Henningsen har hun udarbejdet en spørgeskemaundersøgelse, hvor 250 lærere og pædagogiske medarbejdere fra ti skoler har svaret.

Resultaterne viser, at de er meget optaget af de sociale dynamikker i klassen, når man spørger abstrakt til fænomenet mobning. Men når det handler om, hvad man kan gøre mod mobning, så taler lærerne om regulering og behandling af det enkelte individ - ikke om at se på hele klassen og det mønster, der er i mobningen.

Og når det gælder påstande, som kan være baggrund for mobning, så siger hele 81 procent, at det handler om opdragelseskultur i hjemmet. Flest har valgt denne mulighed som én af flere. 49 procent mener, at henholdsvis kulturen i samfundet og skolekulturen kan være årsager til mobning. 41 procent har valgt "nutidens individualiserede børnekarakter", mens 40 procent har valgt "aggressive børns trang til magtdominans". Indflydelse fra nettet og computerspil mener 27 procent har indflydelse, mens ti procent mener, at nutidens børnegeneration er mere "sarte".

Helle Rabøl Hansen påpeger, at lærerne kan have en tendens til at mene, at det er hjemmene og forældrene, der skal forandre sig og ikke skolemiljøet.

Hun kalder det for lærerværelsets bisætninger. At man taler om de vanskelige forældre, det dårligt sociale lokalmiljø og de egoistiske børn. Knager, man kan hænge sine frustrationer op på.

Lærerværelsets bisætninger

"Med min afhandling vil jeg gerne diskutere, om disse bisætninger mere bremser for udsynet, end de udvikler. Hvis man har en oplevelse med mobning i klasselokalet og kommer hen på lærerværelset med den, så er der forskel på om kollegerne understreger, at det ikke er din skyld, og at du ikke kan gøre noget - fordi det er lokalmiljøet eller forældrene, der er årsagen - eller om I sammen kan sparre og udvikle noget positivt, som kan bruges i klassen", siger Helle Rabøl Hansen.

"Hvis alle er enige om, at råstoffet ikke er så godt, behøver man jo ikke at se på sin pædagogiske praksis. Hvis man synes, mobning lidt er børnenes egen skyld, bliver man passiv. Det bliver en meget pessimistisk stemning, og den kan smitte af på eleverne og på mobning. Man er oppe mod så store kræfter, man ikke kan gøre noget ved, at man kan miste evnen til at handle. Men selv på et lærerværelse, hvor man brugte disse bisætninger - om de vanskelige forældre og det dårlige sociale kvarter, så formåede nogle af lærerne alligevel at gøre noget andet og få det til at fungere i klasserne. Det er rigtig interessant.

Straf hører ikke hjemme i antimobbeplanen