EU's rolle på undervisnings- og uddannelsesområdet er ikke det store kampfelt for de forskellige partier og bevægelser, der stiller op til EP-valget.

På opfordring fra Folkeskolen har ni af topkandidaterne tilkendegivet deres holdning til en række spørgsmål om uddannelse. Svarene viser stor enighed, når det gælder de overordnede linjer.

Ingen går således ind for, at der skal ske en harmonisering af uddannelsespolitikken eller at EU skal have en fælles uddannelsespolitik, alle mener, at Danmark kan lære af andre EU-lande, når det handler om at drive skole, og alle tillægger uddannelse en afgørende rolle for at sikre velfærd og vækst i EU.

"Når det gælder uddannelsespolitik i europæisk sammenhæng går brudfladerne mere mellem en række nordeuropæiske lande og grupper af lande i Syd- og Centraleuropa, end de går internt mellem de danske partier. Det kan være forklaringen på at de danske kandidater fremtræder ensartet", siger lektor ved Statskundskab på Københavns Universitet, Lars Bille.

De manglende forskelle på en række enkeltområder kan gøre det svært for vælgerne at finde ud af, hvor de skal sætte deres kryds. Løsningen er i højere grad at se på partiernes politik under et hele.

"Når man afgiver sin stemme, skal man vurdere, hvad det er for en udvikling, man vil styrke såvel i Danmark som i EU. Er det en konservativ, en liberal eller en socialdemokratisk? Så må man gå ud fra, at de kandidater, der bliver valgt, øver indflydelse i den rigtige retning i de respektive grupper i EU-parlamentet", siger Lars Bille.

Forskelle er der dog. I modsætning til alle andre mener Mogens Camre fra Dansk Folkeparti således, at det ikke er nogen god idé, hvis lærere bruger energi på udveksling af erfaringer på tværs af landegrænser, og Socialdemokraternes Poul Nyrup Rasmussen vægter i højere grad end andre kandidater, at uddannelsespolitikken i det enkelte land indrettes i et europæisk perspektiv.

1: Uddannelse er på EU's dagsorden, selvom det ikke er traktatstof. Kan og skal EU blande sig i medlemslandenes uddannelsespolitik?

Anders Samuelsen, De Radikale:

Uddannelse er et meget bredt begreb. Der er f.eks. kæmpe stor forskel på folkeskolen, ungdomsuddannelserne og alle de videregående uddannelser. Hvad angår folkeskolen, er der blandt de europæiske stater store kulturelle forskelle. Vi er ikke nødvendigvis enige om, hvad børnene skal lære og hvordan de skal lære det. Jeg synes ikke, at vi skal lave om på denne forskellighed. Men det hindrer os ikke i at kunne udveksle erfaringer. Men det behøver ikke at foregår via EU.

Efter grundskoleniveauet er det mere og mere oplagt at tilbyde udveksling mellem de forskellige lande. Specielt når vi kommer op til de højere uddannelser er der al mulig grund til at skabe fleksibilitet og mobilitet mellem landene. Det bliver allerede gjort på europæisk niveau. Men jeg kunne godt forestille mig, at der i denne henseende bliver gjort mere. Man kunne forestille sig at EU oprettede europæiske videnscentre for forskellige uddannelsesgrene på universitets niveau. Under alle omstændigheder skal vi sikre at uddannelse og viden bliver helt centrale områder for fremtidens EU. Det er et vigtigt bidrag til, at vi kan klare den globale konkurrence og sikre velfærdssamfundets beståen.

Margrethe Auken, SF:

EU skal ikke bestemme vores uddannelsespolitik. Tænk hvis den danske folkeskoletradition om at lære for livet skulle vige for f.eks. en engelsk eller fransk eksamensskole bestemt i Bruxelles! Men det er helt fint, at medlemslandene i EU sætter fælles mål, som de enkelte lande så løser ud fra egne traditioner og værdier. Jeg synes f.eks., at det er fint, at EU har gjort det til en af sine vigtigste opgaver at løse problemet vedrørende skolefrafald. Men så skal vi selv i Danmark beslutte, hvordan vi gør det. Jeg synes f.eks., at Folketinget bør vedtage en national handleplan, der sikrer at alle børn bliver gode læsere, inden de starter i 3. klasse. På den måde vil vi på et tidligt tidspunkt hjælpe mange, så de ikke ender uden en erhvervsuddannelse senere i livet.

Gitte Seeberg, Det Konservative Folkeparti:

Danmark har en stærk tradition for at give vores unge en solid bagage af viden, de kan drage nytte af resten af livet. Vi har en særlig tilgang til læring, hvor vi sætter selvstændighed, kundskaber og kreativitet i højsædet. Den skal vi holde fast i. EU skal ikke kunne diktere, hvordan vores undervisning skal tilrettelægges. Men vi skal være åbne over for, at EU kan give os gode idéer og ind i mellem også et spark i den rigtige retning. Men at diskutere uddannelse og undervisning med vores europæiske venner betyder ikke, at vores skolesystem skal ligne det franske. Vi skal holde fast i den viden vi i Danmark har oparbejdet om uddannelse.

Jens-Peter Bonde, Junibevægelsen:

Uddannelsespolitik skal fortsat være et nationalt anliggende. Vi har forskellig historie og tradition, som udmøntes i den måde, vi indretter folkeskole og undervisning på. I Danmark kan vi næppe forestille os afgørende ændringer uden medvirken af både forældre, elevorganisationer, studerende og lærere. JuniBevægelsen kritiserer, hver gang EU trods traktatslige begrænsninger søger at udvide sin indflydelse Samtidig vender vi os imod EU's forsøg på at påføre folk en kunstig europæisk identitet, gennem blandt andet støtteordninger og uddannelsespolitiske tiltag.

EU-forfatningen vil få EU til at være "5 procent fra en forbundsstat", som socialdemokraten Torben Lund har udtrykt det.

Blandt andet i artikel IV.1* slås det fast at Unionen skal have en selvstændig identitet, i stedet for blot at være et praktisk samarbejde om grænseoverskridende problemer, sådan som JuniBevægelsen ønsker.

(* "Unionens flag indeholder en cirkel bestående af tolv gyldne stjerner på blå baggrund. Unionens hymne er hentet fra Ode til Glæden i Ludwig van Beethovens niende symfoni. Unionens devise er: Forenet i mangfoldighed. Unionens mønt er euroen. Den 9. maj fejres overalt i Unionen som

Europa-dag" (artikel IV.1)

Karen Riis Jørgensen, Venstre:

EU skal ikke blande sig i de enkelte medlemslandes interne uddannelsespolitik. Der er ofte helt specielle hensyn og traditioner i hvert enkelt land, så Venstre ønsker ikke, at der skal lovgives på uddannelsesområdet i EU. Indholdet af den enkelte uddannelse, eksempelvis folkeskolen, skal altså fastsættes i Danmark.

Men EU har en vigtig rolle at spille på flere områder. Først og fremmest skal EU medvirke til at gøre det meget lettere at få merit for studier i andre EU-lande. Med den fælles ECTS-standard (European Credit Transfer System) som bruges flittigt af danske uddannelsesinstitutioner har vi konturerne af et brugbart redskab. Men vi skal fortsat arbejde for, at ECTS bliver implementeret i alle EU-lande så fleksibiliteten øges. Her er EU det optimale forum for at skabe øget samarbejde mellem uddannelserne. Det skal vi udnytte.

EU har haft også på anden vis haft stor betydning for uddannelsessamarbejdet i Europa. I 1989 startede EU et udvekslingsprogram for studerende under navnet Erasmus. Det har givet mulighed for, at en million unge på de videregående uddannelser har kunnet tage et semester af deres uddannelse i udlandet. Der er også andre spændende programmer i EU, fx Sokrates og Leonardo, som eksempelvis undervisere kan få glæde af. Der er endog et Grundtvig-program, som retter sig mod voksne og folkeoplysning. Alle programmerne sender penge til de enkelte EU-lande, som så kan fordele midlerne videre til projekter og styrke samarbejde og internationalisering. Disse programmer vil Venstre forbedre og styrke.

Mogens Camre, Dansk Folkeparti:

EU skal ikke blande sig i medlemslandenes uddannelsespolitik, fordi det vil føre til en skadelig regulering, som vil bremse landenes individuelle udvikling af deres uddannelse. EU ville følge mindste fællesnævner, og der ligger vi i forvejen.

Ole Krarup, Folkebevægelsen mod EU:

Jeg mener - både af retlige grunde (manglende hjemmel) og af politiske - at EUs dagsorden bør ikke diktere dansk uddannelsespolitik.

Poul Nyrup Rasmussen, Socialdemokraterne:

Uddannelse er en vigtig brik i opfyldelsen af Lissabon-strategiens målsætning om flere og bedre job og livslang læring til alle europæiske borgere. Vi skal sikre, at de bekymringer om job, uddannelse og tryghed, som er en del af hverdagen for Europas borgere bliver taget alvorligt. Derfor skal uddannelse også være på EU's dagsorden. I henhold til nærhedsprincippet har medlemsstaterne det fulde ansvar for opbygning af landets uddannelsessystemet og læseplanernes indhold. Men selvom uddannelse er et nationale anliggende, skal vi hele tiden indrette vores uddannelsespolitik i et europæisk perspektiv, så alle får størst mulig fordel af den viden, som genereres. Derfor kan EU hjælpe medlemslandene ved at stille en række værktøjer til rådighed og skabe nogle rammer for, at medlemslandene kan drage nytte af hinandens erfaringer. EU kan højne uddannelsesniveauet bl.a. ved at fremme samarbejdet mellem uddannelsesinstitutionerne på europæisk plan.

Jakob Høeg, Kristendemokraterne:

Uddannelsespolitik bør som udgangspunkt ikke være et EU-anliggende. Kristendemokraterne mener, at beslutninger skal træffes på det lavest mulige effektive niveau. Uddannelsespolitik er ikke et grænseoverskridende anliggende, som kræver, at stater samarbejder vidtgående om emnet, som fx miljøspørgsmål er det. De nationale uddannelsestraditioner, særligt på grundskoleniveau, er desuden for forskellige til at kunne blive puttet ind i en fælles reguleringsramme.

Visse elementer er det dog fornuftigt at samarbejde om, fx gensidig anerkendelse af uddannelser.

2: Den åbne koordinationsmetode på uddannelsesområdet bygger på, at landene udveksler erfaringer. Mener I, at Danmark kan lære af de andre EU-lande? Hvilke lande? Hvad? Hvad kan Danmark bidrage med?

Anders Samuelsen, De Radikale:

Jeg er meget positiv overfor at kunne udveksle erfaringer med andre lande. Det er klart at Danmark kan lære af de andre EU-lande og at de kan lære af os. Den åbne koordinationsmetode er et godt middel hertil. Men erfaring kommer fra flere forskellige steder. For nylig offentliggjorde OECD en undersøgelse af den danske folkeskole, der startede en debat. Den viste bl.a., at der gives utilstrækkelig støtte til børn med indlæringsvanskeligheder og tosprogede elever. Her kunne Danmark eventuelt lade sig inspirere af vores europæiske partnere, hvor der er en endnu større andel af tosprogede elever i grundskolerne. Tilsvarende kan andre lande lære af Danmark på de områder, hvor OECD finder, at vi er særligt stærke. Det gælder eksempelvis det forhold, at vores skoler arbejder udfra en stærk demokratisk tradition med involvering af elever, lærere og forældre.

Når det er sagt, så skal vi være meget forsigtige med at drage konklusioner på baggrund af sammenligninger af folkeskoler, der bygger på helt forskellige traditioner og kulturer.

Gitte Seeberg, Det Konservative Folkeparti:

Selvom vi i Danmark har tradition for stærk faglighed og en veluddannet lærerskare, kan vi stadig lære af de 24 andre EU-lande. Det er helt afgørende, at vi stimulerer børnene til at udnytte deres fulde potentiale, så de får et rigere liv. Vi skal give vores børn det bedste udgangspunkt. Det har vi en pligt til. Derfor må vi bruge de positive erfaringer, man har i andre medlemslande, så vi til stadighed sikrer, at vores undervisning er helt i top. Vores unge skal føle stoltheden og glæden ved at være gode til noget.

Margrete Auken, SF:

Ja. Danmark kan f.eks. lære af Finland, når det gælder om at give alle børn lige chancer for at lære noget. Det bør være et vigtigt mål at folkeskolen bliver bedre til at udligne den negative sociale arv. Helt kontant kunne danske politikere jo starte med at lære af svenskerne og finnerne, at gratis skolebespisning i folkeskolen er væsentlig for at skabe grundlag for at bryde den negative sociale arv.

Danmark kan bidrage med masser af inspiration til andre, f.eks. med at udvikle børnenes sociale kompetencer og evner til at tage medansvar for egen læring. Andre kan sikkert også lære af vores måder at bruge fællesskabet i klassen til at gøre skolen til et demokratisk lærested.

Jakob Høeg, Kristendemokraterne:

Ja, der er altid mulighed for at lade sig inspirere at dem, der gør det anderledes end en selv. Den åbne koordinations metode er meget anvendelig til at opstille fælles målsætninger, uden at retlig regulering anvendes som redskab.

Finlands gode resultater i internationale undersøgelser kunne tyde på, at det var en god idé at undersøge, hvad de gør bedre.

Danmark er med rette kendt for at udvikle selvstændighed og også selvsikkerhed hos eleverne. Det var noget, vi kunne inspirere andre med.

Jens-Peter Bonde, Junibevægelsen:

Naturligvis kan Danmark lære af andre lande og omvendt. Ironisk nok vil inspirationen fra andre lande forsvinde med en stigende grad af harmonisering. Danmark kan bidrage med en folkeskole, hvor eleverne er glade for at lære. Vore elever bliver selvstændige og handlekraftige og tør sammen med andre tage hånd om deres fremtid.

Karen Riis Jørgensen, Venstre:

Vi kan lære af hinandens succeser. Når man således synes at have succes med en stærk faglighed og med at bryde den negative sociale arv i Finland, så er det oplagt, at EU er et forum for erfaringsudveksling. Ikke at vi skal kopiere eksempelvis Finland, men vi skal lære af dem. Det er vigtigt, at have de mange sociale og kulturelle forskelligheder i mente, når man lader sig inspirerer til at forbedre det danske system, men en formaliseret udveksling af best practice kan være et område, som den danske folkeskole vil få gavn af. Vi kan også hente inspiration fra flere andre lande.

Hvad angår Danmarks stærke punkter, så er det oplagt de gode fysiske rammer i den danske folkeskole, hvor vi står stærkt. Desuden er både gode lærerkræfter og engagerede elever blevet fremhævet i internationale sammenhænge. Når de danske lærere eksempelvis har fuld metodefrihed, som Venstre vil værne om, så kan det sagtens tjene som inspiration for andre lande. Især hvis vi bedre til at kombinere det faglige med den almene dannelse, som det danske skolesystem excellerer i.

Overordnet set, så skal EU dog være bedre til at inddrage flere aktører i processen, end tilfældet er i dag. Således skal den åbne koordination gøres mere åben ved bedre inddragelse af landenes uddannelsesinstitutioner.

Mogens Camre, Dansk Folkeparti:

Ja, Danmark kan lære meget af nogle lande, men sandelig ikke af alle. Det er især Finland og Storbritannien, vi kan lære af. Også OECD-lande udenfor EU er værd at bemærke.

Vi kan lære undervisningsmetoder, disciplin, konsekvens og ansvar. Der må på nationalt plan opstilles større målkrav til elever og lærere og foretages en løbende evaluering af undervisningens kvalitet.

Danmark ligger på et middelmådigt niveau og har ikke meget at lære andre.

Ole Krarup, Folkebevægelsen mod EU:

Folkebevægelsen har ikke konkrete bud (hvilke lande); men alle de relevante erfaringer der gøres i andre lande, bør nyttiggøres i så vidt omfang som muligt. Som følge heraf kan flere af de programmer, der omhandles i forfatningsudkastet artikel III-181,2 gøre betydelig nytte - under forudsætning af at de ikke udmøntes i EU-diktater.

Poul Nyrup Rasmussen, Socialdemokraterne:

Danmark kan helt sikkert tage ved lære af, hvordan andre lande har opbygget deres uddannelsessystemer og klarer de særlige udfordringer, som vi står overfor. Den åbne koordinationsmetode er et godt instrument i denne proces.

EU's medlemslande er bl.a. blevet enige om en række konkrete fælles mål, som de arbejder på at realisere ved at fastlægge en række fælles indikatorer, udveksle erfaringer og gennemføre evalueringer af deres indsats. EU's rolle er i denne forbindelse alene at støtte og supplere landenes foranstaltninger og ikke at træffe foranstaltninger for medlemsstaterne.

EU har imidlertid iværksat en lang række specifikke foranstaltninger for de europæiske borgere, som sigter mod at fremme sprogundervisning og -indlæring gennem fællesskabsprogrammer på en række områder.

Så udover at danne rammen om den åbne koordinationsmetode, skal EU fortsætte med de programmer som er iværksat på området til stor glæde for Europas borgere. Leonardo da Vinci-programmet fremmer f.eks. internationale udvekslinger og grænseoverskridende projekter inden for erhvervsuddannelse og Socrates-programmet satser på almen uddannelse. Under Socrates findes bl.a. Erasmus programmet, som gør det muligt for studerende og lærere at tilbringe en studieperiode på universiteter i andre europæiske lande, samt Comenius som er et program for skoler og deres lærere, som skal styrke den europæiske dimension og sprogindlæring.

Derudover er initiativet om indførelsen af et såkaldt Europass også et skridt i den rigtige retning. Det træder på ingen måde i stedet for det nationale pas, men det skal sikre, at det bliver lettere at tage sin uddannelse med sig over grænsen.

3: Skal EU arbejde for en fælles uddannelsespolitik? Kan du forestille dig en harmonisering af uddannelsespolitikken?

Anders Samuelsen, De Radikale :

Uddannelsespolitik er igen et bredt begreb. EU har sat sig et ambitiøst mål. Nemlig at være verdens mest konkurrencedygtige økonomi i 2010. For at blive den mest konkurrencedygtige økonomi må vi investere penge i viden, og det vil i praksis sige i forskning og uddannelse. Og netop derfor synes jeg, det ville være en god idé, hvis EU omprioriterer budgettet og anvender flere penge på uddannelse fremfor landbrugsstøtte.

Man kunne passende bruge nogle af midlerne til at oprette europæiske videnscentre. En egentlig harmonisering med detailstyring fra Bruxelles forestiller jeg mig dog ikke og det er igen hovedsageligt de videregående uddannelser jeg her snakker om ikke folkeskolen.

Gitte Seeberg, Det Konservative Folkeparti:

Jeg mener ikke, at vi skal arbejde for en fælles uddannelsespolitik i EU. Jeg ønsker ikke en harmonisering af uddannelserne. Europas styrke findes blandt andet i vores mangfoldighed. Den skal vi holde fast i.

Margrete Auken, SF:

EU skal ikke have en fælles uddannelsespolitik, hvis der hermed forstås harmoniseringer og ens regler. Men gerne som i dag snakke sammen om fælles mål og udveksle erfaringer. De enkelte lande har vidt forskellige forudsætninger for at skabe gode uddannelser, og de vil gå tabt med en fælles harmoniseret uddannelse. Det ville heller ikke give os frihed til f.eks. at have en så bred målsætning for folkeskolen, som vi heldigvis har i dag.

Jakob Høeg, Kristendemokraterne:

Nej se spørgsmål 1. samt: Uddannelsespolitik er et politisk område, som ligger tæt på borgerne. Hverken lærere eller forældre vil sandsynligvis acceptere EU-regler for hvordan fx sognets skole skal undervise. Der er allerede et spring fra politikere/ministerier og til de lokale skoler og uddannelsesinstitutioner.

Der er desuden tradition for forskellige undervisningssystemer inden for det enkelte land - kommune- og friskole fx. Hvordan håndtere disse forskelle i en EU-lov?

Jens-Peter Bonde, Junibevægelsen:

Centralt i formuleringen af et lands uddannelsespolitik erudarbejdelsen af formål for undervisningen. Enhver evaluering må tageafsæt i de opstillede mål. Internationale undersøgelser på andet grundlagbliver meningsløse. Vi har svært ved at forestille os en harmonisering, uden at meget af det, som vi vurderer som værdifuldt, går tabt.

Karen Riis Jørgensen, Venstre:

Nej, EU skal ikke harmonisere uddannelsespolitikken. Det danske skolesystem har mange unikke faktorer, som er både kultur- og traditionsbestemte. Især på grundskoleniveau kan der slet ikke blive tale om en harmonisering. Tværtimod mener Venstre, at forskelligheden er en kvalitet i sig selv, som er med til at gøre det europæiske arbejdsmarked mere levende og dynamisk.

Mogens Camre, Dansk Folkeparti:

Nej, det er ikke muligt eller ønskeligt. EU kunne kun enes om mindste fællesnævner jf. ad 1. Danmark har et af EUs højeste omkostningsniveauer og den største og dyreste offentlige sektor. Det er kun muligt, hvis vi uddannelsesmæssigt ligger i toppen. Den internationale konkurrence er så hård i globaliseringens tidsalder, at vi bliver udkonkurreret, hvis vores uddannelsessystem ikke kommer i topklasse, men det er alene et dansk ansvar.

Ole Krarup, Folkebevægelsen mod EU:

Nej. Jeg henholder mig til det rammende begreb "ensretning", fremfor EU-glosen "harmonisering". Uddannelse er i enestående grad kultur-afhængig, med en ensretning vil EUs grundlæggende Babelstårn-syndrom gøre langt mere skade end gavn.

Poul Nyrup Rasmussen, Socialdemokraterne:

Nej, Uddannelsespolitikken skal ikke harmoniseres. Indretningen af de enkelte landes uddannelsespolitik er medlemslandenes ansvar helt i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Det kan dog være en fordel at uddannelsesskemaerne let kan læses i andre EU-medlemslande, således, at de unge ikke ryger ind i blindgyder, når de supplerer deres uddannelse i andre lande. Det vil være til gavn for mange unge, der i de kommende år skal tage en uddannelse og efterfølgende drømmer om at arbejde i et andet EU-land.

Vi har i fællesskab i Lissabon i år 2000 besluttet, at Europa skal være verdens mest konkurrencedygtige region, MEN vel at mærke på social ansvarlighed, d.v.s. velfærdsstatens grundlag.

4: Kan lærere lære noget ved at besøge kolleger i andre lande? Hvis ja, hvad vil I gøre for at øge mobiliteten og samarbejdsmulighederne på undervisnings- og uddannelsesområdet?

Anders Samuelsen, De Radikale:

Ja, lærerne kan da bestemt lære noget af deres udenlandske kolleger og omvendt. Jeg er ikke klar over om de seminariestuderende har tradition for at bruge mulighederne for udveksling. Men det er da et interessant spørgsmål. Der er i hvert fald ingen, der er blevet dummere af at rejse ud til andre lande for at opleve de kulturelle forskelle. I den proces lærer man i høj grad også noget om sig selv og sin egen kultur.

Jeg tror imidlertid, at initiativer som skal fremme samarbejdsmulighederne for lærerene i Europa i høj grad må komme fra lærerorganisationerne eller fra de enkelte skoler f.eks. i form af udvekslingsaftaler med andre skoler. Som politikere er det vores opgave at sørge for, at rammerne for udveksling er i orden og det er da bestemt noget jeg vil forsøge undersøge nærmere.

Gitte Seeberg, Det Konservative Folkeparti:

Næst efter vores fodboldlandshold er folkeskolen givetvis det område, hvor flest mener at have ekspertviden. Men det er vigtigt, vi ikke glemmer, at det er lærerne, der kender til dagligdagen i folkeskolen. Derfor mener jeg, at vi skal støtte vores lærere, hvor vi kan. En mulighed er at rejse ud og få impulser og viden fra udlandet. Programmerne for udveksling af studerende er en stor succes, som vi kan bruge som model for udveksling af lærere.

Margrete Auken, SF:

Danske lærere lærer en masse af hinanden, fordi vi har en stærk tradition for udviklingsarbejder. Den tradition kan selvfølgelig også bruges til at lære af andre landes lærere. Jeg har 2 bud på at fremme det. For det første lettere tilgængelige EU-regler for at få støtte til netværk, udveksling, mv. For det andet, at vi herhjemme sætter penge af til at skabe langt større overblik og lettere adgang til viden om andres projekter og erfaringer først og fremmest herhjemme, men også i udlandet. De to ting vil gøre det langt lettere for lærere i et konkret udviklingsprojekt af finde frem til de steder i og uden for landets grænser, hvor der kan hentes inspiration.

Jakob Høeg, Kristendemokraterne:

Ja, internationale erfaringer udfordrer ens egne holdninger og vil sikkert give inspiration. Man kunne på nationalt plan fremme udvekslingsaftaler af lærere og seminariestuderende. EU har et ERASMUS og et SOCRATES udvekslingsprogram, som man kunne tilskynde flere danske studerende til at benytte sig af. Det er dog ikke noget, man kan lovgive om.

Jens-Peter Bonde, Junibevægelsen:

Alle erhvervsgrupper kan lære af at møde kolleger fra andre lande iEuropa og Verden - dette gælder også lærere. Efter Junibevægelsensopfattelse vil aftaler om udveksling mellem EU-landenes lærere være en god idé, hvis den enkelte lærer ønsker denne udveksling. Medlemslandene bør hver især lave nogle gode rammer, så udveksling gøres lettere. JuniBevægelsen vil understrege, at udveksling og studiebesøg ikke bør begrænses til EU's medlemslande.

Karen Riis Jørgensen, Venstre:

Venstre arbejder netop for at fremme den slags vidensoverførsel, som udveksling kan afstedkomme. Det kan eksempelvis være danske lærerstuderende eller lærere, som bliver udvekslet med andre EU-lande og dermed får nye perspektiver på deres undervisning. Helt konkret foreslår Venstre en fordobling af rammen for EUs Leonardo-program, som giver tilskud til praktik- og uddannelsesophold. Her kan både lærere og lærerstuderende få hjælp til en givtig udveksling. Det er Venstres håb, at bedre økonomiske vilkår vil fremme mobiliteten blandt lærerstanden.

Mogens Camre, Dansk Folkeparti:

Da de færreste danske folkeskolelærere behersker andre fremmedsprog end engelsk og tysk, vil mulighederne for udveksling være begrænset til et fåtal af medlemslandene og fordelene ved udveksling står næppe mål med omkostningerne.

Det er op til undervisningsministeriet at indgå tosidede aftaler med andre landes undervisningsministerier om udveksling. Det er ikke en opgave for EU.

Ole Krarup, Folkebevægelsen mod EU:

Jeg har ikke et sådant kendskab til rapporten at jeg kan kommentere den. Mobilitetsprogrammer og udvekslingsaktiviteter af enhver art anser jeg for positive, jf. det under 2 anførte. Jeg henviser til en række af de tiltag der rummes i den omtalte artikel 181, 2.

Poul Nyrup Rasmussen, Socialdemokraterne:

Lærere kan få meget ud af at udveksle erfaringer med udenlandske kollegaer. Under EU's Sokrates-program satses der på at fremme samarbejde og mobilitet inden for uddannelsesområdet. Comenius-programmet omfatter bl.a. nuværende og fremtidige undervisere for folkeskolen og ungdomsuddannelser. Det satser også på udvekslingsprogrammer.

5: Hvilken rolle mener I, at uddannelse har i forhold til at sikre fortsat velfærd og vækst i EU?

Anders Samuelsen, De Radikale:

Viden er helt afgørende for alle for at kunne navigere rundt i vores informationssamfund. Derfor spiller uddannelse en essentiel rolle. Viden er simpelthen det brændstof, der gør, at vi kan producere, skabe velfærd og vækst. Uddannelse er samtidig grundlaget for vores demokratiske samfund specielt i en verden der hele tiden bliver mere og mere kompliceret.

Gitte Seeberg, Det Konservative Folkeparti:

Uddannelse af vores unge er vigtig for de unges egen skyld. Hvis man ikke har en vis ballast af viden, og evnen til at tilegne sig mere viden, er der risiko for, at man går blindt gennem livet. Men uddannelse er også helt central for Europas fremtid. Det er vigtigt, at danske unge kan matche unge fra resten af EU. Det er også vigtigt for Europa som helhed, at vores befolkning er velkvalificeret. Ellers sakker vi bagud i forhold til lande som USA og Japan. De unge er vores vigtigste råstof.

Margrete Auken, SF:

På det punkt er jeg enig med EUs erklæringer. Europas chance for økonomisk vækst med flere og bedre jobs ligger i at satse på uddannelse, livslang læring og forskning. Det anslås, at en forlængelse af befolkningens gennemsnitlige uddannelse med ét år vil øge den økonomiske vækst med 5% på kort sigt og med yderligere 2,5% på lang sigt . Hertil vil jeg så lægge, at bedre uddannelse også bidrager afgørende. Jeg vil arbejde for at omsætte EUs erklæringer til konkrete programmer f.eks. for erfaringsudveksling som nævnt.

Jakob Høeg, Kristendemokraterne:

Det er altafgørende at have godt uddannede borgere i et vidensbaseret samfund.

Jens-Peter Bonde, Junibevægelsen:

Velfærd og vækst er ikke det samme. Uddannelse spiller en væsentlig rolle for at sikre vækst, men uddannelse er ikke en garanti for vækst. Hvorvidt væksten bliver til velfærd, afhænger af den førte politik. Det er inkonsekvent at tilskynde til indskrænkninger i den offentlige sektor og samtidig hævde, at velfærden sikres via uddannelse.

Karen Riis Jørgensen, Venstre:

Det kan siges kort: Uddannelse er fundamentet for et konkurrencedygtigt Europa med tilfredse borgere med forståelse for andre samfund og kulturer. Derfor er en god grunduddannelse essentiel for både velfærd og vækst i EU og for at sikre sammenhængskraften i samfundene.

Mogens Camre, Dansk Folkeparti:

Uddannelse og forskning betyder uendelig meget for EU's velfærd og vækst. Som PISA-undersøgelserne viser, halter de fleste EU-lande bagefter, hvilket er en del af forklaringen på, at EU har lav vækst, meget høj ledighed og sakker bagud i forhold til USA og Kina. Det er katastrofalt for EUs udvikling, at de fleste medlemslandes uddannelse er for ringe og, at der forskes så lidt. I USA alene forsker 400.000 ikke-amerikanere i projekter, som vil gøre USA stærkere og rigere. EU-landene står generelt i stampe. EU kan og bør støtte forskning, men gør det reelt ikke EU bruger skatteydernes penge på en forældet landbrugsstøtte og en forfejlet strukturstøtte, som ikke virker. Forskningsstøtte er forsvindende små beløb.

Det burde være en hovedopgave for EU at yde massiv støtte til store, offentlige forskningsopgaver i medlemslandene, men endelig ikke i EU regi, hvor det hele ville gå op i svig og svindel.

Ole Krarup, Folkebevægelsen mod EU:

En meget afgørende rolle (som bekendt og veldokumenteret). En bemærkning hertil: Det gængse vækstbegreb skygger for det afgørende spørgsmål: Hvad skal væksten bruges til? Et eksempel: Vækst i EU-landene bygger på en (kynisk og brutal) udbygning af verdens økonomiske ulighed (EUs eksportstøtte, særlig landbrugseksport, udgør en direkte årsag til stagnation i en række af verdens fattigste lande, særlig Vest-Afrika). Dette rummer et spor til en væsentlig uddannelsesindsats.

Poul Nyrup Rasmussen, Socialdemokraterne:

Uddannelse er en af nøglestenene for at sikre fremtidens velfærd og vækst i Europa. Hvis EU skal blive den mest konkurrencedygtige og dynamiske økonomi, som skaber flere og bedre jobs, skal medlemslandene i endnu højre grad satse på livslang uddannelse.

6: Store amerikanske og engelske universitetskoncerner forsøger at sælge uddannelse som en handelsvare. Er det en udvikling, som bør fremmes eller modarbejdes?

Anders Samuelsen, De Radikale:

Jeg har ikke noget imod konkurrence. Den kan også sagtens være gavnlig mellem universiteter. Men at betragte uddannelse som en handelsvare tiltaler mig ikke. Jeg tror, at faren ved at gøre uddannelse til en handelsvare er, at det har en social bagside. Det ville være uheldigt at kun de veletablerede ville have råd til uddannelse, når nu viden er så centralt i dagens samfund. Derfor er det også en grundpillerne i velfærdssamfundet, at uddannelse er gratis.

Gitte Seeberg, Det Konservative Folkeparti:

Uddannelse skal ikke sælges som en handelsvare på lige fod med vaskepulver og tandpasta. Uddannelse er for vigtig og for kompleks til, at vi lader markedskræfterne råde frit.

Margrete Auken, SF:

Det skal klart modarbejdes. Men det er der ikke enighed om i EU. Her kæmper venstrefløjen mod liberalister og højrekræfter. Netop derfor er det vigtigt at stemme på en kandidat til venstre ved EP-valget.

Jakob Høeg, Kristendemokraterne:

Vi vil fremme lige adgang for alle til uddannelser. Det er en grundpille i vores velfærdssamfund. Vi vil ikke fremme private uddannelsestilbud. Omvendt er der ingen grund til at forbyde dem. Uanset, er det ikke et EU-anliggende.

Karen Riis Jørgensen, Venstre:

Uddannelse har en kulturbærende funktion, især i grundskolen. Derfor spiller den danske folkeskole også en speciel rolle, som ikke umiddelbart lader sig erstatte. Men Venstre frygter ikke konkurrence på uddannelsesområdet. I næsten 100 år har der således været en sund friskoletradition i Danmark, som Venstre har været en aktiv del af. Erfaringerne med den viser, at konkurrence ikke er skadeligt for uddannelsessektoren. Faktisk viser en undersøgelse fra Sverige, at tilstedeværelsen af friskoler har hævet niveauet både i de private og i de kommunale skoler. Alle har altså haft gavn af konkurrencen og mangfoldigheden.

Mogens Camre, Dansk Folkeparti:

Principielt er uddannelse en offentlig opgave og uddannelsestilbud på markedsvilkår kan aldrig blive et alternativ. Det er imidlertid udmærket, at nogle universiteter tilbyder uddannelse som en handelsvare, fordi det fremmer konkurrence om bedre og mere effektiv undervisning og medvirker til at forbedre kvaliteten af den offentlige indsats.

Ole Krarup, Folkebevægelsen mod EU:

Modarbejdes, bør ikke være underkastet markeds-økonomisk rationalitet, jf. også 7.

Poul Nyrup Rasmussen, Socialdemokraterne:

Store amerikanske og engelske universitetskoncerner forsøger at sælge uddannelse som en handelsvare. Er det en udvikling, som bør fremmes eller modarbejdes?

Vi har et ansvar for at sikre borgerne adgang til uddannelse, men alene i Danmark viser nye tal, at næsten 30 procent af de unge på omkring 30 år ikke er kommet i gang med en videregående uddannelse. Og på europæiske plan peger Kommissionen på, at skolefravalget generelt er alt for højt. Vi skal derfor først og fremmest arbejde for, at vi får vendt dette billede, og sikre at alle har adgang til grunduddannelse og videregående uddannelser af høj kvalitet. De private uddannelsesinitiativer skal kun ses som supplement til og ikke erstatning for det eksisterende uddannelsessystem.

7: Mener I, at forslaget til forfatningstraktaten i tilstrækkelig grad sikrer mod at uddannelse kan indgå i fx GATS-forhandlingerne?

Anders Samuelsen, De Radikale:

Jeg erkender blankt, at det er et område jeg ikke har beskæftiget mig meget med. Men jeg mener at have hørt at specielt grunduddannelser er taget ud af de forhandlinger man fører i GATS. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig, at Europa skulle forhandle fælles på netop dette område.

Gitte Seeberg, Det Konservative Folkeparti:

Uddannelse skal ikke indgå i GATS forhandlingerne. Den problematik mener jeg, at udkastet til forfatningstraktat tager hånd om.

Margrete Auken, SF:

Nej! Men det vil nærmest en hvilken som helst forfatningstraktat ikke gøre. Det bliver aldrig selve traktaten spillereglerne for at føre politik i EU der kommer til at bestemme den konkrete politik. Derfor er kampen om uddannelse af GATS forhandlinger ikke en forfatningskamp, men en kamp for at få flertal for de rigtige beslutninger i Folketinget, der fastlægger den danske regerings holdning, og i Europaparlamentet, hvor jeg vil tage min del af kampen.

Jakob Høeg, Kristendemokraterne:

(Intet svar.)

Jens-Peter Bonde, Junibevægelsen:

EU-forfatningen er en glidebane for EU-kompetence på uddannelsesområdet. Hvis forfatningen vedtages vil EU få beføjelser til at indgå internationale handelsaftaler på medlemslandenes vegne. De aftaler vil kunne omfatte ydelser på uddannelsesområdet som på andre offentlige ydelser. Det vil åbne for at EU kan bemyndige Kommissionen til at indgå handelsaftaler om for eksempel private udenlandske firmaer ret til at oprette skoler og udfolde andre former for uddannelsesvirksomhed. Den gældende Nice-traktat fastslår i artikel 133 udtrykkeligt, at uddannelse ikke omfattes af den fælles handelspolitik.

Karen Riis Jørgensen, Venstre:

Undervisningsministeriet har præciseret, at uddannelsesområdet fortsat er medlemslandenes kompetence i den nye traktat. For at mane alt tvivl i jorden, vil regeringen arbejde for en præcisering i den nye traktat. Det bakker Venstre fuldt ud op om.

Mogens Camre, Dansk Folkeparti:

Forslaget til EU-forfatning er en glidebane for mere EU-magtovertagelse, og det er umuligt at forudse, hvad forfatningen vil blive brugt til, hvis den vedtages. Derfor bør den forkastes.

Ole Krarup, Folkebevægelsen mod EU:

Disse forhandlinger omfatter fri udveksling af service-ydelser. EUs aktuelle direktivforslag (2004/0001) "om tjenesteydelser i det indre marked" er et skræmmende eksempel på at en række service-ydelser, der er centrale i f.eks. den danske politiske proces (herunder antagelig uddannelse), skal gøres til en handelsvare, med heraf følgende afskærelse af en række politiske reguleringsmekanismer. Udkastet til EU-forfatning hindrer ikke, men rummer - tværtimod - risiko for at uddannnelse således merkantiliseres.

Poul Nyrup Rasmussen, Socialdemokraterne:

Uddannelse er i den nye forfatningstraktat klart defineret som et område, hvor EU kun kan komme med understøttende, koordinerende eller supplerende tiltag. Der er bred enighed om at uddannelse bestemmer vi selv - derfor lægges der hermed ikke op til, at uddannelse skal indgå i GATS-forhandlingerne.

8: Hvordan vil I få jeres europæiske initiativer til at hænge sammen med den politik, der føres herhjemme?

Anders Samuelsen, De Radikale:

Det kræver for det første, at det Radikale Venstre bliver repræsenteret i Europa-Parlamentet ved valget den 13. juni 2004! Men ellers hænger europapolitik og dansk indenrigspolitik allerede uløseligt sammen. Det kan man mærke i lovgivningsarbejdet i Folketinget. Det er blandt andet det, der inspirerede mig til at stille op til Europa-Parlamentsvalget. Vi skal have politikere der henter deres erfaringer fra både det europæiske og det nationale niveau, specielt i et parti der kalder sig det mest europæiske. Jeg håber, at kunne skabe en større synlighed i sammenhængen mellem de to niveauer, hvis jeg bliver valgt. Hvem ved f.eks. at loven om ligeløn mellem mænd og kvinder udsprang af et ligestillingsdirektiv det betyder noget at være med og få indflydelse. Det har altid været et radikalt kendetegn, hvad enten det er i Europa-Parlamentet eller i Folketinget.

Gitte Seeberg, Det Konservative Folkeparti:

Det er helt afgørende, at der ikke opstår et skisma mellem dansk og europæisk politik. Hvad vi beslutter i EU skal naturligvis passe til vores hjemlige forhold. Med den mangeårige erfaring jeg har fra Folketinget, har jeg et solidt kendskab til danske forhold, som jeg kan bruge, hvis jeg bliver valgt til Europa-Parlamentet. Her vil jeg også holde daglig kontakt med Folketinget og med vores uddannelsesordfører.

Margrete Auken, SF:

Den hænger allerede sammen. Når vi f.eks. slås for en dansk folkeskolepolitik, der gør alle børn til gode læsere, inden de kommer i 3. klasse, så viderefører vi selvfølgelig denne politik, når jeg i Europaparlamentet skal være med til at lægge EUs kommende budget eller vedtage noget om udvekslingsprogrammer. I øvrigt er jeg langtfra den første SFer, der kommer til at arbejde i EU med en solid tradition fra Folketinget bag mig. Det har Pernille Frahm og Lilli Gyldenkilde også haft.

Jakob Høeg, Kristendemokraterne:

Der skal være en sammenhængende politik!

Jens-Peter Bonde, Junibevægelsen:

Junibevægelsen er en tværpolitisk liste som er kritiske over for EU's opbygning, men samtidig konstruktive i vort daglige arbejde. Vi har sammen med EU-kritikere fra mange andre lande fremlagt et samlet alternativ til den statsdannelse, som EU-forfatningen er udtryk for. Vi arbejder

udelukkende med EU, og stiller op til EU-parlamentet for at være vælgernes kritiske vagthunde i Bruxelles og Strasbourg.

Karen Riis Jørgensen, Venstre:

For det første har vi en løbende kontakt mellem de valgte i Europaparlamentet og Folketingsgruppen. Derudover snakker Venstres politikere løbende sammen om konkrete sager. Når Venstre således ønsker at fordoble Leonardo-programmet, som skal give bedre muligheder for udveksling på tværs af landene i EU, så hænger det sammen med regeringens bestræbelser på, at fremme internationaliseringen på læreruddannelsen og i folkeskolen generelt.

Mogens Camre, Dansk Folkeparti:

Som anført skal EU ikke føre uddannelsespolitik, men meget gerne lave sammenligninger af landenes politik og dens resultater. Det er op til det enkelte lands egne beslutningstagere, om landet vil hævde sig gennem bedre uddannelse. Dansk Folkeparti vil nyttiggøre alle udenlandske resultater til at forbedre undervisningen i Danmark.

Ole Krarup, Folkebevægelsen mod EU:

Folkebevægelsen har som hovedmål at frigøre det danske samfund - mest muligt, på længere sigt: helt - fra afhængigheden af EUs beslutningssystem, for i stedet at opbygge vores (nødvendige) internationale kontakter (på alle politikområder) med udgangspunkt i et tæt samvirke med vores stammefrænder i Norden (se min pjece "Et frit Norden?" - kan læses på min hjemmeside www.Ole-krarup.dk). I disse aktiviteter spiller uddannelsespolitikken en betydelig rolle. Mit arbejde i EP og i de nordiske fora er to sider af samme sag. Jeg har m.a.o. ikke det problem, som mange af partipolitikerne: at det i uddannelsesspørgsmål (og andre politikker) er svært at finde sammenhæng (og let at finde modsætninger) mellem partiernes folketingspolitik og den politiske aktivitet i EU-parlamentet.

Poul Nyrup Rasmussen, Socialdemokraterne:

Koordination af vores nationale strategier og EU's strategier er nøglen til succes. Vi skal sikre os, at vi får en fornuftig handlingsplan på nationalt niveau, som kan understøtte Lissabonstrategien, og at vi får sat større fokus på uddannelsesområdet. Her leverer de nuværende regeringer desværre ikke et tilstrækkeligt bidrag. Men det er der jo råd for.