"Det var Sørens!" Janne Hejgaard har igen skrevet en rigtig god bog om, hvordan vi mennesker omgås, at mennesker er forskellige, at der er forskel på drenge og piger, ja - og at det betyder noget, hvordan man skaber kontakt og siger noget til hinanden. Det er en meget tankevækkende bog om, at børn i dag savner kontakt med betydningsfulde voksne, og at vi - som professionelle voksne og forældre - skal give dem den nødvendige næring til dannelse af selvværd og identitet.

Bogen indledes med en case om "ballademageren Søren", og brudstykker af denne case deles så op i forskellige tematiske kapitler, som giver læreren indsigt i og nye handlemuligheder til, hvordan man kan være med til at ændre adfærd hos de urolige børn. I første omgang er det meget svært at se, at Sørens klasselærer kunne have gjort andet eller talt anderledes til Søren, end hun gør. Men undervejs igennem kapitler om at møde børns behov, at se børns følelser, at se børnene, som de virkelig er, og så videre finder man ud af, at Sørens lærer kunne have gjort mange ting meget anderledes, og at det i virkeligheden var lærerens egne behov for at udrette noget i verden, der blev tilgodeset i samtalen mellem Søren og læreren, og ikke Sørens!

Efter endt læsning er det blevet dokumenteret, hvordan vi lærere og forældre via vores præstationsfokuserede sprogbrug afskærer os fra kontakt med både hinanden og de børn, vi har med at gøre. Det bliver også dokumenteret, at vor kontakt med andre har svære vilkår i vores samfund, og at det har negative konsekvenser for børns dannelse af selvværd og identitet. Derfor skal vi lærere blive meget bedre til at ændre vores fokus og det dertil hørende sprogbrug, så vi får skabt en bedre kontakt, og vi derved kan hjælpe børnene i vor dagligdag til at lære sig handlemønstre, der møder både deres egne og omgivelsernes behov. En bog, som jeg bestemt vil anbefale, og som jeg selv vil læse flere gange.