I 2012 blev læreruddannelsen ændret, og formålet var "en fagligt stærkere og mere attraktiv læreruddannelse, der matcher folkeskolens behov". Reformen skulle være grundstenen for en endnu bedre folkeskole, og året efter kom skolereformen, der skulle løfte folkeskolen fagligt. Dermed blev et læringsmålsstyret paradigme født, skriver Heidi Wølch Frederiksmose i sit professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen ved UC Syd, Haderslev.

I den debat, der har været om nutidens skole, er begrebet "den empiriske vending" dukket op. Det er et udtryk for, at der er sket en bevægelse fra en professionsviden og -udøvelse, der tager udgangspunkt i, hvad der "bør gøres" og undervises i, til, at det nu handler om, at der skal være videnskabeligt belæg for, at undervisningen virker, skriver hun.

Det kan bevirke, at pædagogikken mister sin betydning, fordi "en ensidig fokusering på uddannelsesmæssige output og unuancerede effektmålinger eroderer den didaktiske og pædagogiske mening".

En rapport fra 2016 beskriver, at lærere holder op i folkeskolen, fordi de "føler sig nødsaget til at stoppe for at forblive lærere".

Lærerne beskriver det som nødvendigt, da de efter reformen ikke oplever, at det er muligt at være den slags lærer, som de gerne vil være, inden for folkeskolens rammer. De mener, at det handler om etiske grunde, da tidsstyring, top- og målstyring fratager dem muligheden for at varetage deres kerneopgave: at tage hånd om børnene både fagligt og socialt.

Lærerne befinder sig i et spændingsfelt mellem samfundets krav og lærerfagets etos (pædagogisk, professionel dømmekraft - en indrestyring). De mangler måder at håndtere dette spændingsfelt, skriver Heidi Frederiksmose.

Hun har derfor i projektet undersøgt, hvordan balancen mellem de forskellige krav til skolen kan genskabes:

"Hvorledes udfolder lærernes didaktiske praksis sig i folkeskolen i spændingsfeltet mellem intentionen for undervisningen og den uforudsigelige praksis? Hvilke forhold har indflydelse på lærernes didaktiske praksis, og hvorledes kan et (fornyet) fokus på det didaktiske 'hvorfor' være med til at udvikle lærernes didaktiske og refleksive faglighed", spørger hun i problemformuleringen.

Lærernes perspektiv

For at forstå det spændingsfelt, som lærernes didaktiske praksis befinder sig i, må man starte med at opleve verden fra lærernes perspektiv.

Hun har derfor interviewet tre lærere og observeret deres praksis. I analysen af den didaktiske praksis, tager hun udgangspunkt i den norske professor i didaktik Erling Lars Dales professionsideal "der indebærer det mål, at læreren som professionel handler og tænker didaktisk rationelt".  

Dales didaktiske rationalitet består af et samspil mellem indholdet i lærerprofessionens tre kompetenceniveauer K1, K2 og K3.

"K1 har fokus på gennemførelse af undervisningen, og lærerens situation er på dette niveau præget af handletvang.

K2 har fokus på konstruktion af undervisningsprogrammer, hvorfor læreren her arbejder med at realisere læreplanens muligheder i praksis. Her forenes lærernes teoretiske kundskaber med deres erfaring, og det udgør dermed begrundelserne for deres didaktiske planlægning.

På K3 handler det om at kommunikere teori og selv udvikle didaktisk teori, hvorfor læreren må kunne "udføre kritiske analyser af læreplanens mål, indhold, metode og dens konsistens, dens forankring i virkeligheden og dens mulighed for at blive realiseret".

Heidi Frederiksmose når i analysen frem til, at ingen af lærerne i undersøgelsen når kompetenceniveau 3.

"K3 niveauet forudsætter kritisk tænkning over holdninger, værdier, ideologier mv., hvilket lærerne ikke formår. Da lærerne skal argumentere for deres valg af undervisning gennem didaktisk belægsanalyse, har lærerne intentioner på elevernes vegne. Lærer 1 er imidlertid den eneste, der forsøger at forene sine intentioner for eleverne med sin praksis. Lærer 2 undgår at reflektere, for at kunne være i praksis. Lærer 3 reflekterer ikke kritisk over brugen af målstyret undervisning og de evidensbaserede forskningsmetoder, men implementerer dem ukritisk ned over sin praksis, da det er det, hun har lært på læreruddannelsen".

Hun skriver, at det er fælles for lærerne i undersøgelsen, at ydrestyrede forhold som for eksempel målstyring er dominerende for deres praksis, og at de i høj grad føler, at de må afvige for deres egne intentioner for undervisningen, blandt andet på grund af tidspres. En af dem sætter sin lid til lærebogssystemer for at opfylde ydre krav til målsætning, men går dermed på kompromis med egne intentioner for god undervisning:

"... og det var der jeg simpelthen fik ondt i maven... og søvnløse nætter over det".

Lærerne giver i undersøgelsen udtryk for, at der må ske en ændring ovenfra for at skabe bedre betingelser, men Heidi Frederiksmose mener, at ændringer ikke kun skal komme som top-down styring, fordi det underminerer lærernes autonomi:

"Derfor er intentionen med dette projekt at belyse lærerens ansvar som professionel, handlende subjekt, hvorfor blikket rettes indad mod lærerens didaktiske handlemuligheder i det beskrevne spændingsfelt".

Didaktisk gendannelse - en model

Hun vender i projektets sidste del blikket indad mod lærerens professionelle ansvar og på, hvordan et (fornyet) fokus på det didaktiske "hvorfor" kan være med til at udvikle lærernes didaktiske og refleksive faglighed.

Det spændingsfelt læreren befinder sig i skal ses som et råderum, hvor professionalismen har udfoldelsesmuligheder. Som en del af projektet har Heidi Frederiksmose derfor udviklet en didaktisk model, der skal give læreren et rum til at være refleksiv og kritisk handlende.

Modellen har udgangspunkt i en almen pædagogisk didaktisk tradition, hvor lærerne påtager sig professionel dømmekraft, og den afspejler den kompleksitet, der er indlejret i lærerens arbejde.

Intentionen er, "at eksplicitere disse forhold for lærerne, så de gennem et blik på dette udefra kan udøve professionel dømmekraft gennem kritisk tænkning, og dermed kvalificere deres didaktiske praksis i spændingsfeltet mellem intentionen for og handling i praksis", skriver hun.

"Gennem dette dobbeltdidaktiske blik kan lærerprofessionen genfinde balancen mellem det pædagogiske grundlag og samfundets stemme, samt genfinde sin autonomi og højne respekten for lærerprofessionen i samfundet. Men det kræver at man atter vender fokus mod lærernes kernekompetence; didaktikken. En didaktisk gendannelse, om man vil", slutter Heidi Wølch Frederiksmose.

Læs hele projektet her: