Som (uddannelses)vejleder kan man godt indimellem føle, at det slet ikke er metoder, men tid og overskud til at bruge dem, der mangler. Der findes mange og fornuftige bud på teorier og metoder, der på hver deres vis og i bedste mening kommer med bud på god/bedst praksis i vejledningsfeltet.

Marianne Tolstrups "Samskabende vejledning" lægger sig fint ved siden af andre konstruktionistiske vejledningsmetoder, men udmærker sig ved sin meget konkrete og visuelle tilgang til, hvordan vejledte kan blive hovedperson i en vejledningsproces. En sag, der burde være en selvfølge, men i den virkelige verden nok ikke altid er det – i hvert fald vil de fleste vejledere nok kunne genkalde en samtale eller to, hvor de selv har taget broderparten af taletiden ...!

Metoden, der er udviklet i Nordplus-projektet "Developing a Nordic model of guidance to include vulnerable groups in co-creation", er afprøvet i praksis i mange sammenhænge, så man står formentlig på nogenlunde sikker grund, når/hvis man kaster sig ud i at prøve den samskabende vejledning i egen praksis. Metoden er bygget op om en slags samtalekort, hvor man helt konkret kan flytte en lille brik/bil rundt mellem de forskellige felter, som der noteres i undervejs – helst af vejledte.

En af de, efter denne anmelders opfattelse, ret smarte "features" ved modellen er feltet "p-pladsen", hvor man kan adressere problemer og udfordringer, der fylder, men som det ikke er relevant at bringe ind i vejledningsprocessen på det givne tidspunkt. Ligeledes er det tanken, at man hele tiden besøger feltet "fælles forståelse og evaluering" for at være sikker på, at vejledte og vejleder begge oplever at være på rette vej i samtalen. De øvrige felter – "aftaler", "min livsfortælling", "hvad vil jeg?", "hvad kan jeg?", "er målet realistisk?" og "handlingsplan" - er velkendte stoppesteder for de fleste vejledere, men sat i system som her får man sikret at nå hele vejen rundt i en logisk rækkefølge.

For hvert punkt stiller Marianne Tolstrup en ”værktøjskasse” til rådighed for vejlederen med forslag til, hvordan man eventuelt kan arbejde mere med at udfolde det enkelte område. Der er masser af gode forslag at hente. Ligeledes er der i metoden lagt op til evaluering af selve vejledningen – enten som selvevaluering eller som evaluering fra vejledte.

Empowerment, resiliens, self-efficacy, mental robusthed er nøglebegreber i den samskabende vejledning, og en absolut sympatisk ambition for forfatteren og metoden er det at få vejledte til at indse, hvilke styringsmekanismer han/hun også er spundet ind i. Metoden opfordrer således til, at man ikke bare diskuterer, for eksempel hvordan man kan få højere karakterer, men også taler om, hvorfor der gives karakterer, og hvem der mon har glæde af det. En slags både filosofisk og politisk overbygning på den individualiserede vejledning, som mange både vejledere og vejledte nok kan se som et lidt befriende modsvar på tidens individualiserede præstationstrang.

Er man på jagt efter en let tilgængelig metode, der i videst muligt omfang gør vejledte til hovedperson i processen, er der herfra en varm anbefaling til Marianne Tolstrups "Samskabende vejledning".