For 77 år siden, 71 år efter juni-grundlovens ikrafttræden, blev det forbudt husets herre at slå husmoderen og tjenestepigen, hvis der var et eller andet, han var utilfreds med. Fra og med dette tidspunkt var det altså ikke længere tilladt at give dem lussinger eller stokkeslag, hvis maden ikke var på bordet på det ønskede tidspunkt. Der er grund til at undre sig over, at der skulle gå så lang tid efter grundlovens betemmelser om den danske befolknings frihed, ytringsfrihed og ligeværd, men det gjorde der altså. Det interessante er imidlertid især den debat, der gik forud for vedtagelse af dette lovgivningsmæssige skridt i en menneskevenlig retning. Der blev fra mange sider advaret meget kraftigt om, hvad en så dristig reform kunne komme til at betyde i negativ retning for husfreden og familiesammenholdet i hele samfundet. Kaos og sammenbrud truede forude!

I 1966-67 blev der vedtaget og gennemført en lovgivning, der gjorde det ulovligt at anvende korporlig afstraffelse af børn i skolen. Også ved den lejlighed blev der advaret kraftigt mod den opløsning, dette skridt kunne medføre for arbejdet i skolen. Enhver kan selv bedømme, hvad denne lovgivning har betydet for børns trivsel i den forløbne periode.

Men børnene i de danske hjem er det i et vist omfang stadig tilladt forældre at slå på. Det er ganske vist ifølge myndighedsloven ulovligt, men det er ikke strafbart, at forældre inden for rimelighedens grænse, det vil sige med lussinger og endefulde, afstraffer deres børn korporligt. Hvis det går ud over disse lettere tilfælde af vold, kan der risikeres en straf, men som regel er den mild, for eksempel fik en far, der brækkede fem ribben på sin spæde datter, kun ti måneders fængsel, mens en far, der havde slået sine drenge på syv og elleve år med en fiskestang, der efterlod røde mærker på ryg, bagdel og ben, blev frikendt. Der har ganske vist været gjort forsøg på, blandt andet tidligt af Venstresocialisterne og senere af Socialistisk Folkeparti, at samle flertal for et lovforslag om afskaffelse af revselsesretten, men hidtil forgæves. I 1997 ser det ud til at skulle lykkes - takket være en fremsynet ung justitsminister, der tilsyneladende har fået sine partifæller i Folketinget med på ideen.

Én ting er sikker: Der vil igen komme løftede pegefingre og forudsigelser om de ulykker, der vil følge i kølvandet på dette nye 'dristige' skridt. Nu vil børn vælte hjemmene og anmelde deres forældre til politiet, hvis de udsættes for overgreb og så videre. Da der ikke er erfaringer at trække på her i landet, kan der være grund til at se på, hvad der skete i Sverige, da revselsesretten blev afskaffet for 15-20 år siden. For det første: Samfundet brød ikke sammen, i løbet af en 15-årig periode var der én dreng, der anmeldte sin far til politiet for vold - og faderen fik en bøde på 100 kroner. På den absolut positive side kan noteres, at den svenske befolknings anvendelse af korporlig afstraffelse i børneopdragelsen i samme periode faldt kraftigt.

Der er derfor heller ingen grund til panik denne gang. Men vigtigere er det at slå fast, at vi alle jo udmærket godt ved, at fysisk afstraffelse ikke virker efter hensigten som opdragelsesmiddel. Måske adlyder et barn på kort sigt en ordre, hvis det afstraffes, men i bedste fald vil det kun lære lydighed over for sine autoriteter - ikke selvbeherskelse. Noget af det farlige ved at straffe børn er, at det giver den voksne tillid til, at straffen hjælper, fordi barnets opførsel somme tider ændres straks. Straf kan måske afholde børn fra at gøre noget forkert, men det får dem ikke til at gøre det rigtige. Som voksne kræver børn respekt, tillid, kærlighed, opmuntring, positive forventninger og forståelse for at udvikles og trives.

Ole Varming er psykolog og opdragelsesforsker.