Titlen er en bevidst omskrivning af det gamle ordsprog om, at hvad børn ikke ved, har de ikke ondt af. I denne omskrivning af en enkelt sætning ligger der en hel omskrivning af psykiatriens syn på børn, hvis forældre har kontakt med det psykiatriske behandlingssystem. At tænke sig, at hver fjerde psykiatriske patient har børn derhjemme, som går og ser en masse ting, som de aldrig får sat ord på, og som de ikke får nogen hjælp til at bearbejde. For ligesom mange af de voksne, der er vokset op med en mor eller far med psykiske problemer, ved de netop ikke, at noget kunne være anderledes. Man accepterer den verden, som man har, med alle de bekymringer og opgaver, som disse børn bebyrdes med. Måske er det også derfor, at det sociale mønster med et skrøbeligt sind og lavt selvværd ofte på den ene eller anden måde kan gå i arv.

Derfor er det rigtig vigtigt, at denne bog nu er blevet skrevet, fordi den beskriver, hvordan man kan tilrettelægge den vanskelige samtale mellem børn, forældre og personale i voksenpsykiatrien. Udgangspunktet er, at mange professionelle »frygter« denne type samtaler og derfor ofte afviser dem med mere eller mindre seriøse begrundelser måske fordi de finder det for uoverskueligt. Men børnenes behov er at blive respekteret, informeret og medinddraget, og derfor skal de voksne og de professionelle social- og sundhedsarbejdere have nogle redskaber, der gør det knap så svært at påtage sig denne vigtige opgave.

Ingen tvivl om, at Karen Glistrup ved, hvad hun skriver om, og hun er på ingen måde bange for at give sin viden og sine erfaringer videre, hvilket rigtig mange kan få stor glæde af.