I en tid, der er præget af store kulturelle modsætninger, er det opløftende at blive konfronteret med en fortolkning af pædagogisk-filosofiske tanker, der tydeligt markerer, at modsætninger ikke kun hører vor tid til, men at de er grundlæggende i pædagogikken. Der er vel at mærke ikke blot tale om modsætninger, men om paradokser, der ikke kan opløses, sådan som tilfældet er med modsætninger, men det pædagogiske paradoks indgår i selve grundforholdet i opdragelsen og bliver dette forholds indre dynamik.

Det lyder umiddelbart indviklet, men bogen formår at gøre fænomenet tilgængeligt gennem et klart sprog uden at gå på kompromis med sagligheden. Paradokset formuleres således i bogens forord: 'Hvordan kan man gennem ydre indvirkning bringe et menneske til ikke at lade sig bestemme af ydre indvirkninger?' Hvordan kan man med andre ord gennem opdragelsens ydre tvang påvirke en udvikling af barnets selvbestemmelse, der må bygge på indre frihed? Vi kan også få øje på paradokset i skolens hverdag, hvor vi ønsker at inddrage børnene i undervisningens tilrettelæggelse, selv om vi godt ved, at de ikke kan tage stilling til, hvad de skal lære, før de har lært det.

I kapitlet om Schleiermacher formulerer Alexander von Oettingen hans udlægning af paradokset i forbindelse med opdragelse til myndighed: 'At den voksne må opfordre barnet, som om det allerede er myndigt, vel vidende at det ikke er det. Dermed forudsætter opdragelsen ikke kun barnets myndighed som et muligt fremtidigt resultat, men medtænker allerede denne mulighed i det konkrete møde med barnet, altså som om barnet allerede har opnået det'. (side 63) Som det er fremgået af disse eksempler, er det pædagogiske paradoks et alment fænomen, der indgår i al opdragelse. Alligevel er det først i nyere tid, det vil sige i perioden fra oplysningstiden i 1700-tallet til i dag, at vi kan spore en optagethed af paradokset hos de pædagogiske tænkere. Det sker i forbindelse med en større bevidsthed om menneskets fundamentale frihedsrettigheder og en bevidsthed om at være overladt til sig selv uafhængig af nogen guddommelig bestemmelse.

Alexander von Oettingen begynder der-for sin undersøgelse af paradokset ved Jean-Jacques Rousseau, der mere end nogen anden pædagog står som den betydeligste eksponent for oplysningstidens pædagogiske tanker. Som en frihedens apostel fokuserer Rousseau i sine opdragelsestanker på opdragelsens undertrykkende vilkår, der kun kan bedres, hvis man viser barnet større opmærksomhed på egne betingelser. Det paradoksale er, at den voksne aldrig vil kunne forstå barnets verden fuldt ud og derfor er nødsaget til at vejlede på ukendt grund.

Den anden store oplysningstænker er Immanuel Kant, der som filosof er særdeles kendt, men som er mindre kendt for sine tanker om opdragelsen. (Det skal dog nævnes, at Kants forelæsninger om opdragelse fra 1770'erne for nylig er udkommet på dansk). Alexander von Oettingen har i sin bog ydet et stykke pionerarbejde, idet han på baggrund af Kants filosofiske værker, først og fremmest 'Kritik der praktischen Vernunft', udleder hans dannelsestænkning i forbindelse med betragtninger over 'menneskets dobbelte natur'.

Som repræsentant for dannelsestænkningen i romantikken har forfatteren valgt Friedrich Schleiermacher og for de mere realistiske strømninger i pædagogikken på samme tid Johann Friedrich Herbart. De har begge på forskellig vis givet deres bidrag til fortolkning af paradokset.

Endelig er der grund til at lægge mærke til, at den danske pædagogikprofessor K. Grue-Sørensens pædagogiske forfatterskab på glimrende vis bliver bragt frem i lyset, og endelig introduceres på dansk Dietrich Benners moderne udlægning af paradokset.

Jeg kan på det varmeste anbefale Alexander von Oettingens bog til alle, der er engageret i opdragelsen, og som er optaget af pædagogikkens helt fundamentale spørgsmål.