Skoleleder ved Skolen ved Sundet på Amager Johnni Damgaard Pedersen udleverede selv test til forældre i skolegården i går eftermiddag.
Foto: Maria Becher Trier
Selvtest til skoler blev bragt ud med forsinkelse
Skoler skulle få leveret selvtest, så forældre kunne hente dem mandag og tirsdag inden skoleåbningen i dag. Men flere steder i København var leverancerne forsinkede.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Flere københavnske skoler ventede mandag forgæves på kasser med selvtest, som skulle udleveres til forældre inden skolestart i dag.
"De fleste skoler har som planlagt i dag fået leveret selvtests, som forældrene kunne afhente her i eftermiddags eller i morgen. Men desværre er de ikke nået frem til alle vores skoler", siger centerchef i Børne- og Ungdomsforvaltningen Mette Kilde Corfitzen i et skriftligt svar til TV2 Lorry.
Skoleleder på Skolen ved Sundet på Amager Johnni Damgaard Pedersen var mandag en af dem, der ventede forgæves på testene.
Han havde skrevet ud på Aula til forældrene, at de kunne hente selvtest på skolen mandag eftermiddag kl. 15.
Men kort før kl. 15 måtte han skrive, at forældrene ikke skulle komme alligevel. For skolen havde endnu ikke modtaget testene. Først tirsdag kunne skolen udlevere test til forældrene i skolegården.